10. Metoder til udligning af underskud mellem koncernselskaber

10.1 Indledning

I kapitel 8 om overordnede hensyn og principielle spørgsmål er anført en række argumenter for og imod opretholdelsen af mulighederne for, at danske koncerner ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan opnå fradrag for underskud i andre selskaber.

I kapitel 9 er der anført betragtninger for og imod afskaffelse af mulighederne.

I dette kapitel diskuteres mulighederne for at erstatte de gældende regler med andre metoder til underskudsudligning, herunder mulighederne for at finde en metode, der kan anvendes på samme måde, uanset om der er tale om udenlandske eller nationale forhold.

Endvidere vil mulighederne for at etablere et ensartet system for såvel datterselskaber som faste driftsstedet blive overvejet. I sidste ende er det graden af ensartet behandling af datterselskaber og faste driftssteder, der er centrum for diskussionen om mulighederne for udligning af underskud mellem forskellige selskaber.

10.1.1 Mulige modeller til underskudsudligning:

Langt de fleste EU- og OECD-lande tillader, at selskaber kan overføre uudnyttede underskud til andre koncernforbundne selskaber, som er hjemmehørende i samme land, med overskud.

Overførslen af underskud sker imidlertid efter vidt forskellige metoder. I dette afsnit belyses en række af de forskellige metoder til underskudsoverførsel. Først ses på rent nationale forhold. Herefter ses på, hvorledes metoderne vil virke i grænseoverskridende forhold.

1.      Opgørelse af en sambeskatningsindkomst og fælles skatte­beregning. Indkomsten opgøres for hvert enkelt selskab. De enkelte selskabers skattepligtige indkomst lægges herefter sammen, hvorved underskud i et selskab kan udligne overskud i et andet selskab i koncernen. En variant af sambeskatning er konsolidering med eliminering af (visse) koncerninterne transaktioner. Forskellen er, at selskabernes indbyrdes transaktioner elimineres – helt eller delvist - ved konsolidering.

2.      Overførsel af underskud. Overførsel af underskud sker ved, at et underskudsgivende selskab overfører sit underskud til et overskudsgivende selskab. Overskuddet i det overskudsgivende selskab reduceres herefter med det overførte underskud og det underskudsgivende selskab mister retten til fremførsel af underskuddet. En variant af modellen vil være overførsel af negativ skat, hvor der i stedet overføres den negative skat, der opgøres i underskudsselskabet.

3.      Koncernfradrag. I denne model opnår det overskudsgivende selskab fradrag svarende til underskuddet i det underskudsgivende selskab samtidig med, at det underskudsgivende selskab beholder sit fremførselsberettigede underskud. Der sker således ikke nogen overførsel af underskud. Det selskab, der har udnyttet fradraget skal derfor genbeskattes af fradraget, hvis det underskudsgivende selskab viser sig at blive profitabelt.

4.      Koncernbidrag. Koncernbidragsmetoden bygger på princippet om, at et overskudsgivende selskab kan betale et fradragsberettiget bidrag til et underskudsgivende selskab. Det underskudsgivende selskab beskattes af det modtagende bidrag. På denne måde reduceres indkomsten hos det overskudsgivende selskab, mens underskuddet hos det underskudsgivende selskab tilsvarende reduceres.

5.       Afskrivning eller tabsfradrag på aktier.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at selv om regler om underskudsudligning normalt vil kunne rubriceres i en af de ovennævnte metoder, så er der meget store variationsmuligheder indenfor de enkelte metoder. Metoderne kan derfor i vid udstrækning tilpasses de hensyn, som underskudsoverførslen skal varetage.

10.2 De forskellige metoder

10.2.1 Opgørelse af en sambeskatningsindkomst

Indkomsten opgøres for hvert enkelt selskab. De enkelte selskabers skattepligtige indkomst lægges herefter sammen, hvorved underskud i et selskab kan udligne overskud i et andet selskab i koncernen. Det er denne metode, der anvendes i Danmark i dag. Den samlede skat efter nedslag for eventuel udenlandsk skat fordeles på de overskudsgivende hjemmehørende selskaber.

Metoden er særlig anvendelig, hvis selskabsskatten er progressiv (eller degressiv). I givet fald vil det være nødvendigt at sammenlægge indkomsten fra alle selskaber i koncernen for at sikre, at beskatningen bliver den ”rette”.

Metoden indbefatter, at resultaterne i koncernen kan konsolideres på moderselskabsniveau. Er ejerkravet mindre end 100 pct. medregner moderselskabet den del af indkomsten, der svarer til ejerandelen.

Modellen kan udformes således, at der ikke blot sker en sammenlægning af de enkelte selskabers resultater, men at interne transaktioner helt eller delvist elimineres. Herved vil koncerninterne fortjenester og tab samt renter mv. være uden skattemæssig betydning. Denne model vil medføre, at alle koncernselskaber under et behandles, som om hele koncernen var organiseret som ét enkelt selskab.

10.2.2 Overførsel af underskud

Ved overførsel af underskud sker der ikke nogen fælles skatteberegning, men alene en korrektion af den skattepligtige indkomst i de involverede selskaber. Det underskudsgivende selskabs indkomst forhøjes med det beløb, der overføres til fradrag i det overskudsgivende selskab. Det underskudsgivende selskab mister således retten til at fremføre det overførte underskud.

En variant af underskudsoverførselsmodellen vil være en model med overførsel af negativ skat. Overførsel af negativ skat sker ved, at et underskudsgivende selskab beregner negativ skat. Den negative skat er skatteværdien af underskuddet, dvs. underskuddet gange selskabsskatteprocenten i det pågældende land.

Det er den negative skat, der overføres til overskudsselskabet og som fradrages i overskudsselskabets skat.

10.2.3 Koncernfradrag

Koncernfradragsmodellen adskiller sig fra underskudsoverførselsmodellen ved, at det underskudsgivende selskab beholder sit skattemæssige underskud uændret. Modellen berører således alene de overskudsgivende selskaber. 

Det overskudsgivende selskab får reduceret sin skattepligtige indkomst med et beløb svarende til det underskudsgivende selskabs skattemæssige underskud. Fradraget genbeskattes efter bestemte kriterier (i takt med at de tidligere underskudsgivende selskaber giver overskud eller der sker ændringer i koncernforbindelsen mellem overskudsselskabet og underskudsselskabet). På samme måde som i underskudsoverførselsmodellen kan man give et nedslag i skatten i stedet for at give et fradrag i den skattepligtige indkomst.

10.2.4 Koncernbidrag

Koncernbidragsmetoden bygger på princippet om, at et overskudsgivende selskab kan betale et fradragsberettiget bidrag til et underskudsgivende selskab. Det underskudsgivende selskab beskattes af det modtagne bidrag. På denne måde reduceres indkomsten hos det overskudsgivende selskab, mens underskuddet hos det underskudsgivende selskab tilsvarende reduceres.

I denne model overføres der således et beløb svarende til bidraget fra det ene selskab til det andet. Dette har stor betydning for kreditorer og minoritetsaktionærer. 

Overførslen af aktivet medfører, at hvis det underskudsgivende selskab er et selskab, som koncernen ikke har vilje og/eller incitament til at videreføre (f.eks. fordi der ikke er udsigt til overskud), vil koncernen kunne være modvillig til at tilføre selskabet et koncernbidrag. Koncernbidraget vil være tabt for koncernen, hvis bidraget går til dækning af kreditorerne i underskudsselskabet.

10.2.5 Afskrivning eller tabsfradrag på aktier

En alternativ måde til at give fradrag for underskud i datterselskaber kunne være at give fradrag for tab (eller tillade nedskrivninger) på datterselskabsaktier. Denne metode har en række begrænsninger i forhold til de ovenfor nævnte metoder. Det vil således kun være muligt at overføre underskud opad i en koncern – og ikke nedad eller til siden.

Herudover er der principiel forskel på skattemæssigt underskud og tab på aktier. Ved tab på aktier vil der i højere grad være tale om fradrag for regnskabsmæssige underskud samt konjunkturudsving.

10.3 Sammenligning af metoderne

10.3.1 Ren national underskudsudligning

Ved national underskudsudligning undgår koncernerne de skattemæssige ulemper, der er forbundet med at opdele aktiviteterne i særskilte selskaber for at begrænse hæftelsen. Et selskab kan i sagens natur ikke opnå fradrag for et andet selskabs udgifter, medmindre underskudsudligning tillades.

Fuld ligestilling mellem særskilte selskaber og filialer såvel civilretligt som skatteretligt måtte medføre, at ved underskudsudligning hæftede alle selskaber solidarisk ikke blot for skatten men også over for alle andre kreditorer. Selve meningen med særskilte skatteregler om underskudsudligning på trods af den manglende civilretlige hæftelse kan ses som en vurdering af, at hæftelsesbegrænsning ved opdeling i selskaber anses som en legitim adfærd, der ikke bør få skattemæssige konsekvenser for koncernen som sådan med hensyn til mulighederne for at udnytte underskud.

Den eneste metode, som fuldt ud stiller koncernen på samme måde rent skattemæssigt - uanset hvorledes man civilretligt har indrettet sig - er den ”ægte” konsolidering af samtlige selskaber og filialer med eliminering af samtlige koncerntransaktioner. Hvis selskaberne senere skal udgå af konsolideringen vil man være nødt til at kunne fastslå de oprindelige anskaffelsessummer for aktiver overført fra andre koncernselskaber. Tilsvarende gælder ved salg af aktiver overført fra andre koncernselskaber.

Med hensyn til spørgsmålet om underskudsudligning generelt vil modellerne - bortset fra afskrivning og tabsfradrag på aktier - have stort set samme effekt. Koncernbidragsmodellen vil dog tage større hensyn til princippet om, at der ikke bør kunne opnås fradrag for udgifter, der ikke reelt er afholdt. Det gælder f.eks. i de situationer, hvor underskudsselskabet går ned uden at have midler til at betale kreditorerne, for så vidt at udgifterne hertil har givet sig udslag i et underskud fratrukket i et andet koncernselskab.

Adgang til tabsfradrag/afskrivningsadgang på aktier indebærer ikke nogen skattemæssig ligestilling uanset organisering af koncernen og er af en anden natur end underskudsudligning. Spørgsmålet om indførelse af generelt tabsfradrag på aktier ejet af selskaber rejser endvidere spørgsmålet om beskatning af gevinster, medmindre man vil leve med de skatteplanlægningsmuligheder en asymmetrisk beskatning kan give. Modellen er næppe egnet til at skabe skattemæssig neutralitet.

10.3.2 International underskudsudligning

Ifølge de almindelige folkeretlige principper beskatter de enkelte lande selskaber, der enten har tilknytning til deres territorium (skattemæssigt hjemmehørende), eller selskaber hjemmehørende i andre lande, men som driver virksomhed på deres territorium. Derimod beskatter et land ikke selskaber hjemmehørende i andre lande af indkomst optjent ved virksomhed uden for landet.

Hvis man ønsker grænseoverskridende underskudsudligning, opstår spørgsmålet om, hvorledes to (eller for den sags skyld mange) forskellige beskatningssystemer i forskellige jurisdiktioner kan spille sammen. Dette spørgsmål trænger sig ikke mindst på, i det omfang man ønsker at give adgang til grænseoverskridende underskudsudligning uden international koordinering.

”Ægte” konsolidering

Hvis man tager udgangspunkt i modellen med ”ægte” konsolidering, vil der nødvendigvis opstå samspilsproblemer med udenlandsk beskatning, hvis Danmark som led i en ordning med henblik på etablering af adgang til grænseoverskridende underskudsoverførsel omkvalificerer udenlandske datterselskaber til faste driftssteder af et dansk selskab. I så fald vil Danmark skattemæssigt anse visse transaktioner mellem det udenlandske datterselskab og det danske moderselskab som skattemæssigt irrelevante transaktioner uden betydning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, mens udlandet vil anse transaktionerne som skattemæssigt relevante transaktioner mellem uafhængige parter. Dette mis-match i opfattelsen vil skabe mulighed for skatteplanlægning ved, at koncernen søger at opnå fradragsret for udgifter i det land, hvor datterselskabet skatteretligt opfattes som et særskilt selskab, mens den korresponderende indtægt i Danmark anses som en skattefri intern betaling. Omvendt: ved manglende agtpågivenhed kan der være situationer, hvor udlandet vil beskatte indtægter, hvor der ikke gives fradrag i Danmark for den modsvarende udgift, fordi den anses for en ”intern” udgift.

Det er af samme grund, at Danmark – for at forhindre asymmetrisk beskatning – i lov nr. 221 af 31. marts 2004 har indført selskabsskattelovens § 2A, hvorefter danske selskaber anses for transparente, hvis de efter udenlandske regler anses for transparente.

En model, hvorefter udenlandske datterselskaber skattemæssigt i Danmark  behandles som et fast driftssted, har således alvorlige samspilsproblemer i forhold til andre landes skattesystemer. En sådan model kan derfor ikke anbefales. Hensynet til ligebehandling af faste driftssteder og datterselskaber må tilgodeses, men fuldstændig ensartet skattemæssig behandling kan ikke opnås unilateralt, uden der opstår væsentlige samspilsproblemer over for andre landes skattesystemer.

Det er blandt andet på den baggrund, at Kommissionen har valgt i sit udspil at koncentrere sig om konsolideringsmodellen under den forudsætning, at den gælder fælles for alle EU-lande. Kun under denne forudsætning er den at foretrække som den model, der giver størst skattemæssig neutralitet – på samme måde som selskaber inden for en og samme skattejurisdiktion i dag.

Underskudsoverførsel

Modellen med overførsel af underskud giver i grænseoverskridende situationer ikke megen mening i og med, at udenlandske selskabers skattepligtige underskud efter udenlandske regler netop ikke påvirkes af danske regler. Det udenlandske selskab beholder jo sit underskud opgjort efter udenlandske regler. Modellen vil således medføre dobbeltfradrag for underskuddet, hvis den anvendes på grænseoverskridende forhold, dels i Danmark, når underskuddet opstår, dels i udlandet, når det fremførte underskud udnyttes.

Koncernfradrag

Derimod vil koncernfradragsmodellen kunne anvendes på fuldstændig samme måde, uanset om der er tale om danske eller udenlandske underskud, og uden at der gives adgang til dobbeltfradrag. Det skyldes, at der i modellen er indbygget en generel genbeskatning uden nedslag for skat. For så vidt angår det udenlandske datterselskab, tages der slet ikke hensyn til de udenlandske skatteregler.

Såfremt underskuddet opgøres efter danske regler, og genbeskatningen sker efter danske regler og uafhængigt af de udenlandske regler, vil der ikke være  de samspilsproblemer, som der er i de øvrige modeller.

Man kunne overveje at anvende en (for virksomhederne) meget simpel model, hvor man ikke anvender underskuddet opgjort efter danske regler, men i stedet anvender underskuddet opgjort efter regnskabet eller efter udenlandske skatteregler. En sådan model vil dog gøre ligningen noget nær umulig, idet den vil forudsætte detailkendskab til skattereglerne i hele verden, hvis man vælger at anvende udenlandske skatteretlige indkomstopgørelsesregler.

Hertil kommer, at størrelsen af det fratrukne underskud i enhver henseende er løsrevet fra de politiske og samfundsøkonomiske forhold i Danmark. Man tager konsekvenserne af hvilken som helst udenlandsk skattelovgivning, uanset hvad denne lovgivning måtte gå ud på. Næsten tilsvarende problemer vil opstå hvis man i stedet vælger at opgøre underskuddet efter det udenlandske selskabsretlige regnskab. Her er udenlandsk skattelovgivning uden relevans. Til gengæld vil der være mange forskellige måder at opgøre et regnskab på.

Set fra statskassens synspunkt kunne det være en fordel, hvis genbeskatningen indtrådte automatisk efter en bestemt årrække. Det ville imidlertid indebære, at der ikke opnås fradrag i forhold til de investeringer, der tabes endeligt (medmindre der opnås fradrag for tabet i udlandet). I så fald ville den simple model kunne anskues som et rentefrit lån, som skulle tilbagebetales, uanset om investeringen gav overskud.

Ønskes det derimod, at genbeskatning ikke skal gennemføres, hvis investeringen er urentabel, sådan som det er tilfældet i dag, ville det kræve, at man etablerede særlige regler for opgørelse af de endelige tab. I så fald synes den forenkling, der skulle være modellens fordel, at gå tabt.

Dette taler for at en evt. koncernfradragsmodel baseres på at indkomsten opgøres efter danske skatteregler uafhængigt af de udenlandske skatteregler.

Det gælder dog ikke fuldstændigt, hvis man ønsker at tage hensyn til  skatteværdien af underskud hidrørende fra lande med lavere selskabsskat end i Danmark. Motivet kunne være at undgå, at adgangen til grænseoverskridende sambeskatning kan understøtte incitamentet til at investere i lande med lavere selskabsskat end i Danmark. Dette kunne ske ved, at overskudsselskabet i stedet for at fradrage underskuddet i den skattepligtige indkomst opnår et nedslag i den danske skat med et beløb svarende til underskuddet opgjort efter danske regler ganget med den udenlandske skattesats. Er den udenlandske skattesats f.eks. 10 pct., vil dette indebære, at fradragsværdien af underskuddet nedsættes til 1/3 af værdien efter de nugældende regler.

På samme måde som ved nedslag for positiv udenlandsk skat bør nedslaget ikke kunne overstige den (negative) danske skat, der kunne være beregnet af underskuddet. Kompensationen for udenlandske underskud vil således ikke kunne overstige den kompensation, overskudsselskabet ville have opnået i Danmark, hvis underskuddet var opstået i Danmark.

Modellen ville kunne give problemer, hvis den udenlandske selskabsskattesats er variabel eller der er flere satser. I givet fald kunne skatteværdien til brug for den danske underskudsudligning fastsættes til den højeste skattesats.

Genbeskatning vil i denne variant af koncernfradragsmodellen (som så snarere måtte benævnes en koncernnedslagsmodel) ske ved at overskudsselskabet får forøget sin skat med en skat beregnet af overskuddet af indkomsten i det (tidligere) underskudsgivende selskab beregnet med den udenlandske skattesats.

Koncernbidrag

Koncernbidragsmodellen kan i modsætning til koncernfradragsmodellen (uden regulering for lavere udenlandsk skat) give samspilsproblemer med udenlandske skatteregler, idet betalingen af bidraget måske i udlandet kan blive anset som et skattepligtigt tilskud. Og i det omfang dette ikke er tilfældet, vil modellen – uden etablering af en genbeskatningsordning for koncernbidrag til udenlandske selskaber, der senere kommer til at give overskud – give anledning til dobbeltfradrag på samme måde som modellen med overførsel af underskud. Koncernbidragsmodellens udformning  vil derfor fra start være afhængig af udformningen af de udenlandske skatteregler.

10.4 Opsummering

Samlet set synes koncernfradragsmodellen derfor at være det bedste alternativ til det gældende sambeskatningssystem.

Koncernfradragsmodellen giver den mest hensigtsmæssige løsning med mulighed for ens regler for national eller grænseoverskridende underskudsudligning. I og med at underskudsselskabets forhold slet ikke berøres af modellen, er der heller ikke noget hensyn at tage til minoritetsaktionærer, hvis kravet til ejerandel i de koncernforbundne selskaber sættes ned.

Fordelen ved det gældende system er, at det er velkendt af såvel virksomheder og rådgivere som skattemyndigheder.

I den resterende del af denne rapport er der derfor taget det udgangspunkt, at en eventuel fremtidig model for underskudsudligning enten vil være baseret på koncernfradragsmodellen eller på en moderniseret udgave af det gældende sambeskatningssystem.