Skatteministeriet
Skatteministeriets bygning
Pressemeddelelse 1. oktober 2019

Udnyttelse af skatteregler skal stoppes

Skatteadministration Det skal være slut med, at hovedaktionærer og kapitalfondspartnere utilsigtet udnytter lovgivningen til skattemæssige fordele. Regeringen lægger derfor op til en række justeringer, der skal hindre omgåelse af skattelovgivningen.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Udnyttelse af skatteregler skal stoppes

Skattestyrelsen har ved såkaldte early warnings gjort opmærksom på en række områder, hvor skattelovgivningen har været genstand for utilsigtet udnyttelse i strid med reglernes hensigt. Det sætter lovforslaget en stopper for nu.

”Det er for regeringen afgørende, at alle bidrager til fællesskabet, og at ingen kan snyde sig udenom. Det er ikke i orden, at nogle indretter sig med særlige ordninger for f.eks. at opnå kunstig nedsættelse af aktieavancer eller fradrag for kunstige tab for dermed bevidst at slippe billigere i skat”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Derfor foreslår regeringen nye regler for hovedaktionærers opgørelse af aktieavancer i selskaber med flere aktieklasser, der skal sikre en mere korrekt beskatning, og at man ikke kan udnytte kreative modeller til at skabe kunstige tab eller undgå udbyttebeskatning.

Regeringen foreslår endvidere justeringer af reglerne for beskatning af kapitalfondspartnere. Dette regelsæt har til formål at sikre, at partnerne beskattes på lige fod med almindelige lønmodtagere, når de vederlægges for deres arbejdsindsats. Justeringerne skal hindre, at man kan organisere sig ud af beskatningen efter regelsættet. Desuden sikres, at også partnere i infrastrukturfonde omfattes.

Der foreslås desuden ændringer til værnsreglerne om beskatning ved gældsnedsættelse og reglerne for skattefri virksomhedsomdannelse.

Lovforslaget er først sendt i ekstern høring i forbindelse med fremsættelsen i Folketinget, da det foreslås, at visse dele af forslaget skal have virkning allerede fra fremsættelsesdatoen. Dette skal hindre fortsat udnyttelse af reglerne i perioden mellem fremsættelsen og til lovforslaget vedtages.