Skatteministeriet
Iværksætter
Ministerindlæg 8. december 2014

Vi skal hjælpe iværksætterne med skatten

SKAT Vi skal blive bedre til at vejlede nyetablerede virksomheder om skattereglerne, så de kan få betalt den skat, de skal.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Vi skal hjælpe iværksætterne med skatten

Af skatteminister Benny Engelbrecht

Mandag bragte Berlingske et debatindlæg af direktøren for revisionsselskabet BDO. Jeg er glad for, at Stig Holst Hartvig ser positivt på mine tiltag, når det kommer til mere information og vejledning til iværksættere om skatteregler.

Men jeg må samtidig også pointere, at jeg aldrig har forsøgt at give indtryk af, at iværksættere snyder, eller at de skal betale mere i skat. På ingen måde. Og det har jeg sagt igen og igen i flere forskellige medier.

Det, der tværtimod er mit ærinde, er at pege på, at der tilsyneladende er rigtig mange, for hvem skattesystemet er en barriere.

Det er altså her udfordringen ligger.

Skat har nemlig kunnet konstatere et forholdsmæssigt stort skattegab på 5,3 mia. kr. for de helt små virksomheder med ingen eller en medarbejder. De står på den måde for over halvdelen af det samlede skattegab i Danmark. Samtidig er mange af disse virksomheder kun to år eller yngre. Det kan tyde på, at reglerne kan være svære at finde rundt i - særligt når man er ny i gamet. Jeg er ret overbevist om, at det ikke skyldes, at de udgør en særlig gruppe af snydere. Tværtimod er det nok nærmere et udtryk for, at der er behov for en målrettet kommunikation om skattereglerne på området.

Jeg har fra dag ét som skatteminister haft blikket stift rettet på, at skattesystemet skal være nemmere at forstå. For mig er spørgsmålet, hvordan vi kan give en hjælpende hånd til nye iværksættere, så de kan lære skattelovgivningen at kende og få betalt den skat, de skal. Hverken mere eller mindre. Jeg er overbevist om, at langt de fleste har gode intentioner, når det kommer til at registrere og indbetale skat. Og det er dem, vi nu skal hjælpe. Jeg forstår på BDO og Stig Holst Hartvig, at de er enige med mig i, at vi har en klar udfordring i at give bedre vejledning og information til iværksættere om skatteregler.

Det er glædeligt. Skat må nemlig aldrig blive en unødig barriere for de iværksættere, vi skal leve af i fremtiden.

Det er derfor, jeg er gået i gang med at tage ud og lytte til iværksætterne selv. Netop, som Stig Holst Hartvig nævner, for at finde ud af, hvad der rører sig i erhvervslivet. Jeg vil høre om de udfordringer, de oplever i mødet med skattesystemet. Og jeg vil have input til, hvordan vi bedst kan hjælpe og vejlede dem.

Siden jeg kickstartede min iværksætter-tour i uge 47 har jeg allerede fået en masse input, og min tour fortsætter. Alle gode og konstruktive idéer er mere end velkomne og kan sendes til godide@skm. dk.

Skat må nemlig aldrig blive en unødig barriere for de iværksættere, vi skal leve af i fremtiden.

Bragt i Berlingske 8. december 2014