Gå til indhold

Regeringen lukker momsfinte på magasinmoms

I dag kan udgivere af dansksprogede magasiner sende magasinet ud af EU, få det trykt og sende det tilbage igen til danske abonnenter. På den måde undgås dansk moms. Regeringen lukker med et lovforslag nu denne mulighed for omgåelse af momsreglerne og skaber derfor lige konkurrencevilkår for danske trykkerivirksomheder i forhold til trykkerivirksomheder uden for EU.

Når et magasin til danske abonnenter, som er skrevet af journalister her i landet og udgivet af danske forlag, er klar til tryk, bliver magasinet ofte sendt ud af landet. Helt uden for EU’s grænser. Når det er trykt, kommer det retur med postvæsenet for at lande i den danske abonnents postkasse.

På den måde undgår mange danske udgivere moms på dansksprogede magasiner til abonnenter i Danmark.

”Det er ikke i orden, at virksomheder tænker så konsekvent i, hvordan de ved at gå i momsly kan omgå momsreglerne. Det hul skal lukkes. Derfor har vi målrettet forslaget mod de udgivere, der vil undgå momsen i Danmark ved at flytte deres trykkerivirksomhed uden for EU,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Regeringen fremsætter derfor den 28. januar 2015 et lovforslag, som indfører moms på dansksprogede magasiner, som er trykt i lande uden for EU og efterfølgende sælges til danske abonnenter.

”Som momsreglerne er nu, giver vi indirekte støtte til trykkerivirksomheder uden for EU. Det giver ulige konkurrencevilkår i forhold til danske trykkerier, som gerne vil bidrage til fællesskabet ved at betale moms. Samtidig er der risiko for, at det koster – og måske har kostet - danske arbejdspladser. Det kan ingen være tjent med. Regeringens lovforslag sikrer derfor lige konkurrencevilkår på det dansksprogede magasinmarked. Alt andet er unfair,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Tidligere lovgivning på området
Den tidligere regering forsøgte at lukke hullet i 2004, hvor det blandt mange udgivere var blevet populært at sende danske magasiner en tur rundt om Ålandsøerne for at undgå moms.

”Den løsning man vedtog dengang, viste sig desværre ikke at være tilstrækkelig til at dæmme op for det ”momsly”, der gav skæve konkurrenceforhold. Efter EU-kommissionen har ændret vurderingen på området er det nu blevet muligt, at lukke det hul som et enigt Folketing i 2004 ønskede lukket,” siger skatteministeren.

Kun dansksprogede magasiner
Regeringens forslag er målrettet udgivere, som har flyttet deres trykkerivirksomhed af momsmæssige årsager. Derfor har regeringen valgt at begrænse forslaget til kun at omfatte dansksprogede magasiner. 

Begrænsningen skyldes, at Post Danmark som udgangspunkt opkræver et gebyr på 160 kr. pr. magasin for at håndtere importmomsen.

Men hvis udgiverne importerer fx et dansksproget månedsmagasin til alle sine abonnenter, som én samlet forsendelse, vil Post Danmark kun opkræve gebyret på 160 kr. én gang for alle magasinerne samlet. Momsopkrævningen for dansksprogede magasiner kan dermed ske for relativt få omkostninger for det enkelte magasin.

Magasiner på andre sprog end dansk, som er trykt uden for EU og sendes til abonnementer i Danmark, har som udgangspunkt ikke samme volumen i sine forsendelser af magasiner til abonnenter i Danmark. Eksempelvis ville et udenlandsk nichemagasin, som kun sendes til én abonnent i Danmark, blive opkrævet et gebyr på 160 kr. pr. magasin for Post Danmarks opkrævning af importmoms, hvis ikke udenlandske magasiner blev undtaget.

”Vi er nødt til at skelne mellem dansksprogede magasiner og magasiner på andre sprog. Hvis ikke vi gør det, vil udenlandske magasiner, som måske kun har enkelte abonnenter på det danske marked, blive pålagt et gebyr på 160 kr. pr. magasin. Det kan vi ikke byde danske abonnenter. Jeg er til gengæld sikker på, at de danske bladudgivere godt kan levere et tilbud, som tilfredsstiller deres abonnenter, ” siger skatteministeren.

Post Danmark vurderer, at der hvert år importeres ca. 9 mio. magasiner, som er trykt uden for EU. Størstedelen er formentlig dansksprogede.

Lovforslaget forventes at træde i kraft 1. juli 2015.