Gyldig fra

Knap 1,4 milliarder kroner i rentefri skattelån til hovedstaden

Hovedstadens små og mellemstore virksomheder har fået rentefri skattelån for knap 1,4 milliarder kroner. Heraf er 229 millioner kroner gået til virksomheder på Vestegnen. Skatteminister Morten Bødskov håber, det kan hjælpe flere virksomheder til at komme godt gennem krisen.

Illustrationsfoto

Regeringens og Folktingets arbejde for at styrke de danske virksomheders likvidtet under coronakrisen er også kommet vestegnskommunerne til gode. Således har hele 935 små og mellemstore virksomheder fået tildelt 229 millioner kroner i rentefri lån til betaling af A-skat og AM-bidrag i de 8 kommuner på Vestegnen.

”Det er helt afgørende for regeringen, at de danske virksomheder og lønmodtagere kommer godt gennem krisen. Derfor har vi stillet låneordningen til rådighed for virksomhederne på tværs af hele landet – og det har vist sig at være en god ide. Knap 1.000 virksomheder alene på vestegnen har nemlig benyttet ordningen. Mange har brug for den hjælpende hånd, regeringen og Folketinget har rakt ud”, siger skatteminister Morten Bødskov.

I hele Region Hovedstaden har 6.426 virksomheder fået godkendt lån på 1.352 millioner kroner. Det udgør godt en tredjedel af det samlede beløb på 3,3 milliarder kroner, som de danske virksomheder har fået i A-skattelåneordning I og II.

A-skattelåneordning III bliver brugt flittigt
Selv om der er lys forude er der fortsat behov for, at vi passer på hinanden, og mange danske virksomheder har fortsat brug for hjælp til at komme godt ud på den anden side. Derfor har regeringen åbnet for en tredje runde af låneordningen, som allerede nu har vist sig at blive flittigt brugt.

”Der er allerede nu godkendt lån for 5,1 milliarder kroner i den tredje runde af A-skattelåneordningen. Det er tegn på, at der fortsat er mange virksomheder, som har brug for en hjælpende hånd til at komme gennem krisen. Heldigvis lysner det forude, og vi håber, at virksomhederne på tværs af alle brancher snart får godt gang i hjulene igen”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Skattestyrelsen åbnede for ansøgninger til A-skattelåneordning III den 9 april, og har frem til den 28. april godkendt 8.700 i alt. Der blev lukket for ansøgninger den 7. maj og de samlede tal ventes snart.

Læs mere:

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk