Gå til indhold

Virksomheder i hele Danmark får rentefrie lån for 5,1 mia. kroner

Skattestyrelsen godkender rentefrie skattelån for 5,1 mia. kroner i seneste ansøgningsrunde. Over 2 mia. kroner er til virksomheder i hovedstaden.

Restauranterne og hotellerne mangler gæster. Butikkerne mangler kunder og generelt er danske virksomheder fortsat presset af corona-restriktionerne. For at styrke virksomhedernes likviditet har det af flere omgange været muligt at ansøge om rentefrie A-skattelån og i den seneste ansøgningsrunde er der foreløbigt godkendt ca. 8.700 ansøgninger til en værdi af 5,1 mia. kroner. 

”Det er godt at se, at virksomhederne har taget så godt imod den her ordning. Regeringen tager virksomhedernes situation meget alvorligt, og vi er optaget af, at virksomhederne kommer så godt som muligt igennem krisen. A-skattelånene kan være en hjælp til mange virksomheder for at klare sig igennem denne tid og sikre lønmodtagerne deres job”, siger skatteminister Morten Bødskov. 

På landsplan er der godkendt flest ansøgninger fra virksomheder i Region Hovedstaden, hvor Skattestyrelsen har godkendt ca. 3.300 ansøgninger til en værdi af over 2 mia. kr. Det svarer til, at et rentefrit lån i gennemsnit udgør ca. 620.000 kr. 

Til sammenligning er der godkendt færrest ansøgninger fra virksomheder i Region Nordjylland. I alt har ca. 900 virksomheder fået godkendt lån for over 500 mio. kr. Det giver et gennemsnitligt rentefrit lån på ca. 570.000 kr. 

Størrelsen på det rentefrie lån afspejler ansøger-virksomhedens A-skat og AM-bidrag, og forskellene i de regionale gennemsnit er dermed et udtryk for, at nogle regioner rummer større virksomheder end andre. 

”I hele det her forløb har det været regeringens ambition sammen med Folketingets partier at holde hånden under dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser. Det er det fortsat. Sammen med Folketingets partier har vi samlet set stillet ca. 590 mia. kr. til rådighed for virksomhederne det seneste år. Selv om vi er i gang med genåbningen af samfundet, står vi fortsat i en situation, hvor virksomhederne er presset økonomisk. Vi skal ikke tabe virksomhederne på målstregen”, siger Morten Bødskov. 

Ansøgningerne om udbetaling af A-skattelån er foregået gennem virk.dk, men behandlet af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har behandlet alle ansøgninger om lån inden for 12 arbejdsdage. Lånet skal tilbagebetales 1. juni 2022. 

Læs mere om virksomhedernes brug af A-skattelån her 

Pressekontakt: 
Skatteministeriets pressefunktion: 
Tlf. 72 22 23 24 
E-mail: presse@skm.dk