Skatteministeriet
Publikation 15. april 2010

Aftale om udligningsskatten mellem regeringen og Dansk Folkeparti

Forårspakke 2.0 2009

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Aftale om udligningsskatten mellem regeringen og Dansk Folkeparti

15. april 2010

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om den konkrete udformning af den midlertidige udligningsskat på store pensionsudbetalinger, der skal neutralisere den utilsigtede gevinst for den eksisterende pensionsopsparing, der er fradraget med højere marginalskatter. Endvidere afskaffes det særlige ægtefællefradrag til begrænset skattepligtige og muligheden for misbrug af TastSelv afskæres.
Med aftalen udmøntes den del af aftalen om Forårspakke 2.0, der handler om at indføre en udligningsskat på store pensionsudbetalinger.
Samlet set giver de tre initiativer et varigt finansieringsbidrag til Forårspakke 2.0 på 125 mio. kr.

Udligningsskat på store pensionsudbetalinger

Udligningsskatten har følgende model:

  • Udligningsskattesatsen er 6 pct.
  • Udligningsskatten skal kun betales af samlede pensionsudbetalinger over et bundfradrag på 362.800 kr. (2010-niveau), svarende til hvad mellem- og topskattegrænsen ville have været i 2010 uden Forårspakke 2.0. Udnytter den ene ægtefælle ikke sit bundfradrag, kan der overføres op til 121.000 kr. (2010-niveau) af bundfradraget til den anden ægtefælle.
  • Den samlede varighed af udligningsskatten er 9 år. Satsen på 6 pct. fastholdes på samme niveau i 4 år, dvs. for 2011 - 2014. Fra og med 2015 udfases udligningsskatten med 1 procentenheder årligt. Udligningsskatten er dermed fuldt udfaset i 2020.
  • Udligningsskatten pålægges ikke udbetalinger fra kapitalpensionsordninger eller invalidepension.

Det varige finansieringsbidrag fra udligningsskatten er 35 mio. kr. Det er samtidig aftalt, at afskaffe det særlige ægtefællefradrag til begrænset skattepligtige og afskære mulighe-den for misbrug af TastSelv. De to initiativer giver et varigt finansieringsbidrag på yderligere 90 mio. kr.
I aftalen om Forårspakke 2.0 er forudsat et varigt provenu fra udligningsskatten på 80 mio. kr. Der er dermed en reserve på 45 mio. kr., der drøftes i forbindelse med yderligere opfølgning på Forårspakke 2.0.

Afskaffelse af ægtefællefradraget til visse begrænset skattepligtige

Visse personer, der kun i begrænset omfang har deres arbejdsindkomst i Danmark, kan på grund af det særlige ægtefællefradrag opnå store skattefradrag i den danske indkomst. I visse tilfælde endda større skattefradrag, end hvad personer, der har hovedparten af deres arbejdsindkomst i Danmark, kan opnå.
Hvis ægtefællen har indkomst i sit hjemland, og hjemlandet har regler, der ligner de danske, er det samlede resultat således, at ægtefællerne kan få tre personfradrag - to i Danmark og et i hjemlandet.
Ægtefællefradraget er af samme størrelse som personfradraget, dvs. godt 40.000 kr. årligt.
En afskaffelse af ægtefællefradraget skønnes at give et varigt finansieringsbidrag på ca. 40 mio. kr. årligt.

Afskæring af TastSelv

Visse skatteydere - bl.a. udlændinge - kan ved forskudsopgørelsen eller selvangivelsen via TastSelv angive et stort fradrag, som de ikke er berettiget til. De store - men uberettigede - fradrag giver anledning til at skatten umiddelbart ser ud til at skulle nedsættes.
Da forskudsopgørelse og selvangivelse som hovedregel foregår automatisk, kan disse skatteydere få udbetalt overskydende skat, selv om det ikke vil blive det endelige resultat af årsopgørelse og selvangivelse. Opdages dette først efter, at en person f.eks. er rejst hjem, kan genopkrævning af skatten være vanskelig.
Sådanne skatteydere kan afskæres fra at foretage ændringer via TastSelv. Initiativet skønnes at givet et varigt finansieringsbidrag på ca. 50 mio. kr. årligt.