Gå til indhold

Lovforslag om solidaritetsbidrag og indtægtsloft for visse elproducenter sendes i høring

Skatteminister Jeppe Bruus er klar med to lovforslag, der gennemfører centrale dele af EU-forordningen om nødindgreb mod høje energipriser. Regeringen foreslår, at provenuet fra tiltagene – i tråd med forordningen – anvendes til inflationshjælp.

Virksomheder i olie-, gas- og raffinaderisektorerne, som har tjent ekstraordinært på de høje energipriser, skal betale en midlertidig ekstraskat – et såkaldt solidaritetsbidrag.

Samtidig sættes der for visse elproducenter et loft over de realiserede markedsindtægter ved salg af el, der er produceret i perioden 1. december 2022 til 30. juni 2023.

Det fremgår af den EU-forordning, som trådte i kraft i oktober 2022, og som har til formål at afhjælpe konsekvenserne af høje elpriser. Lovforslagene, der gennemfører de to tiltag i Danmark, er nu klar til at blive sendt i høring.

“Det er ikke fair, at byrden fra de stigende energipriser alene bæres af forbrugerne. Med udgangspunkt i EU-forordningen får vi nu indført tiltag, som sikrer, at energiselskaberne også bidrager. Og fra regeringens side vil vi fortsat følge udviklingen i energipriserne tæt”, siger skatteminister Jeppe Bruus.

”Med denne model bidrager elproducenterne med økonomi samtidig med, at vi sikrer, at danskerne kan få den strøm, de skal bruge. Vi holder fast i, at kraftvarmeselskaber kan bruge overskuddet til at holde varmeregningen nede. Dermed implementer vi EU-forordningen, så vi fastholder høj forsyningssikkerhed og tager hensyn til forbrugerne,” siger klima,- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard. 

Lovforslagene forventes at kunne fremsættes i marts. Solidaritetsbidraget og indtægtsloftet skønnes med stor usikkerhed samlet set at indebære et provenu på 1,2 mia. kr. i 2023, der efter forordningens regler skal anvendes til kompensation for de høje elpriser eller investeringer i grøn omstilling.

Læs mere om indholdet i lovforslaget her:
Faktaark om indtægtsloftet
Faktaark om solidaritetsbidraget
Link til lovforslag om et loft over indtægter fra elproduktion
Link til lovforslag om midlertidigt solidaritetsbidrag

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk