Gå til indhold

Forslag til lov om ændring af momsloven

(Modernisering af momsreglerne for grænseoverskridende handel med varer og ydelser solgt til forbrugere i EU)

Regeringen finder det positivt, at danske forbrugere har adgang til at handle på tværs af grænserne. Samtidig er det afgørende, at danske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår med udenlandske virksomheder om den øgede e-handel.

Formålet med forslaget er således at fremme adgangen til onlinevarer og -ydelser for forbrugere i EU ved at imødegå byrdefulde momsforpligtigelser og konkurrenceforvridning, der i dag er til skade for EU’s virksomheder og forbrugere. Herudover forventes forslaget at reducere omfanget af fejl og svig, særligt i forbindelse med indførelse af varer med lav værdi fra lande uden for EU. Derudover medfører forslaget øget forbrugslandsbeskatning (dvs. at købet beskattes efter reglerne i det land, hvor varen eller ydelsen forbruges) og mere lige konkurrenceforhold mellem virksomheder i EU.

Det foreslås således for det første, at den gældende momsfritagelse på 80 kr., for køb af varer med lav værdi fra steder uden for EU, ophæves. Herefter skal der betales moms uanset varens værdi, hvilket medfører, at den momsmæssige konkurrencefordel, som virksomheder etableret uden for EU hidtil har haft i forhold til EU-virksomheder, forsvinder. Det foreslås samtidig, at elektroniske platforme m.v. får større ansvar for afregning af moms af varer solgt gennem deres platforme m.v. og indført i EU.

For det andet foreslås, at EU-landenes nuværende forskellige nationale fjernsalgsgrænser for varer, under hvilke grænser virksomheder betaler moms i deres hjemland, erstattes af en lav EU-fælles grænse på 10.000 euro. Den gældende danske fjernsalgsgrænse er på 280.000 kr. Forslaget om en fælles grænse på 10.000 euro betyder, at der skal betales moms i forbrugslandet allerede, når en virksomheds salg af elektroniske ydelser m.v. og fjernsalg af varer samlet overstiger 10.000 euro for salg i hele EU.

For det tredje foreslås det eksisterende momsangivelses- og betalingssystem One Stop Shop (OSS) for elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningsydelser udvidet til at omfatte alle former for ydelser, fjernsalg af varer inden for EU og varer med værdi indtil 150 euro indført fra steder uden for EU. EU-virksomheder vil herefter kunne nøjes med én momsregistrering i systemet, i stedet for at skulle momsregistres i alle lande, som de sælger til. Virksomheder, etableret uden for EU, vil få mulighed for at opkræve momsen hos forbrugeren ved salget og derefter angive og betale momsen i EU via systemet.

Endelig indeholder forslaget tekniske ændringer, der medfører lettelser for virksomheder.

Det skønnes med betydelig usikkerhed, at forslaget giver et årligt merprovenu på ca. 300 mio. kr. fra 2021 og frem. Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og foreslås at træde i kraft den 1. januar 2021.