Skatteministeriet
Huse
Ministerindlæg 4. februar 2015

Replik til Politiken om grundskyld

Grundskyld I kølvandet på debatten om grundskyld, og en række artikler i Politiken herom, har skatteministeren skrevet en replik til Politiken om grundskyld.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Replik til Politiken om grundskyld

Det må stå for egen regning, hvad Morten Skak (MS) sidder ved sit skrivebord og finder på ('Ekspert kalder ministers skatteløfte en illusion', Politiken 31.1.2015). Jeg kan stå på mål for regeringens politik, og den har ikke rigtig nogen sammenhæng med det, MS fremfører.

Regeringens forslag handler ikke om, at nogen har betalt for meget. Regeringens forslag handler om at genskabe tilliden til ejendomsvurderingerne. Da det tager tid at få opbygget et bedre system, har vi på samme tid sagt, at det nye system vil træde i kraft med en form for tilbagevirkende kraft. Hvis den nye vurdering er lavere end vurderingen fra 2011, vil boligejeren få genberegnet boligskatten tilbage til 2011. Det har vi gjort, fordi vi mener, at det vil bidrage til at skabe ro for boligejerne, mens de venter på de nye vurderinger.

Som jeg har sagt igen og igen til Politiken, så er jeg ikke enig i den præmis, der bliver stillet op omkring grundskylden.

Vi har aldrig sagt, at ambitionen er at ramme en »korrekt« grundværdi. Den overordnede konklusion fra ekspertudvalget er, at det ikke giver mening at tale om en korrekt værdi. Den pris, en ejendom og en grund rent faktisk sælges til, afhænger jo bl. a. af individuelle forhold, som ikke er relevante, når man skal værdisætte en grund. Ambitionen er at lave et system, som på en mere gennemsigtig måde indfanger de værdiforskelle, der er mellem forskellige grunde. Og den opgave, mener vi, er mulig at løse.

Derfor er det også helt skævt at hævde, at grundværdierne er »fatamorganaer«, som MS gør. Det er ikke tilfældigt, at en grund på Frederiksberg er mere værd end en grund på Lolland. Den forskel, mener regeringen selvfølgelig, skal afspejle sig i skattebetalingen.

Den kritik, der har været af ejendomsvurderingssystemet, tager regeringen alvorligt.

Men det får os altså ikke til at droppe beskatningen af grunde. Vi har den ambition at gøre ejendomsvurderingerne mere robuste og gennemsigtige.

Engbergudvalget gjorde et fint stykke arbejde på den tid, der var til rådighed, men mange sten blev ikke vendt. Det er vi i færd med nu, og indtil videre går det bestemt i den rigtige retning.

Så vil jeg i stilfærdighed tilføje, at det godt kan være, at et meget lille mindretal af økonomer og visse meningsdannere gerne vil af med grundskylden. Men langt størstedelen af landets økonomer, herunder de økonomiske vismænd, Produktivitetskommissionen og Nationalbanken, er altså enige om, at ejendomsskatter er at foretrække frem for f. eks. arbejdsindkomstskatter. Det er simpelthen økonomisk sund fornuft, at vi beskatter grunde.

Vi har den ambition at gøre ejendomsvurderingerne mere robuste.

 

Bragt i Politiken 04.02.2015