Gå til indhold

Finanslov: Regeringen fortsætter massive investeringer i skattevæsenet

Regeringen lægger op til, at Skatteministeriets samlede bevillings-niveau skal udgøre i alt 11,6 mia. kroner i 2023. Samtidig styrkes skattekontrollen i Danmark.

Med regeringens udspil til finansloven for 2023 lægges op til at fortsætte de seneste års investeringer i skattevæsenet både i 2023 og årene fremover. På finanslovsforslaget er der afsat 11,4 mia. kr. i 2023. Herudover forudsætter regeringen, at der findes et finansieringsbidrag på 0,2 mia. kr. i forbindelse med de kommende forhandlinger om en flerårsaftale. Regeringen lægger dermed op til, at det samlede bevillingsniveau for Skatteministeriets område skal udgøre 11,6 mia. kr. i 2023.

”Gennem de seneste år er der foretaget massive investeringer i skattevæsenet. Det har været nødvendiggjort af udfordringer med bl.a. gældsinddrivelse og ejendomsvurderinger, og det vil fortsætte de kommende år. Vi har hele tiden vidst, at det er et langt sejt træk, og selvom det går fremad på alle de udfordrede områder, er vi ikke i mål. Med dagens forslag til finansloven lægger vi op til at fortsætte de massive og nødvendige investeringer i vores skattevæsen”, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Regeringen forsætter samtidig med at reformere skattekontrollen i Danmark. Centralt i reformen er ansættelsen af 1.000 nye medarbejdere og oprettelsen af 8 nye skattecentre. I forlængelse af forslaget til finansloven for 2023 udmøntes 200 mio. kr. til fjerde og sidste etape af  reformen af skattekontrollen i Danmark. Dermed sikres ansættelsen af de sidste 250 nye medarbejdere og åbningen af skattecentre i Svendborg og Frederikshavn.

”Med reformen af skattekontrol sikrer vi et markant og historisk løft af skattekontrollen i Danmark. Reformen sikrer, at det bliver lettere for det store flertal, der gerne vil gøre det rigtige, og sværere for de få, der bevidst forsøger at snyde fællesskabet. Med finanslovsforslaget udmønter vi midlerne til at komme helt i mål med reformen”, siger skatteminister Jeppe Bruus.

”Flere kontrolmedarbejdere giver ikke alene mere kontrol. Det betaler sig også at investere i skattekontrol. Vi har en klar forventning om, at det giver flere penge i statskassen”, fortsætter skatteminister Jeppe Bruus

Faktaark 1 – Historiske investeringer i skattevæsenet

Faktaark 2 – Kontroletape 4

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk