Gå til indhold

Moms på magasiner er ikke en nyskabelse

Moms på magasiner eksisterer allerede. Det er den klare hovedregel. Forslaget fra regeringen om moms på dansksprogede magasiner til abonnenter i Danmark, som er trykt i lande uden for EU, fjerner en mulig omgåelse af hovedreglen.

Der er i dag moms på magasiner. Det gælder både dansksprogede og ikke-dansksprogede, der sælges i løssalg i eksempelvis supermarkeder og kiosker.

”Jeg tror ikke, at det er nogen speciel overraskelse for nogen, at der er moms på et blad, når man stikker det ned i kurven i supermarkedet. Det er der jo også på alle andre varer,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.

Hvis et magasin sælges i abonnement for mere end 80 kr., er der også moms på magasinet. Desuden er der moms på magasiner, som sælges for under 80 kr. i abonnement til danskere, hvis magasinet er trykt inden for EU. Men sælges magasinet i abonnement for under 80 kr. til danskere, og magasinet er trykt uden for EU, skal der i dag ikke betales moms af magasinet.

”Vi har desværre konstateret, at en række virksomheder har udnyttet bagatelgrænsen på 80 kr. i momsreglerne. Vi kan se, at mange danske bladudgivere i stigende grad får trykt deres dansksprogede magasiner uden for EU for at undgå momsen. Jeg tror, at de fleste kan se logikken i, at vi selvfølgelig ikke skal have momsregler, som giver konkurrencefordele til trykkerivirksomheder, som ligger uden for Danmarks grænser. Ja, helt uden for EU’s grænser”, siger skatteministeren.