Skatteministeriet
NEG Glas Gennemgang
Pressemeddelelse 22. februar 2019

Fjerde og sidste del af nyt gældsinddrivelsessystem er nu udviklet

Ministeren Der bliver arbejdet hårdt på at få inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige tilbage på skinner. Nu er fjerde og sidste såkaldte release af det nye gældsinddrivelsessystem udviklet og afleveret fra Netcompany til skatteforvaltningen. Dermed kan flere og flere danskere fremover forvente, at deres gæld til det offentlige vil blive inddrevet.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Fjerde og sidste del af nyt gældsinddrivelsessystem er nu udviklet

Udviklingen af det nye gældsinddrivelsessystem, der skal tage over efter EFI, er sket i etaper – såkaldte releases. Nu er fjerde og sidste release efter mere end to års udvikling færdig. Dermed kan der sættes et flueben ud for langt de fleste og vigtigste funktioner, som det nye it-system, der skal inddrive danskernes gæld til det offentlige, skal indeholde.

Hvor man tidligere byggede it-systemer ud fra devisen om ét stort og altfavnende system, har tilgangen til udviklingen af det nye gældsinddrivelsessystem været anderledes. I stedet for at foretage al udvikling med henblik på at tage ét stort it-system i brug på samme tid, er der det nye gældsinddrivelsessystem løbende blevet udbygget med nye funktioner i flere etaper. På den måde har man sikret, at de enkelte funktioner fungerer og passer til systemet. Derudover vil der fremadrettet ske tilpasninger til systemet, så det følger med tiden og lovgivningen på gældsområdet.

Skatteminister Karsten Lauritzen er tilfreds med, at der nu for alvor kan sættes strøm til inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige. Og med et it-system, der i store træk er udviklet inden for den fastlagte tidsplan og den økonomiske ramme.

”Vi har brugt en anden opskrift til at udvikle det nye gældsinddrivelsessystem, end man tidligere har benyttet sig af. I dag kan vi se, at det har været den helt rigtige tilgang. Vi kan nu med sikkerhed sige, at vi henter gælden hjem på et lovligt grundlagt, og alle de vigtigste funktioner til at få pengene i kassen som modregning i overskydende skat, lønindeholdelse og afdragsordninger er nu udviklet og klar til for alvor at blive taget i brug”, siger skatteminister Karsten Lauritzen og fortsætter:

”Jeg tør næsten ikke sige det, for de fleste vil sikkert ikke tro mig, men det er stort set lykkedes at udvikle et statsligt it-system til tiden – og uden at regningen denne gang er løbet løbsk. Omvendt er jeg også meget bevidst om, at vi ikke har eller får en perfekt gældsinddrivelse i morgen. Det er fortsat et langt sejt træk at få danskerne til at betale den gæld, de skylder. Ikke mindst fordi, at mange af dem simpelthen ikke har betalingsevne. Og det er jo som bekendt svært at klippe håret af en skaldet”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Automatisk inddrivelse af gæld i det tidligere it-system EFI blev tilbage i august 2015 suspenderet, efter at Rigsrevisionen havde konstateret, at der blev inddrevet gæld på et ulovligt grundlag.

Netcompany har haft til opgave at bygge og udvikle det nye gældsinddrivelsessystem, hvor en af hovedopgaverne har været at sikre, at de data, som de ca. 800 offentlige kreditorer sender ind til Gældsstyrelsen, har den rette kvalitet. På den måde sikres det, at inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige fremadrettet sker på et lovligt grundlag.

I takt med at de enkelte offentlige kreditorer kommer i mål med at tilpasse deres egne systemer, vil de blive tilkoblet det nye gældsinddrivelsessystem.

”Jeg er som skatteminister ikke alene herre over, om vi får succes med at inddrive danskernes gæld til det offentlige. Det kræver tilpasninger af flere hundrede kreditorers it-systemer. Det er ikke nogen nem opgave. Men de krav, vi sætter til kreditorerne, sætter vi for at sikre, at vi inddriver gælden lovligt. Samtidig har vi lagt en klar plan for at få kreditorerne godt ombord i systemet. Og jeg tror fortsat på, at vi vil se planen blive ført ud i livet”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.