Skatteministeriet
2. oktober 2019

L 22 - Forslag til lov om ændring af ligningsloven, kursgevinstloven og pensionsafkastbeskatningsloven

(Ophævelse af visse regler om beskatning af renter og kursgevinster og -tab på hybrid kernekapital m.v.)

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
L 22 - Forslag til lov om ændring af ligningsloven, kursgevinstloven og pensionsafkastbeskatningsloven

Forslaget, der er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 233, som blev fremsat den 3. maj 2019, ophæver retten til det særlige fradrag for såkaldt hybrid kernekapital. Dermed kommer Danmark på linje med lande som Holland og Sverige.

Europa-Kommissionen har som led i en undersøgelse af særregler i medlemsstaterne vedrørende hybrid kernekapital fundet, at de danske regler kan medføre en positiv forskelsbehandling af den finansielle sektor, som kan udgøre uforenelig statsstøtte.

Det foreslås på denne baggrund at ophæve regler, som i dag giver finansielle udstedere fradragsret for renteudgifter på såkaldt hybrid kernekapital m.v., uanset at de almindelige skatteretlige kriterier for, at der er tale om renter, ikke er opfyldt.

Med ophævelsen vil en eventuel fradragsret for renteudgifter på hybrid kernekapital m.v. bero på de almindelige skatteretlige kriterier for rentefradrag, hvilket allerede er tilfældet for ikke-finansielle udstedere. Den foreslåede ophævelse skal sikre, at der ikke kan rejses tvivl om, hvorvidt reglerne vedr. hybrid kernekapital er forenelige med EU-retten.

Den foreslåede ophævelse indebærer tillige, at investorers renteindtægter fra hybrid kernekapital m.v. udstedt af finansielle virksomheder skal behandles efter de almindelige skatteretlige regler. Som en konsekvens af den foreslåede ophævelse foreslås det endvidere at ophæve regler om, at gevinster og tab på hybrid kernekapital m.v. behandles efter kursgevinstloven. Gevinster og tab vil skulle behandles efter de almindelige skatteretlige regler.

Det foreslås desuden at præcisere i pensionsafkastbeskatningsloven, hvordan pensionskasser m.v. skal medregne hybrid kernekapital m.v. til beskatningsgrundlaget efter loven.

Den foreslåede ophævelse medfører ikke en ændring af behandlingen af investering i hybrid kernekapital med midler fra virksomhedsordningen. Det vil dermed fortsat være muligt at investere i hybrid kernekapital med likvide midler i virksomhedsordningen.

Lovforslaget skønnes at medføre et årligt umiddelbart merprovenu på ca. 460 mio. kr. Efter tilbageløb og adfærd skønnes et årligt merprovenu på ca. 350 mio. kr. For kommunerne skønnes forslaget at medføre et årligt umiddelbart merprovenu på ca. 70 mio. kr.

Yderligere henvendelse: Sine Plesner, tlf. 7237 5049

Høring / Folketingets hjemmeside