Skatteministeriet
Karsten6
5. marts 2019

Nøglen til et stærkt skattevæsen ligger hos medarbejderne

Ministeren Kursen er lagt om, og der er afsat historisk mange milliarder til investeringer i skatteforvaltningen. Nu skal der skabes ro om medarbejderne - for de er nøglen til et stærkt skattevæsen. Det skriver skatteminister Karsten Lauritzen og formand for HK Stat Rita Bundgaard i et fælles indlæg bragt af Avisen Danmark tirsdag den 5. marts.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Nøglen til et stærkt skattevæsen ligger hos medarbejderne

De seneste 10 års historier om skattevæsenet har ikke altid været lige rosenrøde. De mange udfordringer har ikke blot sat skattevæsenet på prøve som institution. De har også udfordret hverdagen for medarbejderne i forvaltningen.

Heldigvis er kursen lagt om. Alvoren er gået op for de fleste, og der er afsat historisk mange milliarder til investeringer i skatteforvaltningen. Der bliver ansat over 2.000 ekstra medarbejdere sammenlignet med 2015. Der investeres i udskiftning og modernisering af en række vitale IT-systemer i forvaltningen – en opgave, der de kommende mange år forventes at løbe op i et tocifret milliardbeløb. Og der er etableret syv nye styrelser med egen ledelse. Styrelser med hver deres kerneopgave.

Offentligheden har et berettiget krav om, at de offentlige myndigheder fungerer. Men vi må også være ærlige og sige åbent, at gode løsninger en gang imellem også kræver tid, før de får den ønskede virkning. Udfordringerne bliver ikke løst fra den ene dag til den anden. Det kommer til at tage tid.

Det er sjældent, at ministre og fagforeningsledere er enige om alt, og det er vi af gode grunde heller ikke. Men vi er dog enige om tre store udfordringer, som skattevæsenet står over for i de kommende år. De syv nye styrelser skal have deres fundament helt på plads, nye it-systemer skal bygges, og så skal der rekrutteres mange tusinde nye medarbejdere til at løse de mange opgaver i skattevæsenet.

Den nye organisering med syv nye styrelser giver et langt stærkere fundament for skattevæsenet. Der er kommet mere fokus på kerneopgaven, og der er kommet mere entydig ledelse på de enkelte fagområder. Den nye organisering betyder imidlertid også, at mange medarbejdere har skiftet arbejdssted og måske også arbejdsopgaver. De har skullet sige velkommen til en masse nye kolleger, og de har fået en ny ledelse. Og for flere af styrelsernes vedkommende står de over for at få nye it-systemer, herunder sagsbehandlingssystemer, som kræver oplæring og nye arbejdsmetoder.

Det er en stor opgave at omstille sig til nye organisatoriske rammer. Og vi er rørende enige om at rose skatteforvaltningens dygtige medarbejdere og lederes indsats – de gør det godt. Selv i en svær tid, hvor medarbejdere og arbejdsopgaver flyttes rundt i landet.

Men det kommer til at tage tid, før de nye styrelser er helt på plads. Vores budskab er, at vi skal skabe ro om arbejdet, støtte op om medarbejderne, og give den plads og de rammer, der skal til for, at de kan lykkes. Det er svært i en tid, hvor de negative historier om skattevæsenet stadig fylder meget i offentligheden. Heldigvis er der en anden side af historien. Nemlig den, der handler om det store stykke arbejde, som skatteforvaltningens omkring 9.000 medarbejdere gør hver eneste dag for at få bygget det nye skattevæsen. Det skal roses!

Den anden udfordring er udviklingen af nye it-systemer på flere områder i skatteforvaltningen. Det er en opgave, der ikke kan løses fra den ene dag til den anden.

Det er en kompliceret opgave at bygge nye it-systemer og gentænke de arbejdsgange, som systemerne skal understøtte. Det må ikke undervurderes, hvor vigtigt det er, at der både er tid og medarbejderressourcer til at gøre arbejdet ordentligt. Hellere forlænge eksempelvis udsendelsen af nye ejendomsvurderinger til der er styr på detaljerne, end at sætte et system i gang, der ikke leverer den fornødne kvalitet. Og samtidig skal vi være sikre på, at vi ikke frigør medarbejdere til andre opgaver, før de nye IT-systemer fungerer, som de skal.

I det hele taget skal vi vænne os til at tale om it-projekter i det offentlige på en anden måde. Det er ikke nødvendigvis en skandale, hver gang en tidsplan ændrer sig. Det er snarere et vilkår, at IT-udvikling er en løbende proces, hvor rammerne ofte ændrer sig. Et vilkår, der også gælder for den private sektor.

Den tredje udfordring er rekruttering. Det er nødvendigt, at der ansættes mange nye medarbejdere i skatteforvaltningen. Uden dygtige, dedikerede og ikke mindst motiverede medarbejdere, bliver det nye skattevæsen ikke en succes.

Med det for øje arbejder vi målrettet med at gøre skatteforvaltningen til en attraktiv arbejdsplads. Dygtige medarbejdere har dukket nakken for længe pga. de mange negative historier. Det billede kan og vil vi vende – blandt andet ved at levere kvalitet i opgaveløsningen. Og det kan vi kun, hvis vi skaber gode arbejdsvilkår og dygtige ledere.

Heldigvis går rekrutteringen godt. Der bliver underskrevet hundredvis af ansættelseskontrakter. Og der ligger mange kvalificerede ansøgninger i bunkerne, når stillingerne slås op – uanset om det er i Tønder, Thisted eller København.

De tre problemstillinger viser os, at borgere, offentligheden og – nok især – politikerne skal huske, at nøglen til et velfungerende skattevæsen ligger hos medarbejderne. De nye og de rutinerede medarbejdere skal have mulighed for at opbygge et skattevæsen, danskerne kan have tillid til. Det tager tid, og det kræver gode rammer. Og det er vores ansvar.