Skatteministeriet
Skatteministeriets bygning
Pressemeddelelse 4. juli 2019

Skatteminister tilfreds med Advokatnævnets afgørelse

Ministeren En række advokater hos advokatfirmaet Bech-Bruun var inhabile, da de påtog sig opgaven med at udføre den uvildige advokatundersøgelse om udbytteskat for Skatteministeriet. Afgørelsen betyder, at salæret på 3,5 mio. kr. skal tilbagebetales til Skatteministeriet, og flere involverede advokater får bøder

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Skatteminister tilfreds med Advokatnævnets afgørelse

Advokatnævnet har i dag truffet afgørelse om Advokathuset Bech-Bruuns habilitet ifm. udførelsen af advokatundersøgelsen om udbytteskat for Skatteministeriet i 2017. Konklusionen i Advokatnævnets afgørelse er, at flere advokater hos Bech-Bruun var inhabile, da de påtog sig opgaven, og at de dermed har tilsidesat god advokatskik. Afgørelsen betyder samtidig, at der skal ske tilbagebetaling af salæret på 3,5 mio. kr., som advokathuset modtog for at have lavet advokatundersøgelsen om udbytteskat. De involverede advokater får bøder.

Skatteminister Morten Bødskov mener, at det var den rigtige beslutning, at tidligere skatteminister Karsten Lauritzen – med bred opbakning i Folketinget – valgte at lade Advokatnævnet se på sagen.

”På tværs af parti-skel var vi enige om, at det var vigtigt at få afdækket denne sag og undersøgt spørgsmålet om habilitet. Derfor var det den helt rigtige beslutning at få Advokatnævnet til at forholde sig til sagen. Afgørelsen bekræfter mig i, at Bech-Bruuns advokater aldrig burde have budt på og fået opgaven med at lave advokatundersøgelsen. Så jeg er tilfreds med, at Advokatnævnet har afgjort, at de involverede advokater var inhabile, og at salæret skal tilbagebetales. Det sender et meget vigtigt signal”, siger Morten Bødskov.

Han tror omvendt ikke på, at der kommer noget ud af at foretage en ny advokatundersøgelse.

”Siden advokatundersøgelsen blev foretaget, er der jo nedsat en undersøgelseskommission, der skal se på hele forløbet med det skandaleramte SKAT, herunder udbyttesagen. Så man kan sige, at vi i Folketinget allerede har taget det tungeste undersøgelsesværktøj i brug, og derfor har jeg svært ved at se, hvad en ny advokatundersøgelse skulle bidrage med”.

Sagen blev indbragt for Advokatnævnet af Skatteministeriet. Ønsket var, at få Advokatnævnets vurdering af, om Bech-Bruun og de involverede advokater havde tilsidesat god advokatskik i forhold til habilitet.

Skatteministeren opfordrer alle i rådgiverbranchen til nøje at studere Advokatnævnets afgørelse.

”Advokatnævnet har trukket en grænse her, og det mener jeg, at alle i branchen skal notere sig. Både advokathuse og de enkelte rådgivere bør studere afgørelsens resume, så man sikrer sig, at vi undgår lignende sager i fremtiden. Det er selvfølgelig helt afgørende, at myndighederne kan have tiltro til de undersøgelser, der udarbejdes med ekstern bistand, men jeg mener, at det også er i advokatbranchens egen interesse at gøre sig umage og lave et ordentligt forarbejde i sådanne sager. Det er en forudsætning for branchens troværdighed”, siger Morten Bødskov.

Skatteministeren orienterer i dag Folketingets Skatteudvalg om Advokatnævnets afgørelse. Han vil efter sommerferien drøfte sagen med Folketingets partier.