Skatteministeriet
Karsten5
Ministerindlæg 29. marts 2019

Dansk enegang om bagatelgrænser for Kina-pakker er ikke vejen frem

Ministeren Jeg lytter naturligvis gerne til mulige initiativer, der skal sikre, at der opkræves den rette importmoms. Men den rette løsning er ikke dansk enegang, da et nyt EU-direktiv om under to år moderniserer momsreglerne og fjerner bagatelgrænsen. Det skriver skatteminister Karsten Lauritzen i et indlæg bragt af Avisen Danmark fredag den 29. marts.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Dansk enegang om bagatelgrænser for Kina-pakker er ikke vejen frem

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, hvilket gavner borgere, forbrugere og virksomheder hver eneste dag. Det giver den enkelte dansker nem og hurtig adgang til at købe varer på nettet, og det giver virksomhederne en konkurrencefordel, når de lettere og smidigere kan handle med udlandet. Det kan jeg som medlem af en borgerlig-liberal regering kun bifalde.     

Når det er sagt, er nethandlen ikke uden problemer. Jeg anerkender bekymringerne fra Foreningen for Dansk Internet Handel her i Avisen Danmark den 17. marts og Dansk Erhverv om, at der er en udfordring med det store antal forsendelser fra kinesiske netbutikker, der hver dag kommer ind i Danmark.

For netop at få et overblik over de tusindvis af pakker fra Kina, der hver dag kommer til Danmark, har Toldstyrelsen gennemført en række ekstraordinære kontrolaktioner de seneste måneder. Heldigvis viser kontrollen, at problemet med manglende momsbetaling ikke er så stort, som nogle erhvervsorganisationer har frygtet.

I debatten om de såkaldte Kina-pakker antydes det, at der bevidst spekuleres i at angive forsendelserne til en værdi under bagatelgrænsen for momsfritagelse på 80 kroner.

Toldstyrelsens kontrolaktioner viser ganske rigtigt, at mange forsendelser fra kinesiske netbutikker er angivet under bagatelgrænsen. Eksempelvis var ca. 85 pct. af de kontrollerede forsendelser på en af aktionerne angivet med en værdi under 80 kr., men det var kun ca. 2 pct. af disse forsendelser, der havde en reel værdi højere end 80 kr.. I de fire kontrolaktioner, hvor Toldstyrelsen kontrollerede samlet ca. 6.000 forsendelser, manglede der momsbetaling for 21.000 kroner. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det viser også, at det altså er et langt mindre problem, end man kunne frygte. Den manglende moms er i øvrigt sendt til opkrævning samtidig med.

Selvom kontrolaktioner peger på, at problemet er begrænset, ønsker jeg selvfølgelig, at vi sætter ind over dem, der snyder. Derfor fortsætter Toldstyrelsen de ekstraordinære kontrolaktioner målrettet Kina-pakkerne i 2019.

Jeg lytter naturligvis gerne til Foreningen for Dansk Internet Handel og særligt Dansk Erhverv om mulige initiativer til at sikre, at der opkræves den rette importmoms. Men den rette løsning er ikke dansk enegang, da et nyt EU-direktiv om under to år, nemlig pr. 1. januar 2021, moderniserer momsreglerne og fjerner bagatelgrænsen.

Det ville både være dyrt for forbrugerne og for PostNord, der ville skulle investere i helt nye it-systemer og meget omfattende lagerkapacitet til at håndtere de ekstra forsendelser i perioden, indtil de nye regler træder i kraft.

I Sverige har man afskaffet bagatelgrænsen for nogle år siden, men det har ikke løst problemet - blot sendes Kina-pakkerne via andre EU-lande bl.a. Holland, inden de ender i Sverige. Jeg går ind for holdbare løsninger ikke populistisk symbolpolitik, det er nemlig ikke holdbart – hverken for PostNord, virksomheder eller forbrugerne.