Skatteministeriet
Luftfoto af containerhavn
6. februar 2018

Husk at takke erhvervslivet for din velfærd

Selskabsskat Husker du at sende en venlig tanke til Danmarks selskaber og virksomheder, når du sidder i venteværelset hos lægen inden din gratis konsultation? Sådan spørger skatteminister Karsten Lauritzen i et debatindlæg bragt den 31. januar på Finans.dk

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Husk at takke erhvervslivet for din velfærd

Husker du at sende en venlig tanke til Danmarks selskaber og virksomheder, når du sidder i venteværelset hos lægen inden din gratis konsultation? Og husker du at takke dansk erhvervsliv, når du afleverer børnene i vuggestuen – eller i folkeskolen til endnu en dag i deres gratis uddannelse?

Det gør du sikkert ikke. Og det er helt forståeligt. Jeg glemmer det også selv. Og det er en skam. For vi burde sige tak. Højt og tydeligt.

Det er på sin plads at anerkende Danmarks private erhvervsliv – medarbejdere, ejere og aktionærer – for det kæmpestore bidrag, de hver eneste dag yder til vores samfund. Til vores fælles velfærd. Til vores trygge og sikre hverdag.

SKAT har i dag offentliggjort de såkaldte åbne skattelister. Der kan man se, hvor meget danske virksomheder og selskaber betaler i selskabsskat. Det er ikke så lidt. Godt og vel 60 milliarder kroner i 2016. Det højeste beløb i et årti.

Og en ny analyse fra Skatteministeriet viser, at de store indtægter kommer i kassen, selvom selskabsskatten er blevet sænket en hel del de senere år. Det vidner om, at det går godt for landets virksomheder. Og når det går godt for dem, går det godt for Danmark.

Man kan nemlig få mange skolelærere for 60 milliarder kroner. Mange pædagoger. Sygeplejersker. Politibetjente. Man kan også lade hårdtarbejdende danskere beholde flere af de penge, de selv tjener. Alt det er jo et politisk valg. Men det er kun et valg, vi har, fordi danske virksomheder skaber vækst og velstand, som vi på Christiansborg har til opgave at fordele efter bedste evne.

Regeringen arbejder – og vil fortsat arbejde – for at forbedre vilkårene for danske virksomheder og selskaber. Det er blandt andet lykkedes at sænke skatter og afskaffe afgifter – blandt andet PSO-afgiften.  Jo bedre forhold vi kan skabe, jo bedre muligheder har erhvervslivet for at skabe værdi for sig selv og os andre.

Det er en god forretning at gøre Danmark mere erhvervsvenligt.