Skatteministeriet
23. januar 2015

Forslag til ændring af momsloven

Forslag til ændring af momsloven (Indførelse af omvendt betalingspligt for indenlandsk handel med gas, elektricitet og tilhørende certifikater)

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Forslag til ændring af momsloven

Det foreslås, at der indføres omvendt betalingspligt på indenlandsk salg af gas og elektricitet til afgiftspligtige videreforhandlere af disse varer samt ved levering af gas- og elektricitetscertifikater til alle afgiftspligtige personer.

Forslaget har til formål at forebygge og mindske statens risiko for momstab ved den type af organiseret svig med moms, som kendes som MTIC-svig (Missing Trader Intra-Community fraud), dvs. momskarruselsvig. MTIC-svig på området er konstateret i flere EU-lande med momstab som følge. Risikoen for tilsvarende svig her i landet vurderes at være høj.

Omvendt betalingspligt indebærer, at sælger ikke opkræver momsen af køber, men at det i stedet er køber, der gøres ansvarlig for selv at indbetale salgsmomsen samtidig med, at køber kan tage fradrag for den som købsmoms. At det således er samme virksomhed, der skal indbetale moms og tage fradrag, betyder, at der ikke længere er mulighed for, at én virksomhed forsvinder med momsen, mens en anden virksomhed tager fradraget.

Forslaget berører ikke salg af gas eller elektricitet til private forbrugere og almindelige erhvervsvirksomheder, der køber gas eller elektricitet til forbrug i deres virksomheder, og som ikke er videreforhandlere af gas eller elektricitet.

For at begrænse de administrative byrder for erhvervslivet foreslås det endvidere, at afgiftspligtige personer med produktion af gas og elektricitet kan undtages fra at bruge omvendt betalingspligt ved salg til egen delregistrering.

Forslaget er en gennemførelse af artikel 199 a, stk. 1, litra e og f, i momssystemdirektivet (Rådets direktiv 2006/112/EF som ændret ved direktiv 2013/43/EU af 22. juli 2013).

Det foreslås, at ændringen træder i kraft den 1. juli 2015.