Skatteministeriet
Luftfoto
Pressemeddelelse 9. februar 2016

Regeringen vil præsentere samlet løsning for ejendomsvurderinger i forbindelse med den kommende 2025-plan

Ejendomsvurdering Regeringen ønsker en samlet løsning for ejendomsvurderinger og ejendomsskatter i forbindelse med den kommende 2025-plan. Derfor skydes forhandlinger om et nyt ejendomsvurderingssystem til efteråret.

Luk

Anbefal siden

Indtast modtagerens e-mailadresse og dit navn, samt en besked om hvorfor du synes, modtageren skal gøres opmærksom på denne side.

Luk

Siden er sendt!

Du har nu sendt siden:
Regeringen vil præsentere samlet løsning for ejendomsvurderinger i forbindelse med den kommende 2025-plan

Det har hidtil været planen, at der skulle forhandles om det nye ejendomsvurderingssystem i foråret 2016. Nye og mere retvisende vurderinger vil imidlertid betyde ændringer i beskatningsgrundlaget. Det kan få betydning for ejendomsskatterne. Regeringen ønsker derfor at forhandle en samlet løsning for de nye ejendomsvurderinger på plads i forbindelse med den kommende 2025-plan, som regeringen præsenterer i efteråret.

”Man kommer ikke uden om, at de nye vurderinger kan få betydning for ejendomsskatterne. Formålet med et nyt vurderingssystem har imidlertid aldrig været at skabe tvivl om grundlaget for boligejernes økonomi, men at sikre mere rigtige vurderinger. Derfor er der brug for at se både nye vurderinger og ejendomsskatterne i sammenhæng, hvis vi skal sikre tryghed for boligejerne i de kommende år”, siger skatteministeren.

Implementeringscentret for Ejendomsvurderinger (ICE) i Skatteministeriet er nået langt med at udvikle et nyt og forbedret ejendomsvurderingssystem. Regeringen vurderer på den baggrund, at det kan lade sig gøre at give danskerne mere retvisende ejendomsvurderinger.

”Det vurderingssystem, vi har i dag, fungerer ikke. Ingen kan forstå, hvis to tilsyneladende éns huse vurderes på forskellige måder. Jeg og regeringen ønsker et vurderingssystem, hvor boligejerne kan forstå SKATs vurderinger. Det skylder vi boligejerne, når vi opkræver så meget i boligskatter, som vi nu en gang gør i Danmark”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Regeringen vil i efteråret forsøge at samle bred politisk opbakning til både et nyt ejendomsvurderingssystem og en aftale om ejendomsskatterne. Regeringen ønsker at fastholde skattestoppet frem til 2020, og med en ny bred aftale sikre tryghed om ejendomsbeskatningen også i perioden efter 2020, så boligejerne kan planlægge deres økonomi i lang tid frem. Samtidig lægges der op til at fastholde den nuværende vurderingsstruktur med en selvstændig ejendomsvurdering og en selvstændig grundvurdering.

”Det er vigtigt for regeringen, at der ikke skabes unødig utryghed for boligejerne. Det her har aldrig handlet om nye skattesystemer eller ændrede ejendomsskatter, men om bedre ejendomsvurderinger, der kan forklares. Derfor skal vi bevare den grundlæggende struktur i ejendomsbeskatningen og samtidig undgå, at der kommer utilsigtede stigninger i ejendomsskatterne på grund af de nye vurderinger. Den bedste måde at sikre trygheden for boligejerne er ved at skabe en bred politisk opbakning til en samlet og langtidsholdbar model for ejendomsskatterne i Danmark. Det vil vi forsøge at gøre til efteråret”, siger skatteministeren.

Udskydelsen betyder, at det som led i en kommende aftale i efteråret vil skulle besluttes, at de nuværende 2011-vurderinger forlænges yderligere et år og dermed udgør grundlaget for 2017-vurderingen. Regeringen ønsker, at boligejerne bevarer den rabat på 2,5 pct. og op til 5 pct., som er givet på de forlængede 2011-vurderinger. I 2018 vil der blive udarbejdet nye ejerboligvurderinger, som udsendes i foråret 2019.

Samtidig forpligter regeringen sig allerede nu til at etablere en udbetalingsordning, hvor boligejere, som viser sig at have betalt skat af en for høj vurdering, automatisk vil få penge tilbage inkl. procenttillæg, når de nye vurderinger udsendes. Råderummet til dette skal afsættes i forbindelse med den kommende 2025-plan.

Samtidig vil der kunne klages over alle de udskudte vurderinger.