Skatteministeriet
Job 5. november 2019

Skatteministeriet søger ambitiøs og fagligt stærk medarbejder til kontor med ansvar for lovkoordinering og forvaltningsret

Har du en samfundsvidenskabelig uddannelse, lyst til at navigere i en travl hverdag med politisk fokus, og har du samtidig en skarp pen, så har du måske lyst til at blive medarbejder hos Forvaltning og Lovkoordinering. Vi søger en ambitiøs og fagligt stærk medarbejder, som kan stå for koordinering af Skatteministeriets bidrag til regeringens lovprogram og lave in house rådgivning om offentlig ret.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger ambitiøs og fagligt stærk medarbejder til kontor med ansvar for lovkoordinering og forvaltningsret

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.

Om stillingen

Forvaltning og Lovkoordinering er et offentligretligt fagkontor i afdelingen for Lovgivning og Økonomi. Kontoret har ansvaret for de skatteforvaltningsretlige regler - herunder ansvar for politikudviklingen på området og udmøntning af besluttede initiativer i lovgivning. Samtidig er kontoret sparringspart for departementets andre kontorer inden for det forvaltningsretlige område. Kontoret har desuden ansvar for koordinering af Skatteministeriets bidrag til regeringens lovprogram og er ansvarlig for, at Skatteministeriets lovproces understøttes med vejledning og undervisning af Skatteministeriets medarbejdere. Endelig har kontoret ansvar for koordinering af ministeriets retssager og opgaver af særlig karakter, bl.a. betjening af Undersøgelseskommissionen om SKAT.

Du vil som medarbejder i Forvaltning og Lovkoordinering skulle stå for koordinering af Skatteministeriets bidrag til regeringens lovprogram – herunder sikre inddragelse af Skatteforvaltningens styrelser i processen. Du vil skulle tage fuldt ejerskab til lovprogramprocessen. Opgaven kræver overblik, gode samarbejdsevner, en evne til at læse og forstå de mange lovinitiativer på Skatteministeriets område og en evne til med en skarp pen at kunne ensarte det til et produkt, som samlet udgør Skatteministeriets bidrag til regeringens lovprogram. Arbejdet har ofte korte deadlines og kræver derfor en vis fleksibilitet hos medarbejderen. Skatteministeriet fremsætter årligt ca. 25 lovforslag i Folketinget.

Du vil desuden skulle beskæftige dig med ministerbetjening i bred forstand, herunder besvarelse af spørgsmål fra både Folketinget, borgere og organisationer. Du vil tillige skulle yde sparring til løsning af en række af kontorets opgaver internt i huset og i forhold til ministeriets styrelser samt samarbejde med andre ministerier bl.a. indenfor det offentligretlige område. Du vil desuden skulle bidrage til politikudvikling og -formulering inden for det skatteforvaltningsretlige område.

Om dig

Du er cand.scient.pol., cand. jur. eller lignende og har solide samfundsvidenskabelige kompetencer. Du interesserer dig for sammenhængen mellem jura, økonomi og politik og kan omsætte kompliceret fagligt stof til korte og præcise tekster. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med lovproces og ministerbetjening men både nyuddannede og mere erfarne kandidater tages i betragtning til stillingen.

Om at arbejde i Skatteministeriet 

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiserede og have blik for hele samfundets behov. 

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

Ansøgning og ansættelse

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 20. november 2019 kl. 12.00. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Christina Faurby Birck på telefonnummer 72 37 33 37.

Der vil kunne indgå tests i ansættelsesprocessen.

Tiltrædelse 1. januar 2020 og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. 

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Hvis der bliver ledige stillinger i andre kontorer i departementet, kan du også komme i betragtning til dem.

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.

Søg stillingen