Gå til indhold
Direktør i Vurderingsstyrelsen Morten Niels Jakobsen

Vurderingsstyrelsen ansætter ny direktør

Morten Niels Jakobsen bliver ny direktør for Vurderingsstyrelsen, der i de kommende år sender nye ejendomsvurderinger ud til boligejerne.

Vurderingsstyrelsen kan se frem til at få ny direktør den 1. august, hvor Morten Niels Jakobsen tiltræder. Den nye direktør er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og har siden 15. april 2020 været direktør for Spillemyndigheden. Derudover har Morten Niels Jakobsen mange års erfaring fra anklagemyndigheden samt Justitsministeriet.

”Vurderingsstyrelsen står over for en stor og vigtig opgave med at få de nye ejendomsvurderinger ud til boligejerne. Derfor er jeg glad for, at Morten Niels Jakobsen har takket ja til at blive direktør for Vurderingsstyrelsen – han har de rigtige kompetencer og det fornødne drive til at få opgaven sikkert i mål”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Morten Niels Jakobsen skifter til Vurderingsstyrelsen fra stillingen som direktør i Spillemyndigheden, og ser frem til den nye udfordring.

”Vurderingsstyrelsen vil i den kommende tid sende ejendomsvurderinger ud til over 1,7 millioner boligejere. Det er en vigtig samfundsopgave, som jeg ser meget frem til at stå i spidsen for sammen med Vurderingsstyrelsens mange dygtige og dedikerede medarbejdere”, siger Morten Niels Jakobsen.

Som led i rokeringen slår Spillemyndigheden snarest stillingen som direktør op.

 

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk