Skatteministeriet
9. januar 2019

Skatteministeriet søger dynamisk akademiker til Minister- og Ledelsessekretariatet

Vi søger en akademiker til Minister- og Ledelsessekretariatet. Du vil primært skulle arbejde med ledelsesbetjening og ledelsesinformation og vil spille en central og koordinerende rolle i forhold til departementschefen og den øvrige chefkreds. Derudover vil du skulle bistå i forhold til den daglige betjening af ministeren.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteministeriet søger dynamisk akademiker til Minister- og Ledelsessekretariatet

I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af Danmark. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format. 

Om jobbet i Minister- og Ledelsessekretariatet 

Skatteministeriet er inde i en spændende periode med store forandringer og komplicerede opgaver. 1. juli 2018 blev SKAT erstattet af syv nye styrelser, ligesom mange skattepolitiske emner er højt på den offentlige dagsordenen. Det stiller krav til den politiske og ledelsesmæssige betjening, som vi hele tiden stræber efter at gøre bedre. Derudover har vi en ambition om at styrke vores samarbejde med interessenter og omverden, ligesom skatteministeren ønsker en tæt dialog med både organisationer, virksomheder og borgere.

Derfor søger vi en ny kollega til Minister- og Ledelsessekretariatet, som, i tæt samarbejde med en anden kollega og det øvrige team, kan bidrage til at videreudvikle og styrke minister- og ledelsesbetjeningen. 

Minister- og ledelsessekretariatet består af ca. 13 dygtige og engagerede medarbejdere, der sammen med presseenheden, kontoret Kommunikation og Udvikling og kontoret Koncernkommunikation, udgør afdelingen Stab og Kommunikation.Sekretariatet har ansvaret for at bistå minister og departementschef i det daglige arbejde. Vi varetager opgaver i relation til bestilling, koordinering og prioritering af sager til og fra minister og departementschef, håndtering af post, kalenderstyring, mødeforberedelse samt kontakten til Folketinget, herunder udvalg og ordførere. 

Vi sikrer således dag-til-dag servicering af minister og departementschef i tæt samarbejde med det øvrige departement, herunder ledsager ministeren til møder og arrangementer.

Som akademiker i minister- og ledelsessekretariatet vil du skulle løse opgaver som: 

  • Koordinering af ugentlige ledelses- og chefmøder, udarbejdelse af årshjul mv.
  • Planlægning og afvikling af chefseminarer.
  • Koordinering og udarbejdelse af ledelsesinformation i tæt samspil med chefkreds og ledelse.
  • Arbejde med opfølgning på departementets strategi, herunder i forhold til interessentsamarbejde, partnerskaber mv.
  • Håndtering og sagsbehandling af særligt følsomme og fortrolige sager.
  • Være bindeled mellem Minister- og Ledelsessekretariatet og de nye styrelsers direktionssekretariater.
  • Bidrage til at forbedre interne processer og arbejdsgange, herunder ift. F2 – vores sagsbehandlings- og processystem.
  • Bistå i planlægningen af diverse møder med minister og departementschef rundt om i landet.
  • Løse diverse ad hoc opgaver i forhold til sager og generel minister- og ledelsesbetjening.

Om dig 

Du har en relevant samfundsfaglig uddannelse som eksempelvis cand.scient.pol. eller lignende med 2-4 års erfaring. Du formår hurtigt at sætte dig ind i både de juridiske, økonomiske og politiske sider af en sag og har en skarp pen. Du er initiativrig, udadvendt, har et stærkt planlægnings- og koordineringsgen, arbejder systematisk og har blik for detaljerne. Samtidig trives du med at navigere i en kompleks, politisk organisation, hvor tempoet er højt, og deadlines og dagsordenen ofte skifter. Vi lægger vægt på, at du har godt kendskab til processerne i centraladministrationen og i Folketinget, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation.

Vi løser oftest vores opgaver i samarbejde med andre kontorer og andre ministerier. Det er derfor afgørende, at du er god til at samarbejde og skabe relationer. 

Om at arbejde i Skatteministeriet 

Skatteministeriets arbejde har indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiseret og have blik for hele samfundets behov. 

I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring medarbejdere imellem er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen. 

Ansøgning og ansættelse 

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 22. januar 2019 kl. 12.00. Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen. Der bliver afholdt samtaler løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Michael Medom Hansen på mob. 25 27 56 48. 

Stillingen skal tiltrædes snarest muligt eller per 1. marts, og du vil blive ansat efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. 

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på skm.dk/job.

Søg stillingen