Gå til indhold

Ny aftale skal begrænse spilafhængighed blandt danskerne

Færre danskere skal udvikle afhængighed af pengespil. Det er hovedformålet med en ny og bred politisk aftale, der blandt andet indeholder en ny spilafhængigheds-hotline til spillere, der har brug for hjælp med deres spilafhængighed. Også spiludbydernes reklamer og bonustilbud sættes der nu ind overfor.

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti er blevet enige om en række nye initiativer, der skal være med til at begrænse spilafhængighed i Danmark.

Initiativerne er en del af en justering af spilaftalen fra januar 2017, der yderligere liberaliserede spilmarkedet.

”Liberaliseringen af spilmarkedet har været en succes, som har betydet, at vi har fået et ureguleret marked under kontrol, mens danske spillere har kunnet vælge frit og sikkert mellem forskellige spilmuligheder. Samtidig skal vi naturligvis gøre, hvad vi kan for at undgå, at spillere udvikler spilafhængighed. Derfor er jeg tilfreds med dagens brede politiske aftale, der har til formål at beskytte danske spillere så godt som muligt”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Konkret betyder den nye aftale, at der etableres en uvildig spilafhængigheds-hotline til dem, der søger hjælp i forbindelse med spilafhængighed.

Samtidig er aftalepartierne enige om at stille en række krav til spiludbyderes reklamer i medierne, ligesom der skal skabes mere gennemsigtighed i udbydernes mange forskellige bonustilbud til både nye og eksisterende spillere.

Aftalepartierne er også enige om, at spillere, der holder en pause fra spil, ikke skal fristes til at spille igen. Derfor skal det sikres, at udbydere eksempelvis ikke bruger spilleres inaktivitet på spilsiden som et udvælgelseskriterium ved tildeling af bonustilbud.

Derudover skal det sikres, at personer, der udelukker sig selv fra spil, ikke får tilsendt spilreklamer og andet markedsføringsmateriale.

Initiativerne skal sammen med de eksisterende tilbud – fx at tilmelde sig det eksisterende Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS) hos Spillemyndigheden – være med til at begrænse spilafhængighed i Danmark.

Se hele aftalen her

 

Skatteordførerne bag aftalen

Louise Schack Elholm, Venstre, tlf. 61624180

Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti, tlf. 61624762

Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, tlf. 61625093

Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti, tlf. 61 62 51 56

Jesper Petersen, Socialdemokratiet, tlf. 61624766

Andreas Steenberg, Det Radikale Venstre, tlf. 61625075

Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti, tlf. 61625086