Skatteministeriet
Morten Bødskov
Ministerindlæg 12. september 2019

Sådan får vi tilliden til skattesystemet tilbage

Ministeren Det er altafgørende for den danske velfærdsstat, at skattesystemet fungerer. Det kræver flere ressourcer, ikke bare flere computere. Det skriver skatteminister Morten Bødskov i en kronik i Politiken d. 12. september 2019.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Sådan får vi tilliden til skattesystemet tilbage

I Danmark har vi udviklet vores velfærdssamfund over generationer. Det bygger på en grundlæggende samfundskontrakt, hvor vi stoler på hinanden.

Vi har tiltro til de bærende offentlige institutioner, som danner rammen om samfundet. Politiet, kommunerne, domstolene og skattemyndighederne. Bare for at nævne nogle stykker. Tilliden bidrager til, at Danmark er et godt, trygt og sammenhængende land. Det er det kit, der binder hele vores samfund sammen.

Det er åbenlyst for de fleste, at denne tillid i disse år er udfordret. Og et af de steder, hvor tilliden har været mest udfordret, er i forhold til skattevæsnet.

Svindlede udbyttemilliarder, fejlagtige ejendomsvurderinger og store udfordringer med at inddrive borgeres og virksomheders milliardgæld til det offentlige. Og oven i det nedbrudte og forældede it-systemer. Problemerne er og har været både mange og alvorlige.

Skattevæsnet er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner. Det velfærdssamfund, vi gerne vil bevare og udvikle, er finansieret af de ca. 1.000 milliarder, der hvert år opkræves i skatter og afgifter.

Vi har en berettiget forventning om, at vores skattekroner går til, at der er nok hænder i børnehaven, at vi kan få den bedste hjælp på hospitalet, og at der bliver taget godt hånd om os, når vi bliver ældre. Når vi har tillid til hinanden, betaler vi vores skat, fordi vi ved, at alle bidrager med deres, og at vores skattekroner nytter.

Allerede inden valget stod det klart, at en ny regering ville få en kæmpestor opgave med at genoprette og styrke skattevæsnet. V-LA-K-regeringen erkendte selv i foråret 2019, at selv om der var fremdrift på en række områder, så var man stadig langtfra i mål.

Og nu, hvor jeg er blevet skatteminister og har overtaget tøjlerne, kan jeg ved selvsyn konstatere, at problemerne er større, end det så ud udefra. Store problemer er uløste, og endnu en stor milliardregning venter – desværre.

For eksempel er der fortsat store problemer med gældsinddrivelsen, hvor borgeres og virksomheders gæld i dag andrager langt over 100 milliarder.

Forhåbningen har været, at området i år ville være stort set genoprettet. Det er ikke realistisk. Der er godt nok udviklet et nyt digitalt gældssystem, det såkaldte PSRM-system. Og modsat hvad man har kunnet læse, så virker systemet faktisk, og de første millioner gæld ruller retur til statskassen gennem det.

Men flere funktioner skal videreudvikles, og de mange hundrede offentlige kreditorer skal kobles på systemet, før gældsinddrivelsen kan komme op i fulde omdrejninger. Det er ikke nemt og kræver i mange tilfælde it-udvikling hos kreditorerne – og det er derfor, jeg allerede nu kan konkludere, at det kommer til at tage år, før gældsinddrivelsen er oppe i gear.

Oven i det kommer, at en stor del af de alt for mange danskere, der har gæld til det offentlige, ikke har nogen betalingsevne. Og mange af dem har heller ikke udsigt til at få det.

Ikke desto mindre løber der godt 8 procent i renter på gælden, og derfor stiger den samlede gæld støt kvartal efter kvartal. Det giver den udfordring, at selv med et nyt gældssystem, der er fuldt implementeret og i drift, er der risiko for, at den samlede gæld stiger.

Det er grunden til, at jeg, i forbindelse med at Rigsrevisionen igen kritiserede området, gjorde det klart, at der er brug for at lægge en samlet og realistisk plan for, hvordan vi får gældsinddrivelsen tilbage på sporet. En plan, der kommer til at strække sig mange år frem og adressere både den nye gæld, der skabes, tilkobling af kreditorerne til det nye system og den sidste oprydning efter EFI.

Men før vi når til de kommende år, så presser 2020 sig gevaldigt på. Skattevæsnet står nemlig allerede fra nytår med akut mangel på penge. Endda i en tid, hvor alle på tværs af Folketinget er enige om, at der skal investeres og rettes op. Det kalder på politisk handling.

Derfor bliver det nu denne regerings opgave at gøre det, som V-LA-K-regeringen hverken formåede eller leverede på: at sikre en langsigtet plan for genopretning af tilliden til vores skattevæsen. Tre ting vil være i centrum: ressourcer, realisme og ro.

For det første: ressourcerne. Alle er efterhånden enige om, at en betydelig del af skattevæsnets problemer skyldes, at man over en periode skar voldsomt ned. Vil man kende historien, skal man blot læse Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensens bog ’Overmod og afmagt, historien om det nye Skat’.

Det er hårrejsende læsning om den tur, som skattevæsnet har været igennem. De 10 års besparelser har været – og er – dyre for Danmark. Nu skal sammenbrudte områder bygges op fra bunden. Det har allerede kostet og kommer til at koste milliarder i investeringer. Skattemyndighedernes primære opgave er at være indtægtsside for resten af det offentlige.

Eller som der står på væggene i Skatteministeriet: fundamentet for finansieringen af velfærdssamfundet. Vi skal ikke underminere det fundament under vores samfund. Vi skal tværtimod styrke og udbygge det – investere i det. Derfor sagde vi før valget, at vi ønskede flere ressourcer og øget skattekontrol. Det står vi fast på.

Og nye ressourcer skal ikke kun gå til it og systemer. Det skal også gå til at ansætte skattemedarbejdere af kød og blod.

Dedikerede fagfolk, der tager på kontrolbesøg i virksomheder, og servicemedarbejdere, der tager telefonen, når man ringer om sin årsopgørelse. Skatterevisorer, der kan kigge bilagene efter i sømmene, og dygtige analytikere, der kan gennemskue, hvis regnskaberne er for kreative.

Vi kan meget med it, og vi kan ikke drive en moderne og effektiv skatteforvaltning uden it, men vi kan heller ikke opkræve mere end 1.000 milliarder i skatter og afgifter uden rigtig mange kompetente hænder og kloge hoveder. Og de to ting sidder nu engang på medarbejdere i den virkelige verden.

Et af de områder, der efter min opfattelse trænger til ressourcer, er bekæmpelsen af svig og skatteunddragelse.

I disse år vokser problemerne med aggressiv skatteplanlægning, skattesnyd og decideret skattekriminalitet sig større og større. Ikke kun i Danmark, men på tværs af Europa og resten af verden. Mange af løsningerne er internationale og kræver fælles fodslag i EU og OECD, men der er også meget, vi kan gøre herhjemme.

Det siger sig selv: Det er en umulig og urimelig opgave at forklare danskerne, hvorfor de skal betale en stor del af det, de tjener, i skat, hvis de samtidig oplever, at internationale spekulanter og organiserede kriminelle kan slippe af sted med ikke at svare deres del til fælleskassen.

Derfor kommer kampen mod skattesvig og skattekriminalitet til at stå højt på regeringens dagsorden.

Selv om jeg kun har været skatteminister i få måneder, er jeg allerede bekræftet i behovet for en stærkere indsats. Organiserede kriminelle, der forsøger at udnytte systemets huller, virksomheder, der fifler med momsen, og kreative rådgivere, der hjælper velhavere til at komme uden om at spytte i fælleskassen. Det er vi nødt til at gøre noget mere ved.

Samtidig skal vi sikre, at kontrollen med store indtægtskilder som moms og de små og mellemstore virksomheders skattebetaling er robust nok. De allerfleste kan og vil gerne følge reglerne – også selv om de nogle gange kan være svære at forstå. Men der er stadig mange, der bevidst begår fejl eller ligefrem snyder. Det skal vi ikke acceptere.

Det handler kort og godt om at gøre det nemt for dem, der gerne vil, mens dem, der har svært ved tingene, skal have et venligt, men bestemt skub. Og dem, der bare ikke vil spille efter reglerne og bevist forsøger at snyde – dem skal vi gå benhårdt efter.

For det andet skal vi have realismen tilbage. Der har ikke været tilstrækkelig styr på it-systemerne og systemudviklingen, og tidsplaner og budgetter har på nogle områder været for optimistiske. Derfor bliver en af mine vigtigste opgaver at få styr på de store risikofyldte projekter – som f.eks. ejendomsvurderinger og gældsområdet – og få sikkerhed for, at systemerne er klar og virker, når der bliver sat strøm til dem.

Det bliver ikke på min vagt, at vi tænder for kontakten til systemer, som vi ikke er fuldstændig sikre på fungerer, som de skal.

Samtidig skal vi have fundet en model, der betyder, at vi kan få bedre it-faglig rådgivning og et bedre beslutningsgrundlag, når det drejer sig om it i skattevæsnet.

Med så mange projekter og så store summer skal vi simpelthen have mere sikker grund under fødderne. Og så skal vi have en meget skarpere og stærkere styring af de mange milliarddyre it-projekter – både når det drejer sig om it og om økonomi.

For det tredje er der brug for ro og stabilitet. I disse år forandres mange ting uden for og inden for skatteforvaltningen, og forventningerne om resultater er enorme. Med rette.

Men man kan ikke forandre alt på én gang, og man kan ikke konstant lave tingene om. Det er også en del af læren gennem to årtiers problemer i skattevæsnet. Det er kun cirka et år siden, at syv nye styrelser så dagens lys.

Derfor er det ikke det tidspunktet at sætte spørgsmålstegn ved, om vi har den rigtige organisering af skattevæsnet. Det gavner ingen – især ikke medarbejderne. Det skaber bare usikkerhed. Skat var blevet en for stor organisation med alt for mange svære opgaver samlet et sted, og derfor var det den rigtige beslutning at gøre noget andet. Nu handler det om at tage fat på opgaverne og løse problemerne. Der er ingen anden vej end hårdt arbejde.

I Socialdemokratiet gik vi til valg på at styrke fællesskabet. Og på at styrke vores fælles tillid til hinanden og til samfundets bærende institutioner. Skattevæsnet er en af de institutioner – måske endda en af de vigtigste.

Derfor er det for denne regering en bunden opgave at præsentere en samlet og langsigtet plan for genopretning af tilliden til vores skattevæsen.

Den første del af en sådan tillidsplan præsenterer vi inden for få uger. Vi løser ikke alt på én gang, og jeg vil gerne åbent og ærligt side, at vi kigger ind i et arbejde, der meget vel kan strække sig et årti frem og helt sikkert kommer til at koste et betydeligt milliardbeløb. Men det er det rigtige og ansvarlige at gøre, hvis vi skal genskabe tilliden og samtidig sikre, at alle bidrager til fællesskabet med det, de skal. Og det skal vi.

Lad mig sige det helt ligeud: Jeg tror ikke, at vi har flere forsøg til at ramme plet. Hvis skandalerne bliver ved med at vælte ud af skabene, og forsinkelser og milliardregninger fortsætter med at dukke op, så er det klart, at vi får svært ved at sørge for, at danskerne genvinder tilliden til skattevæsnet.

Meget fungerer rigtig godt. Tusindvis af dygtige medarbejdere bidrager med stor iver til, at vores velfærdssamfund fortsat kan være i top, og til, at alle bidrager med deres andel til fællesskabet. Millioner af oplysninger håndteres hver dag i it-systemer, som andre lande misunder os for.

Men det er tilliden, der er udfordret. Det kit, der binder os sammen. Den forventning, vi har til, at de, der skal bidrage, nu også bidrager.

Det er en fælles opgave at sikre, at det mest dyrebare, vi har i Danmark, fortsat er det, der binder os sammen. Det kommer til at tage tid. Lang tid. Men skattevæsnet tåler ikke flere perioder med uro og ustabilitet. Det er derfor nu, vi skal vise, at vi politikere kan stå sammen og i fællesskab løse problemerne og genskabe tilliden til skattevæsnet.

Med andre ord: Det er nu, vi skal vise rettidig omhu for at undgå fremtidige skandaler.