Gå til indhold

Danskerne betaler den højeste elafgift i Europa

Elafgiften i Danmark er højere end i alle andre EU-lande. Afgiften bidrager ikke i samme grad som tidligere til at fremme den grønne omstilling, og en lempelse vil i vidt omfang finansiere sig selv. Det viser ny analyse fra Skatteministeriet. Den grønne omstilling kan gøres smartere og billigere, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Borgere og virksomheder har gennem årtier været med til at betale en væsentlig del af den grønne omstilling via elregningen. Det skyldes især elafgiften, som er højere i Danmark end i noget andet land i EU.

 

Grafik: El bliver grønnere, men høje afgifter giver danskere mindst strøm for pengene

 

Når borgere i Danmark betaler deres elregning, går ca. 4 ud af 10 kroner til elafgiften. Det viser en ny analyse fra Skatteministeriet.

Samtidig er Danmarks elforsyning blevet stadigt grønnere. I dag kommer mere end 50 pct. af Danmarks elforsyning fra vedvarende energi og CO2-udledningen fra elsektoren er faldet kraftigt.

Elafgiften er imidlertid fortsat på så højt et niveau, at den nedsætter efterspørgslen på el i sådan en grad, at det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt.

Der er således ikke de samme grønne hensyn bag afgiften som tidligere. Derfor er der både for klimaet og danske husholdninger fornuft i at sænke elafgiften, fastslår skatteminister Karsten Lauritzen.

”Vi kan se sort på hvidt, at den høje elafgift ikke længere understøtter den grønne omstilling, og samtidig er den både dyr for forbrugerne og belastende for økonomien. Derfor er det eneste fornuftige at sænke afgiften markant. Vi skal indrette den grønne omstilling på den klogeste måde, så vi får mere klima og miljø for pengene, og så danskerne ikke beskattes unødigt højt”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Beregninger fra Skatteministeriet viser, at en lempelse af elafgiften har en såkaldt høj selvfinansieringsgrad.

Det vil konkret sige, at i omegnen af halvdelen af lempelsen vil tjene sig selv ind igen for statskassen. Blandt andet derfor vil en lempelse af elafgiften medføre betydelige samfundsøkonomiske gevinster, da man kan give forbrugerne en væsentlig lavere elregning med relativt lave omkostninger for staten.

Læs Skatteministeriets Aktuelle Skattetal om elafgiften her.