Skatteministeriet
Job 6. juni 2019

Skatteministeriet søger medarbejdere til policy-koordinering og ledelsesbetjening

Er du stærk i politik og kommunikation? Sætter du dig hurtigt ind i komplicerede sager, og kan du holde overblik over omfattende politiske processer med mange interessenter? Skatteministeriet søger medarbejdere til policy-koordinering og ledelsesbetjening.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger medarbejdere til policy-koordinering og ledelsesbetjening

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.

Om jobbet

Stillingerne er placeret i Center for Ledelse, Strategi og Udvikling, der er en del af afdelingen Stab og Kommunikation. Center for Ledelse, Strategi og Udvikling består dels af Minister- og Departementschefsekretariatet, som står for den daglige betjening af minister og departementschef. Derudover har centeret ansvaret for at koordinere og planlægge en række af ministeriets politiske forløb og udspil, ligesom ansvaret for at betjene ministeriets ledelse – bl.a. gennem løbende ledelsesinformation, strategioplæg mv. – er placeret centeret. Sekretariatsbetjeningen af en række politiske aftalekredse samt samarbejde med Folketinget er ligeledes placeret i centeret.

Center for Ledelse, Strategi og Udvikling varetager desuden en række opgaver med koncernfælles sigte. Eksempelvis koordinering og udarbejdelse af publikationer og afrapporteringer til Folketinget samt dialog med eksterne samarbejdspartnere.

Som ansat i centeret vil du blandt andet kunne komme til at arbejde med følgende opgaver:

  • Udarbejde og koordinere materiale til politiske forhandlinger og møder.
  • Udarbejde politiske udspil, publikationer og kommunikationsmateriale.
  • Udarbejde ledelsesinformation, strategioplæg mv.
  • Udarbejde og koordinere materiale til ledelses- og chefmøder.
  • Bidrage til taler, præsentationer, samrådsmateriale mv.
  • Bidrage til arrangementer og ministeriets dialog med eksterne samarbejdspartnere.
  • Drive og implementere større koncernfælles projekter og aktiviteter.

Om dig

Du har en relevant videregående uddannelse og kan både være nyuddannet eller have tidligere relevant erfaring – gerne fra det statslige område, hvor du fx har arbejdet med beslutningsoplæg, kommunikation, analyser og styring.

Du er stærk i formidling og kan sætte dig ind i både de juridiske, økonomiske og politiske sider af en sag. Samtidig trives du med at navigere i en kompleks, politisk organisation, hvor tempoet er højt, og deadlines og dagsordenen ofte skifter.

Vi løser oftest vores opgaver i samarbejde med andre kontorer og ministerier. Det er derfor afgørende, at du som medarbejder i centeret er god til at samarbejde og skabe relationer.

Om at arbejde i Skatteministeriet

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiseret og have blik for hele samfundets behov.

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring medarbejdere imellem er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

Ansøgning og ansættelse

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest mandag den 24. juni kl. 12.00. Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen. Samtaler forventes afholdt i uge 26.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Peter Christian Baggesgaard Hansen på pbh@skm.dk eller souschef Anine Bach Møller på abm@skm.dk eller på tlf. 72 37 95 46.

Tiltrædelse er primo august eller snarest muligt derefter. Du vil blive ansat efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på skm.dk/job.

Søg stillingen