Skatteministeriet
Unge
Pressemeddelelse 15. november 2019

De yngste danskere har på 10 år mere end halveret deres restskat

Restskat Over de seneste 10 år er det beløb, borgere under 30 år betaler i restskat, blevet mere end halveret. I 2009 var beløbet på hele 1 mia. kr., men i 2018 er beløbet faldet til 450 mio. kr.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
De yngste danskere har på 10 år mere end halveret deres restskat

De yngste danskere er blevet markant bedre til at betale den korrekte skat i løbet af året.

Nye tal fra Skattestyrelsen viser, at det beløb, som de yngste danskere betaler i restskat, er faldet fra 1 mia. kr. i 2009 til 450 mio. kr. i 2018.

”Unges økonomi kan ofte være skrøbelig. Derfor er det meget positivt, at de yngste danskere har halveret deres restskatteregning. Det er godt for dem, og det er godt for samfundet,” siger skatteminister Morten Bødskov.

Den generelle udvikling viser en positiv tendens til, at det beløb, der årligt betales i restskat er faldende for alle aldersgrupper. Men det er særligt de unge under 30 år, der over de seneste ti år er blevet bedre til at betale den korrekte skat.

”En af Skattestyrelsens fornemmeste opgaver er at sørge for, at alle betaler den korrekte skat – så jo lavere et beløb, der står med rødt i danskernes årsopgørelse desto bedre”, siger Morten Bødskov.

Faldet i både det samlede antal personer og de unge under 30 år betyder også, at den gennemsnitlige restskattebetaling er blevet markant lavere.

Halveringen af beløbet, som de yngste danskere betaler i restskat, skyldes flere forskellige faktorer. Skattestyrelsens arbejde med at anvende oplysninger fra de såkaldte tredjeparter som for eksempel arbejdsgivere er blevet forbedret markant.

Det betyder, at det er blevet nemmere for Skattestyrelsen at sikre et mere korrekt personskatteprovenu, og derfor behøver færre og færre borgere at foretage ændringer i deres forskuds- og årsopgørelse.

Hvis der sker store ændringer i ens liv som fx nyt fritidsjob, første fuldtidsjob eller køb af en lejlighed, så er det stadig vigtigt, at man selv husker at rette i sine skatteforhold.

”Skattestyrelsen har også kørt flere oplysningskampagner målrettet mod de yngste danskere. Det tror jeg bestemt har haft en effekt, og jeg tror, at det er blevet en prioritet for flere skatteydere at forstå deres skatteforhold og selv rette deres oplysninger”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Forskudsopgørelsen for 2020 offentliggøres torsdag den 21. november 2019.

Læs mere om udviklingen i unges restskat her.