Gå til indhold

Skatteminister vil samle og styrke indsatsen mod international skattekriminalitet

Indsatsen mod international skattekriminalitet og skatteunddragelse skal styrkes hos skattemyndighederne. Derfor vil regeringen samle de forskellige projekter, der arbejder med blandt andet skattely, hvidvask af penge og ulovlige pengestrømme, i et nyt og permanent center.

Fremtidens skattevæsen skal have stærkt fokus på at dæmme op for international skattekriminalitet. Derfor foreslår skatteminister Karsten Lauritzen at oprette et nyt og permanent center, der samler alle skattelyrelaterede indsatser ét sted:

”Vi har set alt for mange sager, hvor svindlere har unddraget sig at betale den skat, de skal – blandt andet ved at gemme formuerne væk i skattely eller vaske sorte penge hvide gennem fx danske banker. Det skal skattemyndighederne have bedre muligheder for at stoppe. Det er baggrunden for, at vi foreslår at samle indsatsen i et nyt center mod skattekriminalitet, som kan give myndighederne endnu bedre mulighed for at fange flere af dem, der forsøger at snyde alle os andre”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Ved at samle alle skattemyndighedernes kompetencer og erfaringer på området i ét center vil indsatsen fremover blive mere sammenhængende, målrettet og analysebaseret.

Centret får blandt andet til opgave at styrke kontrolindsatsen i forbindelse med konkrete sager, ligesom centret skal foretage analyser og identificere svigmønstre for ulovlige pengestrømme og de metoder, der anvendes til at skjule skattepligtige formuer i udlandet.

Samtidig skal det nye center fungere som kontaktpunkt i forhold til det internationale samarbejde med andre landes skattemyndigheder og dataudveksling vedrørende skattely.

Skatteminister Karsten Lauritzen foreslår oprettelsen af det nye center på et møde i dag med Folketingets partier om den fremadrettede indsats mod skattely og skatteunddragelse.