Gå til indhold

Salget af grønne biler trækker vestpå

Det er ikke længere kun i hovedstaden, de grønne biler er populære. Når der skal købes ny bil, vælger stadig flere jyder og fynboer nemlig en plug-in hybrid eller elbil. Den udvikling glæder skatteminister Morten Bødskov, som hæfter sig ved, at fremgangen går på tværs af hele landet.

Nye tal fra Motorstyrelsen viser, at det ikke længere er en hovedstads-ting at vælge en ny grøn bil, frem for en af de konventionelle benzin- eller dieselbiler. Salget af nye plug-in hybridbiler og elbiler trækker nemlig vestpå mod Fyn og Jylland.

Således er salget af de grønne biler i jyske og fynske kommuner som Ringkjøbing-Skjern, Svendborg og Århus helt oppe på 40 pct. af alle nye biler.

”Danskerne vil gerne køre grønt og være med til at forbedre vores luft og klima uagtet om de bor i Ringkøbing eller København. Hvis infrastrukturen er i orden, og prisen er rigtig, vælger rigtig mange det grønne til. Det understreger, at vi er på rette kurs. Nu er vores opgave at gøre det endnu mere attraktivt for alle i hele landet at vælge de grønne biler til, så vi får endnu flere med”, siger skatteminister Morten Bødskov.

I de kommuner, hvor der sælges færrest grønne biler, udgør de ca. 25 pct. af nysalget, mens Rudersdal, Dragør og Gentofte kommuner ligger helt i top. Her er 50 pct. af de nye solgte biler grønne. Dermed hører den grønne førertrøje stadig hjemme i hovedstaden, selvom kapløbet nu er blevet mere tæt.

Læs mere om tallene i de enkelte kommuner her.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk