Gå til indhold

Ny politisk aftale skal sikre, at der kommer styr på opkrævnings- og gældsområdet

Et bredt flertal i Folketinget har i dag indgået en aftale, der med 12 konkrete initiativer skal få styr på problemerne på gældsområdet og løse problemet med låste indbetalinger.

Danskerne skal betale deres gæld – flere vil i fremtiden kunne blive trukket i deres løn for at afdrage på deres gæld til det offentlige. Samtidig skal oprydningen på gældsområdet styrkes og afsluttes. Det er hovedelementerne i den nye aftale, der skal sikre, at der en gang for alle kommer styr på både opkrævningen og gældsinddrivelsen i skattevæsenet.

”Selv om gældsinddrivelsen i dag er et langt bedre sted, så er der stadig en række udfordringer. Med dagens politiske aftale gør vi primært to ting. For det første laver vi en langsigtet plan, der tager livtag med udfordringerne på gældsområdet. For det andet løser vi problemet med låste indbetalinger, hvor nogle skyldnere oplever, at de ikke kan afdrage på deres gæld”, siger Jeppe Bruus.

Gældsstyrelsen har gennem en årrække arbejdet på at rydde op i gælden til det offentlige. Aftalen indeholder blandt andet en række tiltag, der skal få bugt med, at nogle skyldnere har oplevet, at de har indbetalt på deres gæld, men ikke har kunne få lov til det, fordi gælden er under oprydning. Det kan eksempelvis være fordi, at der er tvivl om, hvorvidt renterne er beregnet korrekt, eller om gældsposten indeholder rigtige data.

”Som borger skal man selvfølgelig have mulighed for at indfri sin gæld til det offentlige. Derfor styrker vi oprydningen af de gældsposter, hvor borgere indbetaler på gælden. Derudover indføres et rentestop på al den gæld, som er under oprydning. Det synes jeg kun er ret og rimeligt, så ingen kommer i klemme”, siger Jeppe Bruus.

Det er et omfattende og komplekst arbejde at få styr på udfordringerne, der forventes afsluttet frem mod 2030.

Som en del af effektiviseringen og oprydningen indføres en bagatelgrænse for afskrivning af gæld under oprydning på op til 2.000 kr. Bagatelgrænsen er pr. skyldner og gælder, uanset hvor megen øvrig gæld en skyldner har. Det betyder, at Gældsstyrelsen kan fokusere sine ressourcer i oprydningen på de gældsposter, hvor det giver bedst mening og mest værdi.

Aftalen er indgået af regeringen samt Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Initiativerne i aftalen skal ses i forlængelse af aftalen om Nedbringelse af danskernes gæld til det offentlige fra juni 2022. Aftalepartierne vil følge udviklingen tæt.

Læs aftaleteksten her
Læs mere i dette faktaark

Kontaktoplysninger fra ordførere:
Socialdemokratiet – Anders Kronborg, tlf. 61625851.
Venstre – Jan E. Jørgensen, tlf. 61625174.
Moderaterne – Mohammad Rona, tlf. 61625023.
Socialistisk Folkeparti – Sigurd Agersnap, tlf. 61624968.
Liberal Alliance – Steffen W. Frølund, tlf. 61624887.
Det Konservative Folkeparti – Rasmus Jarlov, tlf. 61624641.
Radikale Venstre – Samira Nawa Amini, tlf. 61624641.
Alternativet – Noah Reinert Sturis, tlf. 33375793.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk