Skatteministeriet
Job 8. juli 2019

Skatteministeriet søger skarp samfundsfaglig profil til policy-udvikling og rådgivning af skatteministeren

Ønsker du at arbejde i krydsfeltet mellem analyse, policy-udvikling og samfundsøkonomi? Trives du i en hektisk hverdag, hvor du bl.a. får ansvaret for at betjene skatteministeren i forhold til regeringens helt centrale udvalg? Og har stærke samfundsfaglige og -økonomiske kompetencer? Så vil du som ny medarbejder i Skatteministeriets koordinerede økonomisk-politiske kontor komme helt tæt på både den politiske verden, ministerbetjening, regeringens beslutninger og den bærende samfundsøkonomi.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger skarp samfundsfaglig profil til policy-udvikling og rådgivning af skatteministeren

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, som beskatningen har på både danskerne og virksomhederne. Hos os er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor og bidrage til det økonomiske beslutningsgrundlag for de helt centrale dele af regeringen. Hos os får du derfor stort ansvar og faglige udfordringer af format.

Om stillingen

Som medarbejder i Skatteministeriets kontor for Økonomisk Politik og Analyse (ØPA) vil du blandt andet blive involveret i udarbejdelse af beslutningsoplæg, samfundsøkonomiske analyser og poliske udspil.

Konkret vil du blive tilknyttet kontorets policy-team, der bl.a. udarbejder de håndakter, skatteministeren anvender til de ugentlige møder i regeringens centrale udvalg, Økonomi- og Koordinationsudvalgene. Her fastlægges størsteparten af regeringens politik.

Endelig kan du se frem til at blive inddraget i koordinering på tværs af ministeriet samt med eksterne interesserenter som de øvrige økonomiske ministerier eller KL, og i koordinationen af tværgående politiske forløb.

Du kan forvente en travl hverdag med skiftende arbejdstider. Til gengæld lover vi, at du får en stejl læringskurve, indblik i regeringens maskinrum og mange spændende udfordringer.

Om dig  

Du er cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon. eller lignende og er blandt de dygtigste på din årgang. Du er formentlig nyuddannet eller har nogle års erfaring. Du har blik for den betydning, økonomisk politik og beskatning har for samfundet. Du kan opfatte, gengive og nuancere en problemstilling klart i skrift og tale.

Som person er du fleksibel, har et stort engagement, et godt humør og en positiv indstilling, når tingene går stærkt. Du sætter pris på åbenhed og konstruktiv dialog med henblik på at sikre høj kvalitet i opgave­løsningen, og du lægger vægt på, at politiske beslutninger træffes på det bedst mulige grundlag.

Om kontoret   

ØPA koordinerer Skatteministeriets arbejde i forhold til tværgående politisk-økonomiske temaer og har et indgående samarbejde med de øvrige ministerier. Kontoret har hovedansvaret for betjening af ministeren i forhold de centrale regeringsudvalg (Økonomi- og Koordinationsudvalgene). Kontorets anden centrale opgave er udarbejdelse af skatte- og samfundsøkonomiske analyser og koordination af departementets analysearbejde.

Kontoret består af ca. 20 dygtige kolleger – primært økonomer og statskundskabere – med et arbejdsmiljø præget af stort engagement og høj faglighed. Vi har en uformel omgangstone og gør en dyd ud af, at det skal være sjovt at gå på arbejde – også på tidspunkter, hvor der skal leveres med kort aftræk.

Om at arbejde i Skatteministeriet   

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiserede og have blik for hele samfundets behov. 

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.

Ansøgning og ansættelse  

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest onsdag den 21. august 2019 kl. 12.00. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Claus Houmann på tlf. 22 57 71 43.

Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen.

Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst – som udgangspunkt som fuldmægtig.

Arbejdsstedet er Skatteministeriet, Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. 

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.

Søg stillingen