Gå til indhold

Haderslev bliver ny by på Skattestyrelsens danmarkskort

Skattekontrollen i det syd- og sønderjyske område står stærkt, når den kommende Skattestyrelse får en ny afdeling i Haderslev. Der tilføres dermed 80 ekstra medarbejdere til byen.

Den største af de syv styrelser, som afløser SKAT næste år, får en ekstra prik på danmarkskortet. Tirsdag blev regeringen sammen med hele Folketinget på nær Enhedslisten enige om en aftale om at styrke kontrollen og vejledningen i skattevæsenet. Og nu annoncerer skatteminister Karsten Lauritzen af en ny afdeling af Skattestyrelsen oprettes i Haderslev. Den skal bidrage til fortsat stærk lokal og regional kontrol- og vejledningsindsats i det syd- og sønderjyske område.

Haderslev får dermed tilført ca. 80 medarbejdere udover de 170 ansatte, der i forvejen er planlagt på vurderingsområdet. Samlet set vil der således være ca. 250 skattemedarbejdere i byen. Den kommende Skattestyrelse vil dermed være til stede i 17 byer.

Flere af medarbejderorganisationerne i skattevæsenet har givet udtryk for, at der var behov for yderligere tilstedeværelse af Skattestyrelsen i Sønderjylland. Blandt andet i forbindelse med lokale og regionale kontrolbesøg. Og det giver god mening, påpeger skatteminister Karsten Lauritzen.

”Jeg har lyttet til de gode argumenter og politiske ønsker, som der den seneste tid er kommet omkring Sønderjylland. Grundlæggende har vi en god og fornuftig plan, og nu kommer der så en ekstra prik på danmarkskortet. Det bidrager til en fortsat stærk kontrol i det syd- og sønderjyske område. Og det følger princippet om, at det nye skattevæsen, som vi er i fuld gang med at bygge, er til stede i hele landet”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Foruden den nye afdeling i Haderslev tilføres Skattestyrelsens afdeling i Odense 20 medarbejdere. Derudover oprettes en ny afdeling til fogederne i Gældsstyrelsen i Randers. Dermed får Gældsstyrelsen afdelinger i syv byer i stedet for seks.

Det nye skattevæsen blev i juni præsenteret med planen Fra én til syv, hvormed SKAT fra næste år erstattes af syv specialiserede fagstyrelser inden for eksempelvis inddrivelse, told og ejendomsvurderinger. Fem af styrelsernes hovedkvarterer og ca. 1.600 arbejdspladser placeres uden for Hovedstaden.