Gå til indhold

Forkerte oplysninger om afskrivning af gæld til det offentlige

Flere medier har – i forlængelse af udtalelser fra Statsrevisorerne – i dag skrevet faktuelt forkerte oplysninger omkring afskrivninger af gæld til det offentlige.

Flere medier har i dag skrevet, at SKAT har tabt op mod 83,9 mia. kr. som følge af problemerne på gældsinddrivelsesområdet. Dette er imidlertid ikke korrekt.

Det er korrekt, at udfordringerne på gældsområdet har betydet, at et samlet Folketinget i juni 2017 traf beslutning om at afskrive gæld til en værdi af omkring 1 mia. kr.
Læs mere her

Det er også korrekt, at en meget betydelig del af gælden til det offentlige ikke kan inddrives. Aktuelt vurderes det, at det kun er ca. 24,7 mia. af de i alt 108,6 mia. kr., der kan inddrives. Heraf regnestykket med de 83,9 mia. kr. 

Dette tal er imidlertid ikke et resultat af udfordringerne på gældsinddrivelsesområdet. Det er et udtryk for, at størstedelen af gælden til det offentlige generelt ikke kan inddrives, blandt andet som følge af, at mange skyldnere er uden betalingsevne, eksempelvis socialt udsatte.

De nye tal kom frem sidste år, da Skatteministeriet i samarbejde med revisionshuset PwC lavede en ny model til værdiansættelse af gælden til det offentlige for at give et mere reelt billede af, hvad gælden til det offentlige er værd. Der er således tale om en værdiansættelse af gæld under hensyn til skyldneres betalingsevne. Ikke en analyse af de økonomiske tab som følge af problemerne med den offentlige gældsinddrivelse.