Gå til indhold

7,1 mia. kr. af danskernes gæld er kommet i kassen

Gældsstyrelsen har i 2018 inddrevet 7,1 mia. kr. af danskernes gæld til det offentlige. Provenuet er det højeste siden 2013.

Nye tal viser, at Gældstyrelsen i 2018 har inddrevet et rekordhøjt beløb af den gæld, som borgere og virksomheder har til det offentlige. I alt 7,1 mia. kr. 

Det er en stigning fra 4,4 mia. kr. i 2013 og 5,4 mia. kr. i 2015, hvor det tidligere automatiske gældsinddrivelsessystem, EFI, blev suspenderet.

Stigningen siden 2015 skyldes særligt, at gælden til det offentlige igen modregnes i udbetalinger fra offentlige myndigheder. Det betyder, at udbetalinger automatisk bliver tilbageholdt og brugt til at betale hele eller dele af en skyldners gæld til det offentlige i stedet for at blive udbetalt.

Du kan læse mere i Gældsstyrelsens publikation "Stigende inddrivelse af danskernes gæld til det offentlige" her.

En del af beløbet er resultatet af en styrket indsats over for virksomheder med stor gæld til det offentlige. Gældsstyrelsen har ved at bruge fx konkursbegæring og udlæg over for selskaber og enkeltmandsvirksomheder inddrevet ca. 2,5 mia. kr. i 2018.

Du kan læse mere i Gældsstyrelsens publikation "Styrket indsats over for virksomheder med stor gæld til det offentlige" her.