Gå til indhold

Bred aftale om ny grøn BoligJobordning er på plads

BoligJobordningen består i en grøn udgave. Regeringen (V) har netop indgået en aftale om en ny grøn BoligJobordning for 2016 og 2017 med Dansk Folkeparti, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og De Konservative.

Installation af luft-til-luftvarmepumper, energirådgivning til energiforbedringer, installation af ladestik til el-biler og installation af intelligent lys-, ventilations- og varmestyring. Det er et udpluk af de nye grønne tiltag, som danskerne i 2016 og 2017 kan få fradrag for. Endvidere udvides ordningen med nedgravning af kabler mv. til etablering af velfungerende bredbåndsforbindelser i hele landet. 

Det står klart, efter at regeringen (V) i dag har indgået en aftale om udmøntningen af en ny grøn BoligJobordning for de kommende to år med et bredt flertal bestående af Dansk Folkeparti, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og De Konservative. Aftalen har et øget fokus på energiforbedringer.

”Jeg er glad for, at regeringen er nået til enighed med et bredt flertal om en ny grøn BoligJobordning. Med den nye ordning fastholder vi en løsning, som hjælper den travle børnefamilie, samtidig med at vi gør det mere favorabelt at renovere boligen med energivenlige løsninger samt understøtter etableringen af velfungerende bredbåndsforbindelser i alle dele af Danmark”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Fradraget i den nye BoligJobordning bliver todelt, så danskerne i 2016 og 2017 kan få fradrag på op til 12.000 kr. pr. person for energirenoveringer, klimatilpasninger mv., mens fradraget for serviceydelser i hjemmet som rengøring og børnepasning udgør op til 6.000 kr. pr. person. Udnyttes begge fradragskategorier fuldt ud, vil det samlede fradrag pr. person kunne udgøre i alt 18.000 kr.

Den nuværende BoligJobordning fortsætter uændret i 2015. Ændringerne i de omfattede håndværksydelser vil få virkning for arbejde, der udføres fra den 1. januar 2016. Ordningen finansieres på finanslovene for 2016 og 2017. 

Læs aftaleteksten

 

For yderligere kommentarer:

Dennis Flydtkjær, skatteordfører, Dansk Folkeparti – 6162 5156

Louise Schack Elholm, skatteordfører, Venstre –  6162 4180

Josephine Fock, finansordfører, Alternativet – 6162 4656

Lisbeth Bech Poulsen, skatteordfører, Socialistisk Folkeparti – 6162 5086

Brian Mikkelsen, skatteordfører, De Konservative – 3337 4225