Gå til indhold

Forslag til lov om ændring af boafgiftsloven og skatte-forvaltningsloven

(Ensartet bo- og gaveafgift ved generationsskifte og indførelse af retskrav på henstand og forlænget henstandsperiode)

Med lovforslaget tilbagerulles lempelsen af bo- og gaveafgiften ved overdragelse af erhvervsvirksomhed, så bo- og gaveafgiften igen kommer til at være den samme for overdragelse af en erhvervsvirksomhed som for overdragelse af andre aktiver.

Med forslaget foreslås det således at genindføre en ensartet bo- og gaveafgift, således der også for overdragelse af aktier og erhvervsvirksomheder fra 2020 betales en bo- og gaveafgift på 15 pct.

Det foreslås samtidig, at den gældende henstandsordning forbedres ved at indføre retskrav på henstand og forlænge henstandsperioden fra 15 til 30 år ved virksomhedsoverdragelser mv. Det vil give sikkerhed for, at bo- og gaveafgiften altid vil kunne betales i løbet af en periode på op til 30 år, uden at der skal foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for henstand er opfyldt.

De foreslåede ændringer af henstandsordningen vil betyde, at likviditeten kun vil blive påvirket i mindre grad i forbindelse med overdragelsen.

Endelig foreslås det at ændre den rentesats, som henstandsbeløb for bo- og gaveafgift forrentes med. Rentesatsen foreslås ændret fra den gældende rentesats på 1 pct. p.a. over Nationalbankens diskonto, dog mindst 3 pct. p.a., til standardrenten i selskabsskattelovens § 11 B, stk. 2. Det er vurderingen, at standardrenten er et bedre udtryk for markedsrenten.

Tilbagerulningen af afgiftsnedsættelsen skønnes at medføre et umiddelbart merprovenu på ca. 1,3 mia. kr. årligt fra og med 2020. Efter tilbageløb og adfærd skønnes et varigt merprovenu på ca. 1 mia. kr. årligt fra 2020.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Søren Tukjær, tlf. 7237 3364

Høring