Gyldig fra

Sikker og effektiv indsats mod social dumping fører til opkrævninger for knap 1,4 mia. kroner

Skattestyrelsen har styrket kontrollen mod social dumping og rammer nu mere præcist end tidligere, når de besøger arbejdspladser. Indsatsen har ført til opkrævninger for knap 1,4 mia. kroner siden 2015.

Byggeplads2

Gennem de seneste år har Skattestyrelsen i samarbejde med politiet og Arbejdstilsynet skærpet kontrollen mod social dumping på byggepladser, landbrug, rengøring og restauranter m.fl. Og resultaterne er overbevisende.

Siden 2015 har indsatsen ført til opkrævninger for knap 1,4 mia. kroner og i samme periode er Skattestyrelsen blevet markant bedre til at sikre en effektiv og målrettet kontrol med virksomheder, der bryder skattereglerne. Det glæder skatteminister Morten Bødskov: 

”Det er helt afgørende for sammenhængskraften og økonomien i vores samfund, at der er respekt for spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Derfor har regeringen sat fokus på, at danske arbejdspladser skal være på danske løn- og ansættelsesvilkår. Den seneste opgørelse over Skattestyrelsens indsats mod social dumping viser heldigvis også, at den styrkede kontrol virker efter hensigten, og at kontrollerne rammer mere præcist end tidligere. Den tendens skal gerne fortsætte”, siger han. 

Skattestyrelsen er år for år blevet bedre til at målrette kontrollerne mod de virksomheder, hvor der sker brud på skattereglerne. Den seneste opgørelse viser, at over 65 pct. af kontrollerne i første halvår af 2021 førte til en ekstra opkrævning, mens det kun var lidt under hver tredje i 2015. 

I april 2020 indgik et enigt Folketing aftalen En styrket skattekontrol. Her blev det fastlagt at styrke skattekontrollen med 250 nye medarbejdere allerede fra 2020. Indsatsen mod social dumping er i den forbindelse målrettet yderligere med et nyt skattecenter i Frederikssund, som skal styrke vidensdeling og effektiviteten i arbejdet. 

”Dygtige kontrolmedarbejdere over hele landet er hver dag med til at sikre, at reglerne pådanske arbejdspladser bliver fulgt, og at virksomhederne afregner korrekte skatter og afgifter. Den styrkede skattekontrol bidrager samtidig til, at der bliver slået hårdt ned de steder, hvor reglerne bevidst bliver tilsidesat. Det er regeringens ambition, at dét arbejde skal fortsættes, og det glæder mig, at vi har opbakning fra Folketingets partier til det”, siger Morten Bødskov. 

Læs mere: 
Kontrollen mod social dumping bliver fortsat mere effektiv

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping

Pressekontakt: 
Skatteministeriets pressefunktion: 
Tlf. 72 22 23 24 
E-mail: presse@skm.dk