Gå til indhold

L205 (Folketingsåret 2008-09)

Forslag til lov om ændring af lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, registreringsafgiftsloven og forskellige andre love - resumé

(Grøn omlægning af bilbeskatningen)

Baggrunden for forslaget er Regeringens (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkepartis indgåelse af en aftale om Forårspakken 2.0. d. 1. marts 2009, samt tillægsaftalen af 17. marts 2009 indgået mellem Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Dette forslag vedrører aftaledelen i "Et grønnere skatte- og afgiftssystem".

Det er hensigten med lovforslaget at skabe en mere miljøorienteret bilbeskatning.  Personer og erhverv, der anvender køretøjer med et relativt højt brændstofforbrug, skal betale mere, mens de, der vælger at anskaffe mindre forurenende køretøjer, skal belønnes. Lovforslaget indeholder således følgende elementer:

Der indføres et afgiftstillæg på alle dieseldrevne personbiler, samt på nye varebiler fra d. 18. marts 2009 eller senere, som ikke har monteret et partikelfilter. Tilskyndelsen til at anskaffe dieselbiler uden partikelfilter reduceres hermed. Tillægget er på 1000 kr. årligt. Tillægget opkræves fra 2010.

Nye varebiler beskattes fra 2010 af bilernes brændstofforbrug frem for efter bilens vægt efter de satser, der gælder for personbiler.

Registreringsafgiften for hyrevogne forhøjes fra 20 pct. til 70 pct., men samtidig forhøjes bundgrænsen for registreringsafgiften fra 12.100 kr. til 230.000 kr. Ændringen vil tilskynde hyrevognsbranchen til at anskaffe mindre miljøbelastende vogne. Forslaget træder i kraft d. 1. januar 2010.

Forslaget forventes at indbringe et merprovenu på 940 mio. kr. opgjort som tilbageløbskorrigeret årlig varig virkning (finansieringsbidraget til nedsættelse af personskatter mv.). Korrigeret for både tilbageløb og adfærd udgør det forventede merprovenu 1.010 mio. kr. opgjort som årlig varig virkning.

Yderligere henvendelse: Rikke Kure Christiansen, tlf. 3392 4793.

Folketingets hjemmeside