Gå til indhold

Bredt flertal fuldender reform af skattekontrollen

Et bredt flertal i Folketinget er nu enige om at fuldende reformen af skattekontrollen med ansættelsen af 250 nye medarbejdere og åbningen af to nye skattecentre.

Skattekontrollen i Danmark gennemgår et markant og historisk løft i de her år. Helt centralt i reformen er ansættelsen af 1.000 ekstra medarbejdere og åbningen af otte nye skattecentre i hele landet.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Nye Borgerlige har nu udmøntet den fjerde og sidste etape i reformen af skattekontrol. Helt konkret skal skattevæsenet styrkes med yderligere 250 medarbejdere og nye skattecentre i Frederikshavn og Svendborg.

”Der skal sættes hårdt ind over for dem, der snyder og svindler. Det skal have tydelige og mærkbare konsekvenser at begå skatteøkonomisk kriminalitet. Derfor stiller vi bl.a. skarpt på aggressiv skatteplanlægning,” siger Jeppe Bruus.

Aftalen styrker ligeledes kontrollen mod social dumping på de områder af arbejdsmarkedet, hvor der er størst risiko for fejl og snyd. Endvidere styrkes indsatsen mod sort økonomi og bander.

”Arbejde i Danmark skal foregå under ordnede forhold og efter danske spillereger. Det skaber konkurrenceforvridning, hvis virksomheder ikke overholder danske regler på skatte- og afgiftsområdet. Derfor vil vi styrke indsatsen mod social dumping”, siger Jeppe Bruus.

Med aftalen styrkes også retssikkerheden med tilførelse af flere ressourcer til mere effektiv sagsbehandling af fx straffesager, så vi sikrer, at dem, der snyder, også bliver straffet. Samtidig sættes der ind mod brodne kar i leasingbranchen og import af illegale varer.

Læs aftalen om kontroletape 4 her.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk