Gå til indhold

L14 (Folketingsåret 2009-10)

Forslag til lov om indgåelse af skatteaftaler mellem Danmark og henholdsvis Aruba, Bermuda, De Britiske Jomfruøer, Cayman Islands og De Nederlandske Antiller - resumé

Folketinget har med enstemmighed vedtaget lovforslaget og dermed givet sit samtykke til, at regeringen tiltræder i alt 16 skatteaftaler, heraf to mellem Danmark og Aruba, fire mellem Danmark og Bermuda, fire mellem Danmark og De Britiske Jomfruøer, fire mellem Danmark og Cayman Islands samt to mellem Danmark og De Nederlandske Antiller.

Aftalerne er alle indgået som led i OECD's arbejde med at bekæmpe skadelig skattepraksis. Med dette formål opfordrer OECD lande og jurisdiktioner med finansielle centre til at samarbejde med organisationen og herunder at indgå aftaler med OECD's medlemslande om udveksling af oplysninger til brug i skattesager.

Danmark har således indgået aftaler med henholdsvis Aruba, Bermuda, De Britiske Jomfruøer, Cayman Islands og De Nederlandske Antiller om udveksling af oplysninger i skattesager. Aftalerne medfører, at de danske skattemyndigheder kan indhente oplysninger fra skattemyndighederne i de nævnte jurisdiktioner til brug ved dansk beskatning. Aftalerne medvirker derved til at imødegå, at dansk beskatning kan omgås ved transaktioner med parter på henholdsvis Aruba, Bermuda, De Britiske Jomfruøer, Cayman Islands og De Nederlandske Antiller.

I tilknytning hertil har Danmark med hver af jurisdiktionerne indgået andre skatteaftaler. Formålet med disse aftaler er at medvirke til den erhvervsmæssige og økonomiske udvikling på øerne, så andre virksomheder end finansielle virksomheder kan etableres der. Aftalerne medvirker således til at fremme de økonomiske relationer mellem Danmark og henholdsvis Aruba, Bermuda, De Britiske Jomfruøer, Cayman Islands og De Nederlandske Antiller.

Der er for så vidt angår Bermuda, De Britiske Jomfruøer og Cayman Islands i hvert tilfælde tale om tre aftaler. Heraf er de to aftaler, som ophæver international dobbeltbeskatning i forholdet mellem Danmark og den pågældende jurisdiktion, dels for så vidt angår fysiske personer og dels for så vidt angår rederier og flyselskaber med international trafik. Desuden er der med hver af disse jurisdiktioner indgået en aftale om, at forbundne foretagender i Danmark og på henholdsvis Bermuda, De Britiske Jomfruøer og Cayman Islands kan få løst konkrete sager med dobbeltbeskatning som følge af uenighed mellem de to aftaleparters skattemyndigheder om korrekt prisfastsættelse ved koncerninterne transaktioner.

For så vidt angår Aruba og De Nederlandske Antiller er der med hver jurisdiktion indgået en aftale til fremme af økonomiske forbindelser. Herved forpligter Danmark sig til ikke at beskatte indtægter fra danske selskabers faste driftssteder og udbytte fra 100 pct.-ejede datterselskaber inden for nærmere opregnede brancher i disse jurisdiktioner.

Loven træder i kraft den 25. november 2009.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Sven Ulstrup, tlf. 3392 3766

Folketingets hjemmeside