Skatteministeriet
Mennesker Cyklister I Byen 2
10. april 2016

Vi skal omfavne deleøkonomien

Skatteadministration Vi skal finde tiltag, der giver danskerne incitament til i højere grad at benytte sig af deleøkonomien. Det skriver skatteministeren i dette debatindlæg, der blev bragt i Jyllands-Posten den 10. april 2016.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Vi skal omfavne deleøkonomien

Af Karsten Lauritzen, skatteminister

Det er nemmere end nogensinde at låne en bil, når møblerne i Ikea skal hentes. Det er bekvemt og billigt at leje en lejlighed til familiebesøget i den anden ende af landet via Airbnb. Og det er ofte billigere at komme fra A til B med et lift på samkørselssitet GoMore.

Ovennævnte eksempler er blot få blandt mange nye deletjenester, som gør det nemmere for danskerne at agere i en globaliseret verden. Deleøkonomien skaber vækst og arbejdspladser for dansk erhvervsliv – og forretningsmodellen gør lejligheden eller bilen til et aktiv for den enkelte, som dermed kan tjene penge og få større frihed.

Skattesystemet er gearet

Men de mange nye og spændende muligheder, som deleøkonomien giver lejere og udlejere, får med rette flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om vores skattesystem er gearet til at klare udfordringerne ved deleøkonomiens indtog.

Flere er også hurtige til at konkludere, at vores lovgivning, kontrol og regler ikke er stærke nok, som de er. Jeg har stor sympati for, at Enhedslisten ønsker en indberetningspligt over for danskere, der eksempelvis udlejer deres bolig gennem Airbnb.

Ikke over bundfradraget

Faktum er bare, at det er de færreste udlejere, som tjener mere end det skattefri bundfradrag på 24.000 kr. ved at udleje deres ejerbolig. Og mange af de populære deletjenester er udenlandske, så en dansk lov om indberetningspligt vil slet ikke kunne håndhæves.

Naturligvis skal vi alle svare den rette skat – også når vi benytter os af deleøkonomiens økonomiske fordele. Det er mit job som skatteminister at sikre, at det sker. Men som lovgivere skal vi ikke kvæle de spirende tanker. Det er ikke en farbar vej, at skattemyndighederne kaster sig over specifikke hjemmesider eller apps. Vi skal i stedet finde løsninger, der sikrer, at det er nemt at betale den skat, man skal, når vi benytter os af deleøkonomiens muligheder.

Ønske om dialogvejen

Derfor ønsker jeg i første omgang at gå ad dialogvejen frem for lovgivningsvejen. Jeg har allerede haft møder med eksempelvis Airbnb. Mit håb er at lande frivillige og effektive aftaler i stedet for at gennemføre en virkningsløs lov.

Vi skal finde tiltag, der giver danskerne incitament til i højere grad at benytte sig af deleøkonomien. Drukner vi derimod deletjenesterne i rigid lovgivning, bremser vi en lovende udvikling i vores samfund, der kommer os alle til gavn.