Skatteministeriet
Job 6. september 2019

Skatteministeriet søger en ambitiøs og faglig stærk medarbejder til HR

Skatteministeriet er i løbende udvikling. Vi søger derfor en fagligt stærk kollega, som trives med at finde brugbare løsninger på faglige udfordringer, der understøtter udviklingen af Skatteministeriets koncern. Hvis du er fagligt ambitiøs og har lyst til at arbejde i et politisk miljø med en omskiftelig hverdag, så er det måske dig, vi har brug for.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger en ambitiøs og faglig stærk medarbejder til HR

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.

  
Om jobbet 
Du vil blive en del af kontoret Strategisk HR og Analyse, der indgår i afdelingen for Koncernstyring, og som har et centralt strategisk og rammesættende ansvar for HR-området på tværs af Skatteministeriets koncern. I dialog med vores HR-faglige styrelse, Administrations- og Servicestyrelsen, løfter vi en væsentlig opgave med at sætte retning for HR i hele koncernen, samtidig med at vi leverer strategisk funderede HR-løsninger i departementet med særligt fokus på kompetent rådgivning og understøttelse af departementets chefgruppe.

 
Kontorets opgavefelt spænder bredt og omfatter bl.a. analyser af HR-nøgletal, tilsyn på HR-området i koncernen, bistand til rekrutteringer og organisationsudvikling samt udvikling af HR-koncepter, retningslinjer og politikker. Kernen i vores arbejde er et vedvarende fokus på at skabe de bedst mulige rammer for en effektiv opgavevaretagelse i koncernen ved at sikre, at personaleområdet kendetegnes af oplyste beslutninger, professionel styring, en klar koncernfælles retning, strategisk funderede forbedringer samt driftsprocesser af høj kvalitet.

 
Du vil skulle varetage en selvstændig rolle i forhold til at drive en bred vifte af styrings- og udviklingsopgaver inden for HR. Du vil få tæt kontakt til samarbejdspartnere i koncernen såvel som i departementet. 

Dine opgaver vil bl.a. kunne omfatte:

  • Projektledelse af større HR-udviklingsopgaver og -projekter
  • Være tovholder på udformning af retningslinjer og politikker på HR-området i koncernen, herunder understøtte implementeringen
  • Håndtere forskellige styrings- og tilsynsopgaver på HR-området
  • Udarbejde diverse beslutningsoplæg til ledelsen

Om dig 
Vi forventer, at du har en relevant uddannelse som cand.scient.pol, cand.merc, cand.jur eller lign. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med HR og gerne på det statslige område.

 
Vi forestiller os i øvrigt, at du: 

  • er i stand til selvstændigt at lede projekter og drive processer fra start til slut
  • er udadvendt, samarbejdsorienteret og god til at opbygge relationer
  • har en skarp analytisk sans og gode skriftlige og mundtlige formidlingsevne
  • har drive, er engageret og har en løsningsorienteret tilgang til arbejdet
  • kan holde mange bolde i luften og bevare overblikket i et miljø, der ofte er præget af korte deadlines, og hvor opgaverne kan skifte karakter undervejs.

Om at arbejde i Skatteministeriet  
Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiseret og have blik for hele samfundets behov.

  
I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring medarbejdere imellem er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

 
Ansøgning og ansættelse 
Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 19. september 2019 kl. 12.00. Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Estrid Johansen på tlf. 72 37 08 62 eller kontorchef Anne Visholm på tlf. 72 37 85 30.

 
Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. 

 
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.  


Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job

Søg stillingen