Skatteministeriet
Skat 30. april 2004

Skattesnyderiet og indkomstfordelingen

Efterrettelighed Et dansk økonomisk-historisk forsøg på at klarlægge den del af de statistiske realiteter bag problemstillingen omkring skatteudnyttelse, som vedrører selve underdeklarationen til personlig indkomstbeskatning

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skattesnyderiet og indkomstfordelingen

Af Gunnar Viby Mogensen cand.polit., dr. phil., gæsteforsker vedØkonomisk Institut, Københavns Universitet

Fordelingen af indkomster på personer spiller af gode grunde en betydelig rolle i den politiske debat - f.eks. i form af politikeres og sagkyndiges hyppige henvisninger til ønsket om at respektere "den sociale balance". Hermed får præcisionen i opgørelsen af indkomsterne en betydning, som hidtil kun i ret ringe grad har inspireret den samfundsvidenskabelige forskning i Danmark.

Underdeklarationen ved opgørelsen til personlig indkomst. De lange linjer

Et dansk økonomisk-historisk forsøg på at klarlægge den del af de statistiske realiteter bag problemstillingen omkring skatteudnyttelse, som vedrører selve underdeklarationen til personlig indkomstbeskatning - men altså ikke beskæftiger sig med selskabs- eller merværdibeskatning, eller med skatteudnyttelse ud over selve unddragelsen, dvs. skattetænkningen - har for nylig argumenteret for, at hvis man i arkiver og biblioteker går forlæggene til de danske indkomststatistikker, og andre centrale dele af den officielle økonomiske statistik, tæt igennem, kan underdeklarationen ved opgørelsen til personlig indkomstskat for det meste af 1900-tallet opgøres med en usikkerhed på, hvad der svarer til højst 1-2 pct. af de faktiske indkomster.

Da underdeklarationen gennem store dele af århundredet var flere gange højere end dette niveau, er denne usikkerhed til at leve med[1].

Resultaterne fra en sådan måling kan siges at have såvel historisk som aktuel interesse.

For eksempel tegner mange udenlandske lærebøger i økonomisk historie, når de beskæftiger sig med perioden omkring det industrielle gennembrud på det europæiske kontinent, dvs. årene omkring 1870 til 1914, et billede af Danmark som et foregangsland med hensyn til økonomisk vækst. I klassikeren Angus Maddison Economic Growth in the West (1964 og senere) angives det, at mens den årlige stigning i bruttonationalproduktet i denne periode lå højest i USA, nemlig på 2.2 pct. i gennemsnit, var tallet for Europa kun 1.6 pct. Tallene for Norge, England og Holland var resp. 1.4, 1.3 og 0.8 pct. Danmarks vækstrate var derimod ifølge Maddison næsten på amerikansk niveau, nemlig med 2.1 pct.[2]

Maddisons billede er tegnet med udgangspunkt i en ældre talserie, hvis hovedtræk stadig, år efter år, optrykkes i Statistisk Årbog, og som netop i vidt omfang er bygget på indkomstoplysninger hentet i opgørelsen til personbeskatning. Serien er af forskerne bag serien blevet korrigeret med en antagelse om, at underdeklarationen i Danmark i denne periode var "betydelig", og stigende.

Ved den ovenfor nævnte nye, tætte gennemgang af de historiske forlæg fremstår imidlertid underdeklarationen mellem 1870 og 1914 nok som betydelig,  nemlig i begyndelsen af 1900-tallet antagelig på niveauet 25-30 pct. af de faktiske indtægter. Men skattesnyderiet var efter arkivernes og bibliotekernes kilder at dømme faldende i perioden. Hvis man korrigerer bruttonationalprodukttallene tilsvarende, falder den økonomiske vækst faktisk til meget tæt på det europæiske gennemsnit.

Vores ofte beskrevne omstillingsevne i perioden fra korndyrkning til kvægbrug, og derefter fra landbrug til handels- og industrisamfund, var dermed nok betragtelig - men altså ikke mere enestående, end at nettoresultatet med hensyn til økonomisk fremgang lige netop holdt os oppe på det europæiske niveau. Udenlandske lærebøgers billede af Danmark som foregangsland må altså så i bedste fald flyttes til en anden tidsperiode.[3]

Ligesom den ældre del af den målingsmæssigt set relativt uproblematiske lange tidsserie for udviklingen i underdeklarationen ved ligningen til personlig indkomstskat i Danmark altså kan give ny viden om centrale økonomisk-historiske forhold i samfundet, kan talseriens nyere del, som i det omtalte arkivstudie kun gik op til omkring 1980, med relativt beskedne usikkerheder forlænges helt op til vor tid, og får jo dermed pludselig også aktuel politisk og skatteadministrativ relevans.

En særkørsel, bestilt i Danmarks Statistiks nationalregnskabskontor efter samme begrebsmæssige principper som arkivstudiet har brugt for den ældre periode, viser her, at efter at underdeklarationen ifølge arkiverne gennem 1900-tallet var faldet relativt jævnt fra det førnævnte niveau på 25-30 pct. af de faktiske indkomster, og derpå fra 1960'erne til begyndelsen af 1980'erne så ud til at flade ud på et niveau omkring 5 pct., indtrådte der i 1990'erne et nyt fald, nemlig til nu af størrelsesordenen 20 mia. kr. eller kun omkring 3 pct. af de faktiske indkomster.[4]

Parallelle analyser, gennemført af økonomen Søren Pedersen, dokumenterer i øvrigt, jf. også nedenfor, at rigtig meget af dette resterende skattesnyd ved den personlige ligning i Danmark foregår som såkaldt sort aktivitet, dvs. som håndværker- og andet arbejde uden betaling af personskat, moms eller mestersalær m.v. En relativt større andel af snyderiet er i så fald delvis flyttet ud i de gode personlige kontakters, og de grønne parcelhuskvarterers, dybe og stille ro, hvor disse aktiviteter kun giver en meget beskeden forurening med papir i form af regninger. Der er dermed også tilsvarende ringere chancer for, at skattevæsenet kan afdække denne residual på underdeklarationen - selvom en tilsyneladende pæn vækst i de senere år i sort aktivitet, også i kiosk- og restaurantverdenen giver dog nogle muligheder for kontrolindgreb gennem razziaer m.v.[5]

Men bortset fra denne vanskelighed med at få presset underdeklarationen ved ligningen til personlig indkomstskat ned under det øjeblikkelige bundniveau på altså omkring 3 pct. af de faktiske indkomster, er dette samlede (sorte og hvide) skattesnyd dermed blevet nedbragt til en brøkdel af niveauet i starten af århundredet. Det er naturligvis bemærkelsesværdigt for en periode, hvor skattetrykket har udviklet sig på sådan måde, at en førende skattejurist - Ole Bjørn - har kunnet sige om skatteprocenterne dengang, at de "ligner en benådning i forhold til nutidens Danmark". Den gennemsnitlige skatteprocent var 4 i 1903, mod omkring 45 et århundrede senere.[6]

At denne præstation har været mulig, er efter alt at dømme ikke kun et resultat af den stærkt øgede gennemskuelighed i udbetalingen af indkomsterne, præget i vore dage af indtjening via løn på store private eller offentlige arbejdspladser, frem for nogle årtier i forvejen via tilværelsen som ledere eller medhjælpere i små erhvervsvirksomheder i byerhverv og landbrug tæt på naturalieøkonomien. Det stærkt mindskede skattesnyderi må samtidig  ses i lyset af den århundrede igennem forbedrede lignings- og kontrolindsats på statsligt og kommunalt niveau. Det er næppe nogen overdrivelse, når Ole Bjørn om nedbringelsen af underdeklarationen til det nuværende lave niveau har skrevet, at dette er "i sig selv en lovgivningsmæssig og kontrolmæssig bedrift"[7]

Så apropos den nævnte økonomisk-historiske iagttagelse om et misforstået billede af Danmark som foregangsland, peger den mere nutidige ende af vore målingsresultater faktisk på en periode, hvor i alle tilfælde en del af det danske samfund - nemlig skatteadministrationen og skattelovgiver - synes at have gjort det ganske godt. Og det kraftige fald i omfanget af underdeklaration ved opgørelsen af personlig indkomst 1900-tallet igennem, til nu formentlig i underkanten af 3 pct. af de faktiske indkomster, betyder samtidig, at vi har fået reduceret de oprindeligt - som vi så det - ganske mærkbare effekter for størrelsen af den økonomiske vækst i landet af, om man ved opgørelsen af nationalproduktet vælger indkomststatistikken, eller statistikken på produktionsmæssig basis, som grundlag.

Indkomstfordelingen, og underdeklarationen ved opgørelse til personlig indkomstbeskatning: Tidligere vurderinger

Set over tid har spørgsmålet om, hvordan underdeklarationen påvirker indkomstfordelingen, helt overvejende været præget af en forventning om, at en hypotetisk fordelingsprofil, hvor underdeklarationen helt var fjernet, ville være (endnu) mere skæv til de velståendes fordel, end indkomststatistikken med dens skrøbeligheder aktuelt viser det. Ganske vist var nationaløkonomisk sagkyndige som f.eks. Det økonomiske Råds Formandskab (DØR) særdeles forsigtige i sagen her - DØR således i en omfattende analyse af indkomstfordelingen i 1960'erne. Der kunne, hed det her, "være forskelle i underdeklarationsprocenten for henholdsvis højere og lavere indkomster, uden at det er muligt med sikkerhed at vurdere, i hvilken retning sådanne forskelle går". Men den mediemæssigt langt mere pompøst lancerede, og langvarigt omtalte, Lavindkomstkommission noterede en halv snes år senere, uden at læseren blev søgt unødigt trættet med dokumentation, at meget tyder på "at undervurderingerne af indkomsterne i skattestatistikken er skævt fordelt på en sådan måde, at det især er grupperne med de højere og højeste indkomster, som får deres indkomster undervurderet."[8]

I et par af perioderne, der rummer de få situationer, hvor man - som vi straks skal se det - faktisk kan efterprøve forventningen om mest skattesnyd hos de rige danskere, blev forventningen udtrykt særligt prægnant. Det skete, da dagbladet Politiken, i øvrigt på linje med en del andre dagblade, i 1945 mente om skattesnyderiet under den netop overståede Besættelsestid, at det nok især var "Krigsvelhavere, der har gemt Formuer hen", og da det i et større historisk værk om byen Århus i anden halvdel af 1900-tallet hed, at skattesnyderi er "de højere sociale lags kriminalitet."[9]

Da en del af forventningen, som vi nu vil se lidt grundigere på, om at de velstående danskere snyder mere end gennemsnittet, jo kunne være opstået gennem andre former for skatteudnyttelse end lige netop snyd ved opgørelsen af personlig indkomst, udvider vi et øjeblik sigtet med gennemgangen - desværre i vidt omfang med stærkt stigende usikkerhed i tallene til følge.

Den samlede skatteudnyttelse og indkomstfordelingen

I skattejuristen, professor Jan Pedersens disputatsarbejde om emnet fra 1989 bygges den udvidede definition således op, at skatteudnyttelse dels består af underdeklaration, f.eks. ved opgørelse af personers eller selskabers indkomster, og dels af skattetænkning.

I dette sidste tilfælde er der tale om borgernes loyale udnyttelse af skattelovene: En  række økonomiske dispositioner - som f.eks. skattemæssigt motiverede valg af ejer- frem for lejerbolig, flytning af pensionsmidler over i andre og mere skattebegunstigede opsparingsformer, eller personers flytning af bopæl til lande med venligere klima og venligere skattesatser - medfører en af lovgiver ikke tilsigtet eller ikke forudset skattefordel. Så skattelovene "udnyttes" også her, som ved underdeklaration, men ved den til enhver tid gældende skatteret er det altså karakteristisk, at dispositionerne må opretholdes ved myndighedernes ligning.

Helt uden for begrebet skatteudnyttelse falder så i øvrigt de af samfundet forudsete og ønskede skattefordele, som f.eks. dem der tidligere lå i skattefradragsretten, og som stadig ligger i skattefrie bundgrænser til sikring af basale livsfornødenheder.[10]

For så vidt effekterne på den personlige indkomstfordeling af den skatteudnyttelse, der ligger ud over unddragelser ved opgørelsen til personlig indkomstbeskatning, gælder det om de øvrige egentlige unddragelser, for det første, at for de obligatoriske bidrag til sociale ordninger og arbejdsmarkedsbidrag, og for de for meget udbetalte beløb til dagpenge, kontanthjælp og boligstøtte, at der med de givne satser er tale om beløb af en langt ringere størrelsesorden end ved personbeskatningen.

For det andet følger jo i alle tilfælde nogle af disse beløb - ligesom givetvis i vidt omfang momsunddragelser - udsvingene i indkomstansættelserne til personskat, og må derfor også stort set have samme effekter på indkomstfordelingen, som vi vender tilbage til.[11]

Skatteudnyttelse i forhold til selskabsbeskatningen må skønnes at være ganske omfattende, om end incitamentet måske er blevet svækket noget gennem reduktion af selskabsskatten, og gennem myndighedernes mere energiske jagt på de groveste former, dvs. selskabstømningerne. Selvom der de senere år er sket en vis spredning af ejendomsretten, især gennem de store pensionsfondes engagementer i erhvervslivet, må ejendomsretten her endnu forventes, at være så skævt fordelt, at selskabernes skattesnyd netto må forøge ulighederne i den personlige indkomstfordeling.

Hvor omfattende denne skatteudnyttelse blandt selskaber egentlig er, burde egentlig i dag ligge som en hastende forskningsopgave på grænseområdet mellem jura og økonomi, især fordi de såkaldte indkomsttransformationer for nylig har givet anledning til danske analyser med endog meget store forskelle i resultaterne.

Indenlandsk indkomsttransformation foreligger f.eks. hvor en hovedaktionær i et selskab, hvor han eller hun selv er beskæftiget, fuldt lovligt kun beregner sig selv en behersket løn, og så i stedet lader store indkomstdele stå i virksomheden - hvorfra der altså senere kan udbetales des mere i aktionærudbytte. Og der foreligger ulovlig indenlandsk indkomsttransformation, hvor tilknytningen til selskabet udnyttes til afholdelse over firmakassen af udgifter til privatforbrug.

De nævnte analyser handler derimod om transformation af indenlandsk til udenlandsk indkomst, som f.eks. hvor en virksomhed med et udenlandsk datterselskab sælger varer eller tjenesteydelser meget billigt til datterselskabet. Det Økonomiske Råds Formandskabs forårsrapport 2001 indeholdt netop, i en større rapportsektion om udfordringer for det danske skattesystem, også en beregning af det sandsynlige omfang af misbrugsproblemet ved en sådan manipuleret "transfer pricing".

DØR nåede frem til den ganske dramatiske konklusion, at skattegrundlaget (i årene 1995-97) dermed årligt skulle være blevet reduceret med 20-40 mia. kr., og det vil svare til et skattesnyderi af godt og vel samme størrelsesorden som hele underdeklarationen til personlig indkomstbeskatning.

Metoden bag tallene var bygget på et teoretisk arbejde af to økonomer, der tidligere havde søgt at opgøre omfanget af "forkert" fastsatte transferpriser ved ud fra Nationalregnskabets poster at sammenholde en beregnet såkaldt "indkomstskattebase" med en beregnet såkaldt "forbrugsskattebase" for Danmark, med indbygget korrektion for ændringer i fordringer på udlandet. Tallenes effekt på den offentlige debat om skatteudnyttelse blev i øvrigt forlænget, da Danmarks Radio året efter (i september 2002) lagde dem til grund for en - selv efter DR's nyere standarder - stærkt dramatiseret opsat TV-udsendelse under betegnelsen "Skatteakrobaterne".[12]

Men allerede inden da - i december 2001 - havde Skatteministeriet i nærværende tidsskrift bragt en 55 sider lang artikel med en ganske skarp kritik af beregningen. Det måtte nemlig simpelthen "konkluderes, at man ikke kan anvende DØR(2001)-metoden", bl.a. fordi de benyttede definitioner var mangelfulde og undertiden ukorrekte, og fordi mange antagelser stred mod de erhvervsøkonomiske realiteter - kun "en meget naiv virksomhed" ville opføre sig som antaget i metoden. Ganske vist var der næppe tvivl om, at problemet med "forkerte" transferpriser var reelt i nogle selskabsmiljøer, men eftersom Danmark i dag har en selskabsbeskatning stort set på et gennemsnitligt europæisk niveau, ville virksomhederne ofte påføre sig selv større skade ved brug af "forkerte" transferpriser end svarende til skattebesparelsen, nemlig på grund af den dårligere økonomistyring, der ville følge med. I alle tilfælde i større virksomheder gjaldt det, at ejerne har

"en betydelig selvstændig værdi af, at der udarbejdeset retvisende korrekt regnskab. Det skyldes dels, at deter den eneste måde, hvorpå ejerne kan få overblik overden samlede virksomhed, dels at ejerne ønsker at sikresig, at medarbejdere og medejere ikke misbruger deresbetroede stillinger".

Efter en detailleret gennemgang af DØR's beregningsgrundlag vurderede Skatteministeriet derpå, at man næppe præcist kan opgøre omfanget af anvendelsen af "forkerte" transferpriser præcist, men at det beskatningsgrundlag for selskaber, der netto føres ud af Danmark, næppe overstiger 5 mia. kr. årligt.[13]

I 2002 og 2003 blev kritikken mod beregningerne fra DØR fulgt op i artikler af Jan Pedersen, som bl.a. supplerede Skatteministeriets indvendinger med to andre synspunkter.

Der er, for det første, argumenterer Jan Pedersen, i dansk, i EU- og i OECD-regi, foretaget en meget kraftig administrativ og lovgivningsmæssig mobilisering mod problemet med skattemæssigt betingede og "forkerte" transferpriser, så det - viser det sig - i praksis meget lille antal sager, der rejses mod selskaber, indicerer ikke de helt store tilløb til skatteudnyttelse.

For det andet fremlæger Jan Pedersen tal for problemets omfang i USA. Var DØR's tal realistiske, skulle problemet med "forkerte" transferpriser herefter relativt set være 5-10 gange større herhjemme end på den anden side Atlanten, hvad der i en tid præget af multinationale selskaber - ofte jo simpelthen de samme selskaber i de to lande -  må være rimeligt usandsynligt.[14]

Selvom fremtidig forskning således muligvis vil vise, at skatteudnyttelsen via transferpriser er af væsentligt mindre omfang end beregnet af DØR, må man  gå ud fra, at der faktisk finder nogen omgåelse sted ad denne kanal. Der vil således her, som formentlig på andre af selskabsbeskatningens områder, forekomme visse omgåelser, som primært er til de økonomisk bedrestillede skatteborgeres fordel.

Også i forhold til personbeskatningen må man gå ud fra, at væsentlige dele af skattetænkningen - f.eks. ved de nævnte valg af boligform (ejer/lejer) og type af pensionsopsparing - bidrager til en skævere fordeling af de personlige indkomster.

Men andre dele af skattetænkningen, f.eks. som den reelt foregår ved skatteborgerens valg mellem arbejde og fritid, skaber formentlig netto mange ombytninger af mulighed for højere, og mulighed for lavere indkomster.

Sammenlignet med for en generation siden vil i dag mange mennesker i erhvervsaktiv alder, på grund af skatten (og samspillet med reglerne for, og størrelsen af, overførselsindkomsterne, dvs. andre bidrag til svage økonomiske incitamenter), være mindre tilbøjelige til at påtage sig ekstra arbejde. Mange ledige vil kun være svagt tilskyndet til overhovedet at gå fra en situation med dagpenge til et job. Og samtidig er der i de højere aldersgrupper sket det, at ombytningen af arbejdsindkomst med den - jo normalt en del lavere - pensionsindkomst, indtræder væsentligt tidligere.[15]

Skal skatteudnyttelsen som helhed (ved unddragelse og ved skattetænkning) i udtalt grad bidrage til at øge forskellene til de bedrestilledes fordel, må det altså være, fordi - som manges forventninger også er gået ud på det - den egentlige skatteunddragelse ved ligningen til personlig indkomstskat især sker i toppen af indkomstskalaen.

Den personlige indkomstfordeling i Danmark 1920-2000

Der kan her først være grund til at pege på, at der allerede nu ved udgangspunktet - indkomstforskellene som skatteindkomststatistikken ufuldstændigt viser dem - foreligger et problem mellem data og behandlingen af det samfundsrelevante problem, data skal beskrive. Problemet er imidlertid her ikke data, eller foreliggende analyser af data, men derimod en tilsyneladende ganske bastant vilje i den offentlige debat i Danmark til at se bort fra disse data. Ifølge rigtig mange meningsdannere i den offentlige debat har Danmark i de senere tiår været præget af mangel på "social balance", ofte formuleret som en øget "polarisering", en "marginalisering og udstødning", og en tendens i indkomstfordelingen hen mod "en ny fattigdom," en 80/20-kløft", eller "et Overdanmark og Underdanmark."

Det må til formålet nu være tilstrækkeligt at pege på, at ifølge veldokumenterede økonomisk-historiske, og aktuelle statistiske, analyser på skatteindkomststatistikken er der ganske rigtigt i dag en ikke ubetydelig forskel på rig og fattig i Danmark.

Men forskellen er, som vi skal se, blevet stadig mindre fra begyndelsen af 1930'erne til midten af 1990'erne. I dette sidste årti af 1900-tallet indtrådte der først en stagnation i udligningen af forskelle, og derpå en fornyet, svag forøgelse af uligheden - men altså indtil videre slet ikke nogen tilbageglidning mod tidligere tiders tilstande mod et "Overdanmark og Underdanmark".

Den svage forøgelse af ulighederne siden midten af 1990'erne er tilmed i et vist omfang af beregningsteknisk natur. Kort fortalt indregner statistikken her fordelene ved disse års stærkt stigende ejendomspriser for boligejerne, der jo typisk er relativt velstillede. Men statistikken medregner ikke den relative gevinst i købekraft, som lejerne i den regulerede boligmasse, der  typisk er relativt svagere stillet økonomisk, opnår, fordi huslejereguleringen sørger for, at huslejen her ikke stiger med markedspriserne. Der var reelt sidst i 1990'erne ikke tale om øget spredning på selve erhvervsindkomsterne i Danmark. Faktisk faldt uligheden her fortsat svagt.[16]

Helt parallelt hermed konkluderer de få nyere, seriøse danske økonomisk-historiske forskningsarbejder, der foreligger for enkeltperioder gennem de senere årtier, da også, at indkomstfordelingen i Danmark løbende er blevet mere og mere ligelig.

Det metodemæssigt mest tilfredsstillende studie, afsluttet i 1989, er gennemført af Rewal Schmidt Sørensen ved fornyede analyser af stort set alt tilgængeligt datamateriale i Danmarks Statistiks regi for tiden fra 1870 og frem, og med minutiøse redegørelser for, hvad de mange ændringer i skattelovgivning og statistikpraksis må have haft af betydning for målingerne.

Schmidt Sørensen konstaterer, at indkomstforskellene er blevet formindsket lige siden begyndelsen af 1930'erne, kraftigst i de første efterkrigsår efter den 1. Verdenskrig (jf. store overenskomstforbedringer som reaktion på den markante fremgang i de forudgående år for den syndikalistiske og revolutionære arbejderbevægelse). Udligningen var også ekstraordinær kraftig under den 2. Verdenskrig, som følge af Besættelsens kraftige stimulering af beskæftigelsen, f.eks. ved "erstatningsproduktion" og befæstningsarbejder. Og mosebrugene, brunkulslejrene og entreprenørarbejderne ved bunkere og flyvepladser gav ikke kun job og gode lønninger til bl.a. mange lavtlønnede, men forbedrede naturligvis samtidig stærkt de dengang mange landarbejderes ellers svage forhandlingsposition, når der skulle drøftes løn med gårdmænd og godsejere.[17]

Hos Peder J. Pedersen og Nina Smith prioriteredes (i 2000) metodeproblemerne i målingerne noget lavere, men konklusionen afviger (for perioden siden 1939) ikke væsentligt fra Rewal Schmidt Sørensens: Det gælder her, at der har været en "persistent decline in inequality in the whole period since 1939, which is especially strong during the 1970s".[18]

Et indeks for uligheden (i de personlige indkomster efter skat) i hele perioden mellem 1920 og 2000, bygget på Rewal Schmidt Sørensens lidt ældre tal, og på nye tal for de allerseneste år udsendt i 2002 fra Finansministeriet, er vist i figur 1. Figuren demonstrerer, at den offentlige debats mange indslag om "tendensen til ny fattigdom" i virkeligheden fortjente en særskilt analyse i kategorien "misforståelsers opståen og pleje", som må falde uden for rammerne af fremstillingen her.

Blandt de industrialiserede lande har Danmark herefter i dag, sammen med de øvrige skandinaviske lande og Holland, simpelthen den laveste grad af ulighed i de personlige indkomster, som overhovedet er registreret.

Figur 1. Uligheden i Danmark 1920-2000 ifølge skatteindkomststatistikken, med 1920 = 100.              

Uligheden i Danmark
Anm.: Kurven viser ulighederne i de personlige indkomster efter skat, dvs. de disponible indkomster. Kurven følger i sit forløb til venstre for de lodrette streger, dvs. indtil databruddet under skattereformerne 1966-1970,  Gini-koefficienten, målt på datidens skatteyderbegreb "hovedpersoner", der i vidt omfang svarer til "husholdninger". For kurvens højre del er den for årene 1983-2000 bygget på tal fra Finansministeriet for Gini-koefficienten for de personlige indkomster, korrigeret for familiestørrelse, efter skat, det vil sige de disponible indkomster. For år uden observationer er benyttet lineær interpolation  mellem de nærmeste observationsår. Denne talserie er - principielt mindre tilfredsstillende - forlænget baglæns til 1970 under anvendelse af den eneste foreliggende løbende fordelingsserie for perioden, nemlig den maksimale udjævningsprocent for de samlede skattepligtige indkomster. Ulemperne ved, at kurven således for årene 1970-83 er baseret på tal før skat, mindskes stærkt af, at det personlige skattetryk var nogenlunde det samme ved periodens start og slutning,  nemlig resp. 38.8 og 38.4 pct. af de skattepligtige indkomster. For så vidt skattereformperioden 1966-70 forudsættes databruddet ikke at have påvirket målet. Formentlig undervurderer man herved tendensen til udligning i indkomstforskellene efter skat, idet det personlige skattetryk mellem 1966 og 1970 steg eksplosivt, nemlig fra 24.8 til 38.8 pct. af de skattepligtige indkomster. Som det fremgår, er tallene for alle årene omsat til et ulighedsindeks med 1920=100.

Kilde:  Egne beregninger på følgende grundlag:

1920-1966: Rewal Schmidt Sørensen (1989), specielt bilag 3, side 10.

1970-1983: Samme, bilag 3, side 47.

1983-2000: Finansministeriet (2002), tabel 2.6, side 45.

Det personlige skattetryk: Gunnar Viby Mogensen (2003a), bilagstabel 2.1, side 488-489.                 

Det er altså givetvis berettiget, når daværende Finansminister Mogens Lykketoft i 2000 i forbindelse med udsagn om velfærdssamfundets mulige mangler konstaterede, at "Det er altid ubehageligt at være fattig og marginaliseret, men der er ingen steder, hvor man økonomisk er bedre stillet som fattig og marginaliseret end i Danmark"[19] .

Når vi derefter vender os mod spørgsmålet om, hvordan fordelingen ville se ud, hvis al ikke-deklareret indkomst blev regnet med, bliver selve dataproblemerne betydelige.

Tre økonomisk-historiske delanalyser om skattesnyd og den reelle fordeling

Det økonomisk-historiske arkivstudie i forhold til personbeskatningen, der trækkes på i artiklen her, har på den ene side, jf. ovenfor, den styrke, der ligger i at være blevet afsluttet med, for denne del af underdeklarationen gennem 1900-tallet, at kunne bringe en tidsserie, hvis usikkerhed er dokumenteret og relativ beskeden.

På den anden side har studiet bl.a. den svaghed, at målingen sker via Nationalregnskabet m.v., og dermed går på summen af alle danskeres underdeklaration: Tallene i hovedserien lader sig ikke fordele på enkeltgrupper af skatteydere.

Imidlertid indeholdt studiet samtidig analyser på andre materialetyper, omfattende mindre og større delpopulationer, hvor dele - undertiden væsentlige dele - af underdeklarationen overfor personbeskatningen faktisk lader sig fordele på individer, og dermed på indkomstgrupper.

Den første af disse i alt tre delanalyser blev gennemført for at kaste lys over det problem, at den af skattemyndighederne faktisk afslørede underdeklaration jo for størstedelen er fjernet fra skatteindkomststatistikken allerede ude i kommunerne. Den centrale målemetode i det nævnte økonomisk-historiske studie måler forskelsværdien fra indkomsttallene i denne skatteindkomststatistik op til de højere indkomsttal i Nationalregnskabet. Så den af befolkningen "tilsigtede" underdeklaration har hele tiden være endnu højere end vores forskelsværdi kan vise det. Og da man ikke på landsbasis kunne måle den lange udvikling i den afslørede underdeklaration, søgte man, og fik, adgang til arkivet i kommunens kælder med bevarede skattesager fra 1950'erne til 1980'erne i landets næststørste by, Århus, som ikke er utypisk for danske bysamfund.[20]

Ved hjælp af tæt gennemgang af selvangivelser, brevkopier og andre sagsakter fra ligningen af i alt små 6.400 skatteydere, fordelt på fire repræsentative stikprøver fra udvalgte år i perioden, kunne resultaterne fra Århus gøres således op, at der mellem 1950'erne og 1980'erne var sket en reduktion af den samlede afslørede underdeklaration i byen fra omkring 2.5 pct. af de faktiske indkomster, til omkring 1 pct. Disse resultater ville have øget vores forskelsværdi i 1950'erne med omkring 12 pct., og i 1980'erne med 22 pct.

Profilen over tid ville dermed i det samlede billede være blevet lidt mindre stejlt faldende, men ændringerne ville blive små: Skattesnyderiets omfang i 1980 ville stadig være blevet reduceret til omkring 30 pct. af niveauet i 1950'erne - nu blot, helt præcist udtrykt, til 32 pct. mod før 29 pct. af 1950'ernes niveau.

En anden måde at udtrykke dette på vil være konstateringen af, at fra 1950'erne til 1980, hvor de danske skatteyderes samlede, tilsigtede snyderi formentlig faldt til under en tredjedel af niveauet i 1950'erne, steg den af skattevæsenet afslørede andel heraf lidt, men forblev dog på mindre end en femtedel.

Skattelovgivers og skattevæsenets andel i succesen med at få skattesnyderiet bragt kraftigt ned, skyldes altså tilsyneladende ikke så meget en højere "opklaringsprocent" på dette lovbrud, som andre forhold, måske især befolkningens gradvist øgede erkendelse af ligningsarbejdets øgede kvalitet.

Men afgørende for vort formål her er det, at resultaterne fra Århus-arkivet jo altså lader sig fordele på indkomstgrupper. For den store stikprøve i 1980 (på 2.134 skatteydere) var resultatet med hensyn til den gennemsnitlige forhøjelse af indkomstmassen hos skatteyderne i hver indkomstgruppe som vist i figur 2, hvor den vandrette akse har fordelt stikprøvens skatteydere på fem omtrent lige store persongrupper, efter stigende indkomst.

Hovedindtrykket er umiddelbart, at underdeklarationen som skattevæsenet i dette store bysamfund har afdækket den, gennemgående har været større i forhold til den faktiske indkomstmasse i bunden end i toppen af indkomstpyramiden. Men der findes en del usikkerheder i den laveste af de fem indkomstgrupper, forbundet bl.a. med forekomsten ved selve ligningen af nogle negative indkomster, der ofte blot er udtryk for helt specielle forhold hos nogle selvstændige erhvervsdrivende, og hvor indkomsterne derpå statistisk er blevet sat til nul. Man bør altså givetvis lægge hovedvægten på det billede, kurven tegner for de fire øvrige indkomstgrupper.

Dermed tegner sig jo det rimeligt sikre udsagn, at den afslørede underdeklaration i Århus på dette tidspunkt i alle tilfælde ikke specielt har været til højindkomstgruppernes fordel. Om man vil, har forlystelsen med at bryde skatteloven været ganske demokratisk fordelt blandt århusianerne.

Figur 2. Underdeklarationen i Århus 1980 i forhold til de faktiske indkomster, fordelt på fem indkomstgrupper, med situationen i den laveste indkomstgruppe sat til 100.

Underdeklarationen i Århus 1980

Anm.:  Værdierne for de fire indkomstgrupper fra 30.000 kr. og opad er resp. 38, 49, 56 og 44.

Kilde: Gunnar Viby Mogensen (2003a), afsnit 9.3, side 300.

Fordelt på stillingsgrupper blev underdeklarationen især konstateret hos ledige, hos faglige arbejdere og hos selvstændige erhvervsdrivende.[21]

Hvis denne relativt ensartede fordeling over indkomstgrupperne af den relative størrelse af underdeklarationen ikke kun har været kendetegnende for den afslørede del (som jo er indregnet i den officielle indkomststatistik), men for hele snyderiet ved ligningen til personlig indkomstbeskatning, vil der altså heller ikke være noget større behov for at justere det billede af fordelingen på rig og fattig, indkomststatistikken på skattebasis giver os.

De to andre af de nævnte tre økonomisk-historiske analyser sandsynliggør, at netop dette kan være situationen.

Delanalyse nummer to omfatter et helt andet eksempel på god orden i skattearkivalier fra Århus, nemlig på Erhvervsarkivets hylder med byens ældre dele af skattearkiverne. Her ligger bevaret en del af det ellers landet over meget hårdt kasserede grundmateriale fra den pludselige og effektive ekstraordinære formueopgørelse, der blev gennemført i juli 1945 som led i den økonomiske oprydning efter Besættelsestiden. Aktionen omfattede dels pligt til at indsende en ekstraordinær selvangivelse for formuen, dels en pengeombytning, og meget vidtgående indhentning af kontroloplysninger fra arbejdsgivere og pengeinstitutter, samt indkaldelse af værdipapirer til notering. Hvor skattemyndighederne så stødte på problemer, gravede man på rådhuse og kommunekontorer tidligere års selvangivelser - op til 10 år tilbage i tiden - frem, og indkaldte de pågældende skatteydere til venskabelig eller anden drøftelse af sagen.

Den afslørede underdeklaration af indkomst i 1945 var da også, som det kunne forudses, væsentlig større end normalt, og man må defor regne med, at afsløringerne også udgjorde en større end normal andel af den samlede underdeklaration. Det er dermed for vores formål her rimeligt interessant, at det bevarede 1945-materiale fra Århus også viser en "demokratisk" fordeling af skattesnyderiet. Personkredsen med underdeklaration i 1945 viste - frem for den dominans af "krigsvelhavere", som dagspressen havde forudsagt - bl.a. en helt gennemsnitlig repræsentation af  almindelige lønmodtagere i privat og offentlig ansættelse, incl. i øvrigt personer fra skolevæsenets, politiets og told- og skattevæsenets rækker.[22]  

Den tredje og sidste økonomisk-historiske delanalyse vedrører den anonymt selvrapporterede deltagelse på de sorte markeder, med underdeklaration til specielt aftalte lave priser, som fremgår af en retrospektiv postspørgeskemaundersøgelse for perioden 1950-1988 (med 4.600 svarpersoner), og af en række løbende omnibusundersøgelser (med hver gang ikke under 1.000, og normalt langt flere, svarpersoner), i samtlige tilfælde med dataindsamlingen varetaget af Danmarks Statistik.

Hovedresultaterne for vort formål her er dels, at væksten i den sorte sektor startede væsentlig før end hidtil - bl.a. af nærværende forfatter - angivet, nemlig med en ekspansion ikke specielt i 1980'erne, men derimod allerede i 1960'erne. Siden 1960'erne er udviklingen fortsat, om end med aftagende stigningstakt. Samlet har det ført til, at de sorte aktiviteters andel af den (samtidig faldende) samlede underdeklaration nu er nået op på, af størrelsesordenen, to tredjedele.[23]  

Dels  betyder disse hovedresultater, at for de aller seneste år foreligger der altså for den største del af den samlede underdeklaration i Danmark oplysninger på individniveau, dvs. mulighed for at beregne, hvordan en fordelingsprofil for alle faktiske indkomster adskiller sig fra den gængse fordelingsprofil, der kan opstilles ud fra den officielle indkomststatistik. Søren Pedersen konkluderer i sin seneste analyse (for året 2001), at Gini-koefficienten, der principielt kan svinge fra nul ved fuld lighed til én ved fuld ulighed, det pågældende år er 0.309 beregnet på grundlag af skatteindkomststatistikken, og at "the inclusion of black income gives a Gini coefficient of 0.313", dvs. en forskel, der ikke er statistisk signifikant. Også den i dag betydelige del af underdeklarationen, der skabes ved særligt aftalte aktiviteter til lave priser og uden regning, er altså ganske ligeligt fordelt på indkomstgrupper.[24]

Konklusion

Så alt i alt  gælder det på den ene side naturligvis, at en del teknisk komplicerede, og ofte stærkt mediedækkede, enkeltsager om skattemisbrug, bl.a. via selskaber, faktisk drejer sig om økonomiske fordele, som velstående mennesker har tilegnet sig.

Men når man på den anden side inddrager alt skattesnyd, også det "daglige" og ikke særligt sofistikerede, viser unddragelserne sig at være af nogenlunde samme relative størrelse i alle indkomstgrupper. Skattesnyderiet i Danmark er altså netop ikke typisk "de højere sociale lags kriminalitet".

Økonomverdenen er i dag i vidt omfang enig med sig selv om, at Danmark har et påtrængende behov for eftersyn af en række velfærdsordninger. Mange af de reformer, man kan forestille sig som relevante, vil ikke kunne undgå at påvirke indkomstfordelingen. Seriøsiteten i debatten vil derfor bl.a. komme til at afhænge af, om de meningsdannende debattører i udgangspunktet har en realistisk opfattelse af, hvordan indkomsterne i dag -   uden og med skattesnyd - er fordelt på rig og fattig.

Som udsigterne til en sådan realisme er lige nu, må man altså formentlig om denne kommende velfærdsdebat, med endnu en af Ole Bjørns formuleringer, med Dronningen sige: Gud Bevare Danmark.

Litteratur

Bager, Maibrit. 1995. "Uden for loven" i Ib Gejl (red.). Århus. Byens historie 1945-1995. Århus, 2. udg.

Bjerke, Kjeld og Niels Usssing. 1958. Studier over Danmarks Nationalprodukt 1870-1950. København.

Bjørn, Ole, Lida Hulgaard og Aage Michelsen. 1975 og senere. Lærebog i indkomstskat. København.

Bjørn, Ole. 2000. "Skatternes udvikling - behov og muligheder" i Skattepolitisk Oversigt2000:3.

Bjørn, Ole. 2001. "Sort arbejde" - hvad kan vi gøre ved det?" i Lov og Ret 2001:7.

Bjørn, Ole. 2003. "Træk af skatteforvaltningsrettens udvikling i 100 år" i SR-Skat 2003, vol. 15:3.

Det økonomiske Råds Formandskab. 1967.  Den personlige indkomstfordeling og indkomstudjævningen over de  offentlige finanser. København.

Det økonomiske Råds Formandskab.2001a. Dansk økonomi. Forår 2001. København.

Det økonomiske Råds Formandsskab.2001b. Dansk økonomi. Efterår 2001. København.

Finansministeriet. 2002. Fordeling og incitamenter. København.

Gordon, R.H. og S.B. Nielsen. 1997. "Tax evasion in an open economy: Value-added vs. income taxation" i Journal of Public Economics 66:2.

Hansen, Svend Aage. 1972 og senere. Økonomisk vækst i Danmark. Bind 1. København.

Hyldtoft, Ole. 1993 og 1994. (Tre artikler om problemer i de danske historiske nationalregnskaber). Nationaløkonomisk Tidsskrift, resp. 1993:2, 1993:3 og 1994:1.

Jensen, Bent. 1995. Danskernes sorte dagligdag. København.

Larsen, Claus. 2002. Underdeklarationen af personlig indkomst målt ved sammenligning af dansk skatte- og nationalregnskabsstatistik. Speciale til Økonomisk Institut ved Københavns Universitet.

Lavindkomstkommissionen. 1979. Udviklingen i den personlige indkomstfordeling for erhvervsaktive 1970-1976. København.

Madsen, Anders Due og Lars Haagen Petersen. 2001. "Velfærdseffekter ved skattesænkninger i DREAM" i  Nationaløkonomisk Tidsskrift 2001:1.

OECD (2002). Income Distribution and Poverty in the OECD Area: Trends and Driving Forces. OECD Economic Studies no. 34, 2002:1.

Pedersen, Jan. 1989. Skatteudnyttelse. Århus.

Pedersen, Jan. 1998. Transfer Pricing - i international skatteretlig belysning. København.

Pedersen, Jan. 2002."Transfer pricing. En komparativ vurdering af dansk lovgivning og administration" i Skat Udland. December 2002.

Pedersen, Jan. 2003. "Transfer Pricing - Status og Perspektiver" i Revision og Regnskabsvæsen 2003:1.

Pedersen, Peder J. og Nina Smith. 2000. "Trends in Danish Income Distribution" i Labour. Review of Labour Economics and Industrial Relations, Vol. 14:3.

Pedersen, Søren. 2003a. The Shadow Economy in Germany, Great Britain and Scandinavia. A Measurement based on Questionnaire Surveys. The Rockwool Foundation Research Unit. Copenhagen.

Pedersen, Søren. 2003b. "Sort arbejde i Skandinavien, Storbrittanien og Tyskland", i Nyt fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Juni 2003.

Personskatteudvalget af 1992. 1992. Rapport fra Udvalget om Personbeskatning II. København.

Politiken, 15. maj 1945.

Riksrevisionsverket. 1998. Svart arbete. 2. Omfattning. Stockholm.

Skat. December 2001.

Statistisk Årbog, diverse årgange.

Sørensen, Rewal Schmidt. 1989. Udviklingen i den danske personlige indkomstfordeling i 1900-tallet. Speciale til Økonomisk Institut ved Københavns Universitet.

Sørensen, Rewal Schmidt. 1990. "Udviklingen i den personlige indkomstfordeling 1870-1986" i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1990:3.

Viby Mogensen, Gunnar. 1987.Historie og Økonomi. Samfundsvidenskabelige Synsvinkler på dansk Historieforskning efter 1970. Publikation nr. 21 fra Københavns Universitets Institut for Økonomisk Historie. København.

Viby Mogensen, Gunnar. 2003a. Skattesnyderiets historie. Udviklingen i underdeklarationen i Danmark i 1900- tallet. Odense.

Viby Mogensen, Gunnar. 2003b. Danmarks uformelle økonomi. København.

 


[1] Jf. Gunnar Viby Mogensen (2003a), specielt afsnit 6.3. Artiklen her er en svagt ændret version af et bidrag til det nyligt udsendte festskrift til professor i skatteret ved Syddansk Universitet Ole Bjørn (DJØF's forlag, 2004). Festskriftet indeholder 28 andre bidrag, bl.a. om dansk selskabsbeskatning (ved departementschef Peter Loft), om ligningsrådets rolle (direktør Ole Kjær), om uhensigtsmæssig lovgivning (ved skatterevisor Chresten Amby) og om retssikkerhed på skatteområdet (ved statsminister Anders Fogh Rasmussen). Det nævnte økonomisk-historiske studie er gennemført med betydelig økonomisk støtte fra Rockwool Fonden, ligesom i øvrigt det nedenfor nævnte arbejde omkring vore dages omfang af den såkaldt sorte sektor gennem mange år er blevet udført i det af samme fond fuldt finansierede Rockwool Fondens Forskningsenhed (i Danmarks Statistik). Alle de dele af materialerne bag studiet, som foreligger i elektronisk form, er i dag tilgængelige for forskere på Dansk Data Arkiv i Odense. Jens Holger Helbo Hansen, Jan Pedersen og Søren Pedersen takkes varmt for mange nyttige kommentarer til en tidligere udgave af bidraget her.

[2] Her citeret fra 1964-udgaven, tabel 1.3, side 30.

[3] Talserien i Statistisk Årbog er baseret på den dengang (i 1958) banebrydende, og i øvrigt særdeles veldokumenterede Studier over Danmarks Nationalprodukt 1870-1950 af Kjeld Bjerke og Niels Ussing. De målingsteknisk relevante dele er samlet i bogens Appendiks I, side 111-139. De nyeste - og eneste alternative - danske beregninger af den økonomiske vækst 1870-1914 er publiceret i Svend Aage Hansens Økonomisk Vækst i Danmark fra 1972 og senere, specielt bind l. Denne analyse kommer ved beregning af væksten helt uden om usikkerheden via underdeklarationen ved (næsten) at undgå at benytte skatteindkomststatistikken - lønninger, overskud og forrentning m.v. hentes derimod direkte i den produktions- og handelsmæssige, og anden ikke-skattemæssig baseret, statistik. Det er betryggende for argumentationen her i artiklen, at Svend Aage Hansen, jf. hans 1976-udgave af bind 1, tabel IX.6, side 239, netop ved denne afvigende metode når frem til en vækstrate for Danmark 1870-1914 på præcis det europæiske niveau (1.6 pct.). Når den officielle statistik nu en menneskealder efter fremlæggelsen af Svend Aage Hansens tal ikke har ladet dem erstatte Bjerke og Ussings talserie i Statistisk Årbog, kan det hænge sammen med en række andre problemer i Svend Aage Hansens studie, herunder bl.a. nogle, også centrale, steder en helt utilfredsstillende lav dokumentationsgrad, som uddybet f.eks. i den økonomiske historiker Ole Hyldtofts tre artikler om målingsproblemerne i de danske historiske nationalregnskaber i Nationaløkonomisk Tidsskrift i 1993 og 1994, jf. litteraturlisten. For en kortere oversigt over disse målingsproblemer kan henvises til Gunnar Viby Mogensen (1987), afsnit 7.b.1.

[4] Resultaterne af særkørslen i Danmarks Statistik, og dens tekniske forudsætninger, er dokumenteret i Claus Larsens 2002-speciale fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet, jf. litteraturlisten, og i øvrigt sammenfattet (og yderligere svagt ajourført) i nærværende forfatters Danmarks uformelle økonomi, jf. igen litteraturlisten.

[5] Jf. Søren  Pedersens bogpublicering på engelsk fra 2003, og det samtidige pædagogiske overblik på 12 dansksprogede sider i et nyhedsbrev fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, cf. litteraturlisten. Søren Pedersen har gennem de senere år stået for denne forskningsenheds studier i sorte aktiviteter, og har bl.a. uddybet de hidtidige analyser gennem inddragelse af lønstrukturen på de sorte markeder, f.eks. med en konstatering af, at det formelle markeds forskel på mands- og kvindelønninger også her lever i værste velgående. Til hans centrale resultater her hører det også, at en brøk, der viser de sorte timer sat i forhold til arbejdstimerne på det formelle ("hvide") marked i samme branche, i 2001 var hele 26 pct. i bygge- og anlægssektoren, 15 pct. i landbrug m.v., cf. det sorte havearbejde m.v., samt 10 pct. i hotel- og restaurationsbranchen - og så meget lavere i de øvrige brancher, at gennemsnittet for alle brancher lå lige i underkanten af 4 pct., jf. afsnit 4.5. i hans 2003-bog. For en populær og kortfattet, men seriøs, introduktion til hele problemstillingen omkring samfundets forhold til de sorte aktiviteter kan der henvises til Bent Jensen (1995).

[6] Ole Bjørn (2003), side 16.

[7] Ole Bjørn (2001), side 21.

[8] Lavindkomstkommissionen (1979), side 44, og Det økonomiske Råds Formandskab (1967), side 15.

[9] Politiken 15. maj 1945, og Maibrit Bager (1995), jf. litteraturlisten.

[10] Jan Pedersen (1989), hvis begrebsapparat på netop dette punkt er søgt sammenfattet i delafsnit 9.1.2. i Gunnar Viby Mogensen (2003a). Ved det ekstra korte referat her i nærværende tekst går man især glip af skattejuraens yderligere opdeling af unddragelserne i resp. almindelig unddragelse og skattesvig, hvor der i sidste tilfælde nemlig foreligger forsætlig eller groft uagtsom afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger, incl. forsætlig undladelse af at indgive selvangivelse. Skattejuraen differentierer altså indenfor området "lovbrud" efter om borgerens omgang med loven har været blot illoyal, eller er egentlig svigagtig. Ole Bjørn (2001) giver en ajourført oversigt over de ikke-deklarerede økonomiske aktiviteters forhold til skattejuraen.

[11] Parallelt hermed vurderede Personskatteudvalget af 1992 (i delrapport II, 1992, specielt tabel 12.4, side 374), at provenuet ved en overførsel af alle sorte aktiviteter til beskatning dengang for indkomstskatterne m.v. ville være 11.3 mia. kr., mod for de generelle omsætningsafgifter 4.0 mia., ved sparede transfereringer 2.1 mia., og ved større obligatoriske sociale bidrag 0.6 mia. kr. Argumentationen i den store undersøgelse for Sverige i 1997 ved Riksrevisionsverket (1998) svarer helt hertil (for så vidt angår momsunddragelsernes formodede størrelse i forhold til den samlede personlige skatteunddragelse), jf. litteraturlisten.

[12] Jf. kapitel II, "Udfordringer for skattesystemet", specielt afsnit II.7., i det Det Økonomiske Råds Formandskab (2001), som i vidt omfang byggede på R.H. Gordon og S.B. Nielsen (1997).

[13] Skat December 2001, specielt afsnittet "Transferpriser", side 13-68. Citatet i teksten er fra side 14.

[14] Jan Pedersens argumentation fremgår af to artikler i skattejuridiske tidsskrifter fra 2002 og 2003, cf. i øvrigt også hans 1998-bog om sagen, jf. litteraturlisten. Som en eftertanke her i en artikel i grænseområdet mellem jura og økonomi bør det måske noteres, at hverken Jan Pedersens 1998-bog, eller andre skattejuridiske eller erhvervsøkonomiske værker om emnet, er optaget på DØR`s litteraturliste til det pågældende rapportafsnit. Litteraturlisten giver til gengæld fyldig reference til den mere teoretiske nationaløkonomiske litteratur.

[15] De væsentligste danske analyser omkring skattesystemets bidrag til reducering af arbejdsudbudet er sammenfattet i Anders Due Madsen og Lars Haagen Pedersen (2001).

[16] Det økonomiske Råds Formandskab (2001b), side127-128. Samme publikation har i øvrigt, spredt ud over den pågældende sektion (side 111ff) en række gode redegørelser for usikkerheden i alle fordelingsberegninger, herunder om betydningen af de forskellige beregningstekniske valg, der typisk foretages. Det samme gælder Finansministeriet (2002), hvor man til og med på to sider (29 og 30) kan få et kortfattet overblik over de vigtigste af de nævnte valg. Man kunne i øvrigt forestille sig det modargument mod anvendelsen af tallene her i artiklen (for 1983-2000) fra Finansministeriet, at der altså så ikke er tale om tal, udarbejdet i et uafhængigt statistisk eller samfundsvidenskabeligt miljø. Der er jo ingen tvivl om, at man herved bygger på resultater, der publiceres efter at producenterne principielt har måttet inddrage administrative og politiske hensyn i beslutningerne f.eks. om, hvorledes begrebsvalg foretages og dokumenteres, og hvilke dele af de i miljøet producerede resultater, der faktisk publiceres. Modargumentet kan ikke gendrives. Problemet er her som på efterhånden mange andre dele af de politisk relevante samfundsvidenskabelige analyseområder - og det vil i høj grad sige analyser med rimeligt aktuelle og realistiske talmæssige belæg -  at analyserne gennem de senere tiår i vidt omfang har flyttet sig fra universiteterne, der i øvrigt generelt ikke kan ses at have protesteret, og de uafhængige sagkyndige kommissioner, til analysekontorer i det offentliges regi (eller til forskningsprojekter, hvori embedsværket - trods fastholdelsen af betegnelsen "forskning" - indgår som en integreret part). Tilfredsstillende og løbende analyser af en række velfærdsmæssigt centrale forhold dækkes i dag typisk ikke af arbejdet udført af de (på helårsbasis) godt 900 forskere på de samfundsvidenskabelige institutter på vore højere læreanstalter, men tværtimod - som her på indkomstfordelingens område - af arbejdet netop i det mht. ressourcer og personalekvalitet veludrustede Finansministerium. Det bør tilføjes, at ministeriets analyser typisk er præget af høj metodemæssig kvalitet, hvilket i øvrigt normalt også gælder analyser fra de fleste andre ministerier, som har overtaget centrale empiriske analyseopgaver fra den uafhængige forskning.

[17] Rewal Schmidt Sørensen (1989) og (1990).

[18] Peder J. Pedersen og Nina Smith (2000), side 540. Ved fremlæggelsen af talserien gør de to forfattere opmærksomme på, at deres egne, nye tal (på et paneldatasæt, for 1981-1995) kun vedrører personer i aldersgrupperne 25-59 år, mens de ældre, danske undersøgelser, de to forfattere refererer til (af Kjeld Bjerke og Sven Egmose) ikke er aldersbegrænsede. De to forfattere nævner ikke Rewal Schmidt Sørensens analyse, der dækker alle år op til og med 1985.

[19] Citatet vedr. Mogens Lykketoft er her hentet fra Ole Bjørn (2000), side 138. For så vidt angår den i teksten nævnte aktuelle internationale sammenligning af indkomstmæssig ulighed kan der henvises til OECD (2002), specielt Annex, side 38.

[20] Jf. Gunnar Viby Mogensen (2003a), specielt kapitel 8. Det nævnes dog i denne fremstilling, at Aarhus Kommune muligvis har været endnu mere veldreven end de øvrige, normalt altid administrativt ret effektive, provinsbykommuner, inkl. i ligningsmæssig og arkivmæssig henseende. Fremstillingen argumenterer i øvrigt, at en del af forbedringen af kontrolindsatsen i Danmark i de første mange tiår af 1900-tallet netop hang sammen med, at landkommunerne og de mindre bykommuner efterhånden fik de bedre uddannede medarbejdere, og den mere rimelige balance mellem de folkevalgtes hensyntagen til egne lokale vælgere på den ene side, og på den anden side loyaliteten mod lovens ånd og bogstav, som de store provinsbyers skattevæsen langt tidligere var nået frem til. Men en nu pensioneret juridisk sagkyndig fra det daværende Ligningsdirektorat, Henrik Landt, som gennem også faderens juridiske beskæftigelse i denne etat har haft tæt kendskab til skatteligningens vilkår centralt og decentralt gennem et halvt århundrede, har overfor nærværende forfatter peget på, at billedet af effektivitet i provinsbyernes skatteadministration heller ikke bør tegnes venligere end i 2003-afhandlingen (2003a). I et brev til forfatteren (af 28. nov. 2003) skriver Henrik Landt, at "I halvtredserne var ikke alene sognekommunerne, men også købstadskommunerne, så svagt udrustede i ligningsmæssig henseende, at de måtte have hjælp i de travleste vintermåneder. Denne hjælp blev formidlet gennem Købstadsforeningen, som udbød gennemgangen af selvangivelserne som akkordarbejde, især til ligningsdirektoratets medarbejdere. Så det var altså ikke kun på landet, at ligningsarbejdet, eller en væsentlig del af det, blev udført i sene aftentimer omkring et spisebord".   

[21] Nævnte kilde, kapitlerne 8 og 9. Underdeklarationen i Århus var i øvrigt karakteriseret ved, at andelen af skatteydere, der blev taget i at snyde, til dels steg med indkomsten, mens de procentvise forhøjelser så omvendt gennemgående var større for de laveste indkomster.

[22] Jf. specielt afsnit 2.5.5., side 73-79, i Gunnar Viby Mogensen (2003a).

[23] Nævnte kilde, kapitel 9 og 12.

[24] Søren Pedersen (2003a), side 93.