Gå til indhold

Mere retvisende opgørelse af danskernes gæld

Danmarks Statistik vil fremover opgøre danskernes gæld til det offentlige på en mere retvisende måde i nationalregnskabet

Danskernes gæld til det offentlige har i nationalregnskabet hidtil været opgjort efter, hvor mange penge virksomheder og borgere skylder samfundet.

Men det billede er ikke retvisende for regnskabet, da en del af gælden stammer fra virksomheder og borgere, som ikke har mulighed for at betale. Det kan for eksempel være fra virksomheder, der er gået konkurs, eller borgere, som er uden eller har nedsat betalingsevne.

Derfor bliver borgernes og virksomhederne gæld nu opgjort på en ny måde, der skal afspejle, hvor stor en del af den samlede gæld det er realistisk at få betalt. Det sker ved, at gælden nu opgøres efter den såkaldte kursværdi i stedet for gældens nominelle værdi.

”Statsrevisorerne har længe efterlyst, at gælden til det offentlige bliver opgjort på en mere retvisende måde. Derfor er jeg er meget tilfreds med, at det nu sker. Det betyder også, at vi nu har et bedre billede af de udfordringer, vi står over for, når der skal udvikles et nyt inddrivelsessystem. Eller sagt på en anden måde: Hvor meget gæld kan danskerne forvente, at et effektivt inddrivelsessystem vil være i stand til at inddrive? Det får vi et bedre kendskab til nu”, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Konkret betyder indførelsen af princippet om kursværdi, at gælden til offentlige nedskrives i nationalregnskabet med 15 mia. kr. i perioden 2013-2015, det vil sige med 5 mia. kr. hvert af årene.

Overgangen fra nominel værdi til kursværdi i nationalregnskabet er således ikke udtryk for, at staten har tabt penge. Overgangen har samtidig ikke relation til de aktuelle problemer med SKATs inddrivelse, det såkaldte EFI-system.