Gå til indhold

Nyt skattecenter i Viborg skal bekæmpe sort økonomi

Skatteminister Morten Bødskov indvier nyt skattecenter i Viborg mandag den 25. oktober. Skattecentret skal blandt andet styrke indsatsen mod sort økonomi og håndtere udbytteskat.

Udbytteskat, rocker- og bandesager, sort økonomi og handel med kryptovaluta. Det er blot en del af de opgaver, kontrolmedarbejderne i skattecentret i Viborg kommer til at sidde med.

”Det er en topprioritet for regeringen og mig som skatteminister, at vi har en stærk og tidssvarende skatteforvaltning. Og i dag åbner vi dørene for et nyt skattecenter her i Viborg, som skal være med til at løse en række vigtige opgaver – herunder arbejdet med refusion af udbytteskat. Efter den formodet svindel med udbytteskat, skærpede Skattestyrelsen kontrollen markant. Det har medført en bunke ubehandlede sager, som enheden i Viborg skal hjælpe med at nedbringe,” siger Skatteminister Morten Bødskov.

Når skattecenteret i Viborg er fuldt bemandet, vil det indeholde ca. 125 medarbejdere fordelt på fagområderne erhverv, selskab og jura.

De mange arbejdsopgaver stiller store krav til de nye medarbejdere i skattecentret i Viborg. Derfor tilbyder Skattestyrelsen medarbejderne muligheden for at tage en diplomuddannelse sideløbende med arbejdet i skattecentret. I første omgang tilbydes uddannelsen til 11 medarbejdere i skattecentrene i Skive og Viborg, men hvis det bliver en succes, skal det udbredes til landets andre skattecentre.

For at styrke skattekontrollen besluttede regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier sidste år at ansætte 1.000 nye kontrolmedarbejdere og åbne 8 nye skattecentre rundt om i landet.

Skattecentrene i Fredericia og Frederikssund er allerede åbnede og i både Viborg og Esbjerg er medarbejderne også så småt ved at være på plads nu.

”En stærk skatteforvaltning er helt afgørende for, at vores velfærdssamfund kan fungere. Desværre har vi set eksempler på, at skatteforvaltningen ikke har løftet vigtige opgaver godt nok. Og det er klart, at det svækker tilliden hos danskerne. Den tillid skal genopbygges. Her er en styrket skattekontrol helt central. Og derfor har regeringen iværksat en ambitiøs reform af skattekontrollen i Danmark,” siger Morten Bødskov, som indvier skattecentret i Viborg mandag den 25. oktober.

Tid og sted
Adresse: Viborg Skattecenter, Brovej 20-22, 8800 Viborg
Tidspunkt: Kl. 09.00 – 10.00

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk