Skatteministeriet
24. januar 2014

L130 og L131 (Folketingsåret 2004-05, 1. samling)

Forslag til skatteforvaltningsloven og Forslag til lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven - resumé

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
L130 og L131 (Folketingsåret 2004-05, 1. samling)

(Skatteforvaltningsloven og konsekvensændringer som følge af kommunalreformen)

1.   Lovforslagene er en del af regeringens kommunalreform. Lovforslagene vedrører organiseringen af skatteforvaltningen.

Med lovforslagene lægges der op til en organisatorisk samling af forvaltningen af skatter, afgifter, told og ejendomsvurdering mv. i en statslig enhedsforvaltning.

Denne enhedsforvaltning dannes gennem en fusion mellem den kommunale og den statslige skatteforvaltning, og gennem som udgangspunkt en sammenlægning af de forskellig myndigheder under ToldSkat. Herved får borgerne og virksomhederne kun én offentlig forvaltning på skatteområdet. Samtidig skabes der mulighed for en bedre udnyttelse af ressourcerne i forvaltningen. Forvaltningen lokaliseres lokalt i 30 skattecentre.

Selv om denne enhedsforvaltning af praktiske grunde forankres i statsligt regi, vil kommunerne blive inddraget i forvaltningen gennem de kommunale borgerservicecentre, der ikke kun skal kunne servicere borgerne om indkomstskat og lignende, men også om afgifter, told og ejendomsvurdering.

Denne enhedsforvaltning skal bistås af et Skatteråd, der i modsætning til det nuværende Ligningsråd får kompetence ikke kun på områderne for indkomstskat og ejendomsvurdering, men også på afgiftsområdet.

Med lovforslaget lægges der endvidere op til at forenkle det administrative klagesystem ved som udgangspunkt at samle behandlingen af klagesager i Landsskatteretten. Det sker ved at overføre de klagesager, der i dag afgøres af ToldSkat eller Ligningsrådet, til afgørelse i Landsskatteretten. I forbindelse hermed justeres reglerne for sagsbehandling i Landsskatteretten.

Strukturomlægningen ændrer som udgangspunkt ikke på ordningen med skatteankenævn og vurderingsankenævn, der afgør klager over henholdsvis skatteansættelser og ejendomsvurderinger. Men der lægges op til, at skatteankenævnene bliver statslige på den måde, at skatteministeren fremover bestemmer antallet af skatteankenævn, og udnævner skatteankenævnsmedlemmerne efter indstilling fra kommunerne. Der bliver et skatteankenævn for hvert skattecenter; dvs. 30 i alt. Der lægges endvidere op til, at skatteministeren bestemmer landets inddeling i vurderingsankenævnskredse, men der er ikke planer om at ændre det nuværende antal på 15 kredse.

Etablering af en enhedsforvaltning har i øvrigt nogle afledte konsekvenser, som indgår i dette lovforslag eller i det samtidigt hermed fremsatte lovforslag om konsekvensændringer som følge af strukturreformen. Herudover stilles der forslag om enkelte justeringer, der ikke er en nødvendig følge af etableringen af en enhedsforvaltning, bl.a. om harmonisering af processuelle regler og indførelse af regler om bindende afgiftssvar.

De grundlæggende regler om skatte- og ejendomsvurderingsmyndighederne findes i dag i lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven). Kommunalreformen medfører så betydelige ændringer i dette regelsæt, at det er fundet hensigtsmæssigt at erstatte skattestyrelsesloven med en ny lov; en skatteforvaltningslov. Lovforslaget udgør således både en udmøntning af kommunalreformen og en nyredigering af skattestyrelsesloven.

Etablering af en enhedsforvaltning har i øvrigt nogle afledte konsekvenser, som indgår i dette lovforslag eller i det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven (Navnlig konsekvensændringer som følge af kommunalreformen).

Efter lovforslaget er den nye struktur tillagt virkning fra den 1. juli 2005.

2.   Lovforslagene er godkendt i det centrale forhandlingsudvalg om kommunalreformen. Der udestår en drøftelse med KL af reglerne for deling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt personale (lovforslagets kapitel 21).

3.   Vedrørende de administrative konsekvenser henvises til lovforslagets bemærkninger, afsnit 10.

4.   Lovforslagene er planlagt fremsat i november II; dvs. ca. to måneder før de øvrige lovforslag om kommunalreformen.

Folketingets hjemmeside L 130 L 131