Gå til indhold

Skatteminister: VLAK-regeringen har efterladt store problemer og milliardregning

Statsrevisorerne har i dag udtrykt kritik af Skatteministeriet pba. af tre beretninger fra Rigsrevisionen. Skatteminister Morten Bødskov slår fast, at der ligger mange års genopretningsarbejde forude, og at det er en hovedprioritet for regeringen at genskabe tilliden til skattemyndighederne.

Skatteministeriet modtager i dag kritik fra Statsrevisorerne pba. af tre beretninger fra Rigsrevisionen. Rigsrevisionen konkluderer blandt andet, at indsatsen for at inddrive politibøder ikke er tilfredsstillende. Derudover kritiserer Rigsrevisionen, at danskernes gæld til det offentlige fortsat stiger, ligesom Rigsrevisionen fortsat tager forbehold for statsregnskabets rigtighed på § 38 om skatter og afgifter.

Skatteminister Morten Bødskov finder kritikken for forventelig og berettiget. Han peger på, at regeringen gik til valg på at få genrejst skattemyndighederne, og at det er den opgave, der i de kommende år står øverst på hans dagsorden.

”Det står klart, at den tidligere regering har efterladt en skatteforvaltning, hvor store problemer ikke er løst. Nu er det denne regerings opgave at genskabe tilliden til skatteforvaltningen. Det kommer til at tage tid og koste mange penge. Et velfungerende skattevæsen er rygraden i et moderne velfærdssamfund som vores. Derfor er det en bunden opgaven for regeringen, at der ryddes op og tilliden genskabes”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Konkret kritiseres det bl.a., at der ikke er sket nok fremskridt med at få nedbragt danskernes gæld til det offentlige i løbet af 2018, ligesom Skatteministeriets inddrivelse og Justitsministeriets opkrævning af politibøder bliver vurderet utilfredsstillende.

”De seneste år på gældsområdet har været præget af brandslukning og genopbygning efter det skandaleramte EFI-system. Nu er der udviklet et nyt system og etableret en ny Gældsstyrelse. Trods det kan det konstateres, at det endnu ikke er lykkedes at få gældsinddrivelsen op i omdrejninger. Regeringens ambition er klar. Gældsinddrivelsen skal op i gear, for den nuværende situation er uholdbar. Det er en enorm opgave, men den skal løses”, siger Morten Bødskov.

I forhold til regnskabsområdet anerkender Rigsrevisionen og Statsrevisorerne, at Skatteministeriet de seneste år har arbejdet målrettet med at løse de regnskabsmæssige udfordringer i Statsregnskabets § 38. Alligevel er man endnu ikke langt nok til, at Rigsrevisionen kan fjerne forbeholdet for regnskabet for 2018.

”I forhold til regnskabet er det korte svar, at det ikke er tilfredsstillende, hvis der skal tages forbehold. Det skal naturligvis være sådan, at man er i stand til at fremlægge et korrekt og retvisende regnskab for statens indtægter. Punktum. Omvendt er det vigtigt at understrege, at de problemer der peges på ikke handler om svindel eller penge, der mangler. Så skatteyderne skal ikke gå rundt og blive nervøse for, at der grundlæggende ikke er styr på statens indtægter. Og så er det trods alt positivt, at man er kommet så langt, at vi kan tro på, at 2019-regnskabet bliver uden forbehold”, siger skatteministeren.