Skatteministeriet
21. oktober 2004

Fairplay - fokus på holdninger

Skatteopkrævning Regeringen vil gøre op med dem der snyder og bedrager

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Fairplay - fokus på holdninger

Forord

Forårets kontrolaktioner har vist, at der snydes og fifles i et overraskende stort omfang. Snyderiet er mange steder sat i system, og bøderne regner man med som en del af omkostningerne ved at drive forretning.

Det er uacceptabelt. Lovlydige virksomheder har ingen muligheder for at konkurrere og overleve på sådanne vilkår. Det er ikke fairplay.

Regeringen vil have fairplay tilbage i danskernes hverdag. Derfor skal kontrolaktionerne fortsætte og en kampagne om fairplay er blevet iværksat. Regeringen vil gøre op med dem, som kører på frihjul. Der er desværre nogen, som ikke vil yde, men godt nok nyde. De tror måske, at det er den store stygge stat, de snyder. Det er det ikke. De snyder deres nabo og alle andre skatteydere.

Selv efter de gennemførte skattelettelser er skatten høj. Rigelig høj. Men det er ingen undskyldning for ikke at følge reglerne. Og sort arbejde trives også i lande med betydelig lavere skat end Danmark.

Det er vigtigt, at det store flertal bakker op om de værdier vores samfund bygger på. Hvis flere og flere lader hånt om regler og sædvaner, så smuldrer fundamentet for det samfund, vi kender i dag. Og det må ikke ske. Regeringen mener, at værdierne bag nutidens Danmark - frihed under ansvar, omsorg for næsten, respekt for andre mennesker og den private ejendomsret - er værd at værne om.

Regeringen vil gøre op med dem, der snyder og bedrager. Vi vil skabe fairplay. For ellers breder snyderiet sig. Dropper alle at betale momsen, så er der ikke længere penge til f.eks. sundhedsvæsenet og skolerne.

Det er vigtigt, at alle trækker på samme hammel i kampen mod sort arbejde og socialt bedrageri. Staten kan ikke gøre det alene. Man hverken kan eller skal kontrollere og straffe sig til al ting.

Der skal fokus på holdningerne til socialt bedrageri, sort og illegalt arbejde og virksomhedssnyd. De fleste har det heldigvis sådan, at man skal vise ansvar og respektere spillereglerne. Sådan burde alle have det.

På samme måde som skytsenglene i Nordjylland lærte de unge mænd ikke at køre bil, når de havde drukket, skal vi lære hinanden, at snyderi bare ikke er i orden.

Derfor har regeringen lanceret en kampagne, som sætter fokus på holdningen til virksomhedssnyderi, socialt bedrageri og brugen af sort og illegalt arbejde.

Regeringens indsats består af tre lige vigtige dele:

  • regler, der gør det lettere at kontrollere
  • en øget kontrolindsats og hårdere straffe
  • en kampagne for at ændre holdningen til sort og illegalt arbejde, socialt bedrageri samt virksomhedssnyd.

De tre dele er som sagt lige vigtige. Det nytter ikke at skærpe reglerne, hvis det ikke kontrolleres, at reglerne overholdes.

Det nytter ikke at kontrollere, hvis snyderen med mærkelige forklaringer eller på anden vis kan undgå konsekvenserne af kontrollen.

Og mere kontrol og klarere regler kan ikke løse problemet, hvis en stor del af befolkningen mere eller mindre bevidst accepterer klare ulovligheder til skade for os alle.

Det handler om at øge risikoen for at blive opdaget, når man snyder. At hammeren falder hårdt, når man bliver opdaget. Og at skabe forståelse for, at det ikke er i orden at snyde staten og hinanden.

For husk - vi spiller på samme hold.

 

Regeringen


Fairplay - fokus på holdninger

Forårets kontrolaktioner har vist, at der snydes og fifles i et overraskende stort omfang. Snyderiet er mange steder sat ...