At arbejde i Skatteministeriet

Skatteministeriet er en krævende og givende arbejdsplads. Som ansat møder du udfordringer, og du er sikker på at lære en masse. Du vil også møde skarpe og engagerede kolleger i et arbejdsmiljø, hvor vi har det sjovt sammen.

Vi stiller krav til dig

I Skatteministeriet vil du opleve, at tempoet i perioder er højt. Vi er et af de ministerier, der står for flest af Folketingets lovforslag, og vi har samtidig ansvaret for et komplekst område, der er under stor politisk og mediemæssig bevågenhed.

Derfor opstår der sager, der ikke kan vente, og som udfordrer os på vores faglighed, vores procesforståelse og vores evne til at finde løsninger. Når det sker, tager vi ansvar og leverer.

Du kommer med garanti ud af din comfort zone. Men du vil også lære noget og udvikle dine kompetencer. Der er ikke to dage, der er ens.

Vi hjælper hinanden

Vi hjælper hinanden og står sammen om at udføre vores arbejde godt.

Det betyder, at du kan forvente faglig vejledning og retning fra dine ledere. Og det betyder, at du kan sparre med dine kolleger om opgaverne. Vi er en god blanding af nye folk og garvede ”supereksperter”.

Vi arbejder på tværs af enhederne, hvis opgaverne indbyder til det, eksempelvis når vi producerer større rapporter og analyser.

Vi har det sjovt imens

Selv om vores arbejde kan være krævende, har vi en uhøjtidelig omgangstone. Vi løser vores opgaver bedst, når vi er i øjenhøjde og har en åben og afslappet kultur.

Der er jævnligt sociale arrangementer i huset for alle de ansatte, ligesom der selvfølgelig hvert år er en julefrokost og en sommerfest.

Endelig gør vi meget for at vores ansatte kan balancere arbejdet med familien og fritiden.